Gå til indhold
"En Flirt" vandt hovedprisen til Ekko Shortlist Awards 2020. Foto: Janus Engel.
"En Flirt" vandt hovedprisen til Ekko Shortlist Awards 2020. Foto: Janus Engel.

Pressemeddelelse -

#MeToo-drama vinder Ekko Shortlist Awards

Zinnini Elkingtons En flirt tager hovedprisen ved årets prisuddeling, hvor filmuddannelsen Super16 og Den Danske Filmskole står for de største sejre.

2020 blev året, hvor Danmark og den danske filmbranche for alvor tog #MeToo-bevægelsen og overgreb til efterretning. Efter Sofie Lindes afsløring på landsdækkende tv kom der gang i selvransagelsen i film- og mediebranchen. Og her til aften har #MeToo-dramaet En flirt vundet hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards.

Instruktør Zinnini Elkington blev kaldt op på scenen for at modtage Shortlist Prisen, der uddeles af en professionel jury og medfølger en pengepræmie på 25.000 kroner.

En flirt vinder også prisen for bedste manuskript, der er skrevet af Marianne Lentz. Historien følger den frisindede journalist Eva (Marie Bach Hansen), der til en fest bliver udsat for et overgreb af sin nye chef (Niels Olsen). Filmen fik ved premieren topkarakteren seks stjerner af Ekkos begejstrede anmelder, der samtidig udråbte Elkington og Lentz til to af tidens største talenter. Det hersker der nu ingen tvivl om, og det skal blive spændende at følge deres videre færd i dansk film!

Stor aften for Super16

Skuespillerne Zaki Youssef og Besir Zeciri havde værtstjansen, hvor de tog pis på alt og alle – ikke mindst sig selv – i Bremen Teater. Blandt aftenens presentere var Thomas Vinterberg, Jørgen Leth og kulturminister Joy Mogensen.

De to priser til En flirt er ikke den eneste sejr for film fra den københavnske filmuddannelse Super16.

I kategorien for bedste fiktion vinder færøske Andrias Høgenni for sin afgangsfilm Ikki illa meint. Også den film behandler et samfundsaktuelt emne, nemlig unges adfærd på sociale medier. Det udvikler sig til et drabeligt verbalt opgør, når to veninder mødes i Føtex. Filmen blev udtaget til og en vandt en pris på sidste års Cannes-festival, så nu er der store forventninger til instruktørens næste projekt.

Ikki illa meint vinder i en sammentælling af juryens vurdering og stemmer fra brugerne på Ekko Shortlist, hvor der i år var rekordhøj deltagelse trods en forkortet stemmeperiode.

Publikum Prisen bliver alene bestemt af brugerne, og den går til det unge talent Kristine Bidstrup for dramaet Lidt endnu, der er lavet med udgangspunkt i et ophold på den fremadstormende Filmhøjskolen Møn. Filmen foregår også på en højskole og handler om Anna, som føler sig fanget mellem sin kæreste og interessen for en ny og spændende fyr.

Tredje pris til Sofie Torp

Den Danske Filmskole lagde sig før Ekko Shortlist Awards i front med hele 22 nomineringer, mens Super16 tegnede sig for halvt så mange. Selv om afgangsfilmene fra den seneste årgang må se sig slået i nogle kategorier, vinder Filmskolen mange af prisuddelingens monolit-statuetter.

Sofie Torp tager prisen for bedste kvindelige skuespiller med sin medrivende præstation som den forvirrede singlekvinde i Katrín Björgvinsdóttir Dronning Ingrid. Skuespilleren fik sit gennembrud i Ser du månen, Daniel, da hun både vandt en Bodil og Robert for birollen som Daniel Ryes søster. Men i Dronning Ingrid får hun plads til at udforske en kvinde, hvis usikkerhed er slående menneskelig. Der arbejdes på at udvide filmen til en tv-serie.

På herresiden vinder Thomas W. Gabrielsson, der lukker publikum ind i en kompliceret hovedpersons tankespind i Forestillingen om Juliane. Mads Mengels erindringsdrama om en teaterinstruktør og hans Alzheimers-ramte kone var nomineret i fem kategorier. Den er en medrivende og poetisk fortælling om hukommelse, svigt og kunstens flygtige væsen.

