Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Nyhed: Danmarks Underholdningsorkester og Thure Lindhardt iscenesætter 'En Skærsommernatsdrøm'



En Skærsommernatsdrøm: Danmarks Underholdningsorkester præsenterer musikalsk eventyr af Shakespeare og Mendelssohn iscenesat af Thure Lindhardt

Pinsesøndag den 19. maj 2024 i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg demonstrerer Danmarks Underholdningsorkester igen sin ukuelige vilje og lyst til at eksperimentere med sit udtryk – og til at udvikle og udfordre koncertformaterne. Det sker, når orkestret fremfører Shakespeares En Skærsommernatsdrøm med musik af Mendelssohn i en iscenesættelse af Thure Lindhardt, som også medvirker på scenen sammen med blandt andre Johanne Louise Schmidt og et damekor på 40 sangere.

Danmarks Underholdningsorkester har gennem de seneste år etableret sig som et symfonisk orkester, der på innovativ vis formår at krydsbefrugte kunstformerne.

Som et orkester, der får den klassiske musik til at smelte sammen med alt fra litteratur og scenekunst til komik og rytmisk musik – altid med henblik på at skabe en helhedsoplevelse, der gør den symfoniske musik relevant og nærværende for flere.

Pinsesøndag den 19. maj inviterer Danmarks Underholdningsorkester publikum ind i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg til en enestående fremførelse af Shakespeares En Skærsommernatsdrøm.

Dette bliver således endnu en demonstration af orkestrets ukuelige vilje og lyst til at eksperimentere med sit udtryk – og til at udvikle og udfordre koncertformaterne.

Thure Lindhardt, Johanne Louise Schmidt og 40 sangere

Koncerten bliver iscenesat af Thure Lindhardt, som også medvirker på scenen sammen med Johanne Louise Schmidt og et damekor på 40 sangere fra Vokalensemblet Vigdis og Lille MUKO. Hertil kommer to unge sangere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Signe Haugaard Lauridsen og Katrin Helena Kuslap.

Shakespeares lystige eventyr om kærlighedens og erotikkens forunderlige kræfter har fået musik tilsat af Mendelssohn. Det er blandt kompositionerne til En Skærsommernatsdrøm, at man finder den ’Bryllupsmarch’, som nok alle kender, da den stadig er hyppigt i brug ved bryllupsceremonier verden over.

Foruden En Skærsommernatsdrøm kan publikum også glæde sig til Mendelssohns Violinkoncert. Danmarks Underholdningsorkester dirigeres af chefdirigent Adam Fischer, og orkestret får selskab af den talentfulde danske violinist Anna Agafia Egholm, som er violinkoncertens solist.

Stor succes med andre tværæstetiske formater

”I Danmarks Underholdningsorkester elsker vi at åbne den symfoniske musik op for et større publikum – ikke mindst via en koncert som denne, hvor musikken blandes med andre sceniske udtryksformer. Selvfølgelig er musikken et altafgørende element for os, men det er i samspillet med historien, skuespillerne og lysdesignet, at En Skærsommernatsdrøm for alvor bliver løftet op og gjort særligt nærværende for publikum,” forklarer orkestrets direktør Andreas Vetö.

Tidligere har Danmarks Underholdningsorkester haft stor succes med andre tværæstetiske formater– som eksempelvis Dødens Toner, der inviterer forfattere med op på scenen, eller orkestrets Brahms Marathon, hvor Iben Hjejle spillede en central rolle som Brahms-formidler.

Hertil kommer den traditionsrige Haydn Festival, der udover fremførelser af hovedpersonens kompositioner også sætter kunsten, kulturen og livet i Haydns samtid i perspektiv.

Læs mere om koncerten her:
https://underholdningsorkester.dk/mendelssohn/

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · 30 24 14 00

//

Om Danmarks Underholdningsorkester

Fællesnævneren for alt, hvad Danmarks Underholdningsorkester gør, er ambitionen om at udbrede musikken, så flest mulige mennesker får glæde af den. Ikke fordi orkestret skal være relevant for alle på én gang, men ønsket er altid at give musikken den størst mulige gennemslagskraft. Det er et ønske, som udspringer af orkestrets dybe tro på, at musik er et helt enestående fænomen, som kan berige både det enkelte menneske og hele samfundet på et væld af måder.

Det er samtidig Danmarks Underholdningsorkesters ambition at være på niveau med den globale elite inden for klassisk musik og samtidig være fuldt ud folkelig, når orkestret går sit mangfoldige publikum i møde.

Som dobbelt Gazelle-virksomhed har orkestret desuden demonstreret sin formålsdrevne og projektorienterede iværksættermentalitet, både i Danmark og internationalt, hvor anerkendelsen er støt stigende. Dermed får Danmarks Underholdningsorkester i dén grad sat sit unikke aftryk på både Danmark og resten af verden – og gjort en mærkbar forskel.

Udvalgte kommende koncerter

Schuberts Winterreise: Oplev den danske barytonstjerne Bo Skovhus i Schuberts mesterværk
11. februar, Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg

Straussgalla med værtinde Cecilie Stenspil
16. februar, Vejle Musikteater

Nordeuropæisk turné med MEW
30. marts – 15. april 2024, Finland, England, Norge og Danmark

Danmarksturné med Queen Machine: Queens ikoniske musik i symfoniske versioner
22. oktober – 24. november 2024, Danmarksturné


Emner

Kategorier

Kontakt

Stine Albrechtsen

Stine Albrechtsen

Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus
Sara Jeppesen

Sara Jeppesen

Pressekontakt Juniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark