Gå til indhold
Ny podcast hylder Danmarks hurtigst voksende sport

Pressemeddelelse -

Ny podcast hylder Danmarks hurtigst voksende sport

Padel-sporten har grebet danskerne de seneste år: Landet over skyder baner og medlemsforeninger op. Stadig flere får spillerlicens, og flere melder sig til den officielle liga, Lunar. Og nu får sporten, der er Danmarks hurtigst voksende, også en ny podcast.

- Jeg er overbevist om, at padel bliver en af Danmarks tre største sportsgrene sammen med fodbold og håndbold. Padel er så nemt at komme i gang med og gå til. Og det er så sjovt at være sammen om – uanset om du spiller med vennerne eller familien, siger vært på ’Bat Boys Padel Podcast’, Kim Elgaard.

- Vi har manglet et sted, hvor man kan være sammen om kærligheden til padel. Vi vil gerne være med til at skabe et fællesskab, hvor vi kan dele dét, som alle, der spiller padel oplever.
Hvorfor sporten er så fantastisk. Hvorfor den kan være så frustrerende, siger medvært Lasse Bjerregaard.

- Vi henvender os både til helt nye i sporten og til de mere rutinerede. Vi vil gerne hjælpe folk med at få en god start i sporten og få styr på det, man må og ikke må. Fx at man altid skal have lommer i sine shorts til boldene. Og at man ikke må spille i ankelsokker og fodboldtrøjer.

Flere skifter fodbold ud med padel
Kim Elgaard har været professionel fodboldspiller, siden han var 16 år, bl.a Vejle Boldklub og i Grækenland. Efternavnet har han fra sin far, sportsjournalisten Claus Elgaard. Nu har Kim lagt fodboldstøvlerne på hylden og er sportsansvarlig i Vejle Padel Center.

- Jeg savner fodbold ufatteligt lidt i forhold til, hvor meget det har fyldt! Jeg får det samme adrenalin og kammeratskab med padel, siger Kim.

Lasse Bjerregaard, der er journalist, podcast-producer og radiovært på kanalen Skala FM, har også skiftet fodbold ud med padel. Og det ser man i disse år stadig flere gøre.

- Jeg spillede min første padelkamp i 2019. Jeg var til en fodboldfest, der blev holdt i en padelhal, og jeg vandt. Så blev jeg bidt af det. Nu er jeg helt stoppet til fodbold og spiller padel to-tre gange om ugen, fortæller Lasse.

Satser stort på sport
Det er mediekoncern JFM, der er Danmarks næststørste private mediehus, der står bag ’Bat Boys Padel Podcast’ i et samarbejde med Cuera, der specialisere sig i sportstøj og andet udstyr til padel.

- Vi engagerer os kun i projekter, der matcher den kvalitet, vi er kendt for at levere til vores community. Men med de to erfarne værter og JFM's styrke bag projektet ser vi et enormt potentiale i denne podcast, som skal blive hele Danmarks store padel-podcast, siger Ulrik Leth, der er CEO for og med til at grundlægge Cuera.

- Vi har høje forventninger til både projektet, de spændende gæster, der vil deltage samt den eksponering, vi sammen med ’Bat Boys’ kan skabe for padel-sporten og vores fælles brands. Samarbejdet med ’Bat Boys’ er et perfekt eksempel på den gode synergi mellem Cuera og en platform, der virkelig taler til vores målgruppe, fortsætter han.

JFM satser i disse år stort på sport. Bl.a. med podcastsuccesen ’Mandsholdet’ og med streamingtjenesten JFM Play, som bl.a. viser fodbold, håndbold, speedway og ishockey.

- Vi laver underholdende podcasts og radio med noget på hjertet, og det har Kim og Lasse i dén grad. Der er et kæmpe fællesskab omkring padel-sporten, og det vil vi dyrke og hylde med podcasten, siger direktør for JFM Lyd, Søren Bygbjerg.

Padel skal på skoleskemaet
De to værter er ude på en mission med podcast, fortæller Lasse Bjerregaard.

- Vi skal have padel på skoleskemaet! Det skal simpelthen være del af pensum i idræt. I podcasten taler vi med Dansk Skoleidræt og med padelhaller landet over, og så er vi ved at kontakte undervisningsministeren.

De to har fået en perlerække af kendte padel-entusiaster med i podcasten. Blandt dem er fodboldlegenden Lars Christiansen, komikerne Nicolai Lydiksen, Anders Fjelsted og Kasper Porsdal, radioværterne Daniel Hoffe og Mattias Hundebøll, kogebogsforfatter og tv-vært Micki Cheng.

- Målet i denne sæson er at få Thomas Gravesen med. Og næste år Kong Frederik, som vi ved også spiller meget padel, siger Kim Elgaard.

’Bat Boys Padel Podcast’ udkommer hver tirsdag fra 3. september på alle podcasttjenester. Gæst i første afsnit er padel-influencer Frederik Sangill, kendt som Mr. Trick Shot

Podcasten kan findes her.

Værterne bag ’Bat Boys Padel Podcast’
Kim Elgaard, 32 år.
Søn af sportsvært Claus Elgaard.
Sportsansvarlig i Vejle Padel Center. Er på banen 25-30 timer om ugen.
Tidligere professionel fodboldspiller.
Fik kontrakt som 15-årig. Var anfører for Vejle Boldklubs førstehold og var med, da de rykkede op i superligaen. Har spillet i udlandet i Grækenland og på Maldiverne.

Lasse Bjerregaard, 27 år.
Journalist. Morgenvært på radiokanalen Skala FM. Podcast-producer.
Har tidligere arbejdet på bl.a. DR P3 og Radio 4.
Padel-entusiast, som spiller 2-3 gange om ugen.

Om podcasten
’Bat Boys Padel Podcast’ udkommer hver tirsdag fra 3. september på alle podcast-platforme.

Gæster i første sæson er bl.a. padelspillerne Frederik Sangill og Victoria Hangaard, komiker og podcastvært mm., håndboldlegende Lars Christiansen, komikerne Nicolai Lydiksen, Anders Fjelsted og Kasper Porsdal, radioværterne Daniel Hoffe og Mattias Hundebøll, kogebogsforfatter og tv-vært Micki Cheng.

På ’Bat Boys Padel Podcast’ på Instagram er der hver uge konkurrencer og giveaways.

For yderligere information, kontakt venligst:
Søren Bygbjerg // soeby@jfm.dk // 25 59 50 81

Emner

Kategorier

Kontakt