Honorering af klippetalent

Komponisten Lasse Aagaard har præsteret den store bedrift af vinde sin anden pris ved Ekko Shortlist Awards. Han vandt i 2017 for musikken til dokumentaren Vi lader billedet stå et øjeblik, og i år kan han igen hæve armene i triumf over sin sejr for bedste originale musik i Viktor på månen. Christian Arhoffs sort-hvide Filmskole-komedie om en ung og akavet mands første date skaber en lystig, jazzet stemning, der sammen med den elskværdige hovedperson – spillet af Nicolai Jørgensen – gør filmen umulig at stå for.

Prisen for bedste klipning går til Nikoline Løgstrup. I Katrine Brocks’ drama om psykisk sammenbrud, Under bølgerne, over skyerne, skaber klipperen forståelse for venindeforholdet med sin skarpe håndtering af dialogen og fascinerende indskud af associationer.

Den sidste af aftenens fem priser til film fra Den Danske Filmskole går til Kenneth Damsgaard for scenografien i Emilie Marloth Frøkjærs Hollow Heart. Med et distanceret og køligt univers indrammer han billedskønt historien om en kunstner og hendes datter.

Tyveårig vinder dokumentarpris

The Animation Workshop i Viborg har tradition for at sidde tungt på priserne for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards. Sådan var det også i år, hvor fire af de fem nominerede enten var af studerende på uddannelsen eller lavet af en instruktør, som var i residens på skolens kreative værksted.

Sejren går til britiske Jennifer Alice Wright for det dragende mysteriedrama Hvor træerne blokerer for lyset, hvor en parkbetjent opdager en hemmelighed, mens hun efterforsker brorens død.

I dokumentarkategorien var der hård kamp mellem tre film fra Filmskolen, men prisen ender med at gå til det unge stortalent Laurits Helligsøe for den følsomme dokumentar Morfar flytter hjemmefra? Den blot tyveårige instruktør følger med kameraet sin egen morfar, der kæmper for at blive boende på sin fædrene gård, mens hans døtre forsøger at overtale ham til at flytte på plejehjem.

Gensyn med barnepiger

Det var ikke årets eneste pris til en dokumentarfilm. Johan Assing Høyer vinder for bedste lyddesign i Signe Barvild Stæhrs rørende personlige Barnepigerne. Her undersøger instruktøren oplevelser, som hun ikke husker særlig godt. Moren døde pludselig, da Signe var fem år gammel, og gennem samtaler med forskellige barnepiger stykker hun fortiden sammen. Lyddesignerens vekselvirkning mellem livlig atmosfærelyd og subtile detaljer er med til at skabe en smuk fortælling om nærvær og fravær.

Endelig går prisen for bedste fotografering til Jan Bastian Muñoz Marthinsen for kærlighedsdramaet Når verden bøjer. Han fanger en ekstremt sanselig poesi i det intime portræt af to unge mennesker i en spirende forelskelse. På den måde kaster den lille film sig hovedkulds ud i en udforskning af livets største øjeblikke.

Se hele vinderlisten nedenfor

Billeder fra Ekko Shortlist Awards 2020 kan tilgås via dette link: https://www.dropbox.com/sh/r2tg042tjyw0kb5/AADVMPJ...

Fotograf: Janus Engel.

Med venlig hilsen

HAVE A/S

Ekko Shortlist Awards 2020

Shortlist Prisen

En flirt
Zinnini Elkington

Publikum Prisen
Lidt endnu
Kristine Bidstrup

Bedste fiktion
Ikki illa meint
Andrias Høgenni

Bedste dokumentar
Morfar flytter hjemmefra?
Laurits Helligsøe

Bedste animation
Hvor træerne blokerer for lyset
Jennifer Alice Wright

Bedste kvindelige skuespiller
Dronning Ingrid
Sofie Torp

Bedste mandlige skuespiller
Forestillingen om Juliane
Thomas W. Gabrielsson

Bedste manuskript

En flirt
Marianne Lentz

Bedste fotografering
Når verden bøjer
Jan Bastian Muñoz Marthinsen

Bedste klipning

Under bølgerne, over skyerne
Nikoline Løgstrup

Bedste scenografi

Hollow Heart
Kenneth Damsgaard

Bedste lyddesign
Barnepigerne
Johan Assing Høyer

Bedste originale musik

Viktor på månen
Lasse Aagaard

Emner

Kategorier

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark