Gå til indhold
Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Pressemeddelelse -

Nyhed: Dansk Folkehjælp hjælper 23.946 børn til en god jul

Dansk Folkehjælp med rekordhøjt indsamlingsbeløb: hjælper 23.946 børn til en god jul

For fjerde år i træk oplever Dansk Folkehjælp et rekordhøjt ansøgertal til julehjælp. Mere end 21.500 familier har søgt om hjælp hos organisationen, og derfor er det en ekstra glædelig nyhed, at organisationen og samarbejdspartnere i 2023 har samlet 24.041.723 kroner ind, som sikrer hjælp til 13.273 familier og i alt 23.946 børn.

Decembermåned er ikke kun fyldt med forventningsglæde og julestemning. For rigtig mange familier i Danmark har månederne op til jul været præget af bekymringer og frygten for ikke at kunne fejre højtiden, som man ønsker.

Dansk Folkehjælp er en af de organisationer i Danmark, som har oplevet et rekordhøjt antal ansøgere til julehjælpen igen i år. Derfor vækker det glæde, at opbakningen til indsamlingen fra både private donationer, erhvervslivet og fonde i år har været større end nogensinde.

“Det har været overvældende og rørende at mærke den store opbakning, som vi har modtaget til dette års Julehjælps-indsamling. Jeg vil gerne sende en tak til alle de private donorer, virksomheder og fonde, som har bidraget til, at næsten 24.000 børn fra udsatte familier får mulighed for at få den jul, de ønsker sig. Julehjælp handler om meget mere end gaver og stort middagsbord. Det handler om muligheden for at føle sig inkluderet i samfundet på samme måde som sine jævnaldrende og mærke overskud og glæde i familien,” udtaler generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Mirka Mozer

Ansøgertallene tyder på større strukturelle problemer
Siden 2021 er antallet af ansøgere til Dansk Folkehjælps julehjælp vokset med 28%, og sammenlignet med forrige år er tallet i 2023 vokset med 2.500 flere familier, der har søgt om hjælp. Denne tendens skaber stor bekymring hos Dansk Folkehjælp, der både yder hjælp til borgere i form af direkte økonomisk støtte og langsigtede netværksorienterede indsatser:

“Som samfund skal vi tage meget alvorligt, at flere familier år efter år føler sig nødsaget til at søge hjælp til at skabe en god jul for deres børn. Tallene viser med al tydelighed, at alt for mange familier har svært ved at få enderne til at mødes. Hvis vi skal bryde tendensen, er vores politikere og samfundet generelt nødt til at revurdere den måde, vi tænker fattigdom på. Vi skal skabe muligheder for langsigtede, helhedsorienterede og netværksbårne indsatser, der ikke kun hjælper lige her og nu, men skaber positiv effekt på den lange bane,” siger Mirka Mozer.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

For yderligere, kontakt venligst:
Sofie Klindrup / sofie@have.dk/ 25 48 37 49
Josephine Støy Rusberg / josephine@have.dk / 53 62 86 08
Kasper Wielandt / kw@folkehjaelp.dk

Ansøgertal hos Dansk Folkehjælp de sidste fem år:

  • 2019: 14.671
  • 2020: 15.069
  • 2021: 16.831
  • 2022: 18.788
  • 2023: 21.543

Fakta om Julehjælp:
Dansk Folkehjælps Julehjælp består af 800 kr. til mad pr. familie plus 500 kr. til julegaver pr. barn (maks. 2.800 kr. i alt til Julehjælp pr. familie).

For at kunne modtage Julehjælp, skal man være forsørger på overførelsesindkomst med hjemmeboende børn under 18 år.

Julehjælp 2023 uddeles af Dansk Folkehjælps lokalafdelinger og frivillige og er iværksat med støtte fra REMA 1000, Elgiganten, SPORTMASTER, sendentanke.dk, Ekstra Bladet, private virksomheder, private fonde og private bidragydere.

Sådan støtter du
Ønsker man at støtte Julehjælp 2023, er der følgende muligheder:

- www.folkehjaelp.dk

- MobilePay til 13 221

- Bankoverførsel (reg. nr. 5301, konto 0000 333 666, mrk. dit bidrag ”JUL”).

I Dansk Folkehjælp holder vi alle omkostninger på et absolut minimum, så flest mulige indsamlede midler kan gå til socialt udsatte og fattige børnefamilier. Dansk Folkehjælp har en administrationsprocent på 7%. Det dækker over udgifter til bl.a. drift, kampagneudvikling, indsamlingsaktiviteter, oplysningsindsatser og fortalerskab.

Fakta om Dansk Folkehjælps Julehjælp de sidste fem år:
Uddelte julepakker:

  • 2019: 11.400
  • 2020: 14.401
  • 2021: 12.632
  • 2022: 12.829
  • 2023: 13.273

Indsamlede beløb:

  • 2019: 14,8 mio. kr.
  • 2020: 18,7 mio. kr.
  • 2021: 20,2 mio. kr.
  • 2022: 21,2 mio. kr.
  • 2023: 24 mio. kr.

Emner

Kontakt

  • Dansk Folkehjælp, foto Linda Johansen
    Dansk Folkehjælp, foto Linda Johansen
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2000 x 1080, 689 KB
    Download