Gå til indhold
Foto: Colourbox.com/Sergey Novikov
Foto: Colourbox.com/Sergey Novikov

Pressemeddelelse -

Nyt dansk/tysk projekt: Børn ned til treårsalderen skal lære at redde liv

Gennem projektet SAVING LIFE, der er et fælles initiativ mellem Dansk Folkehjælp og ASB Schleswig-Holstein, skalrn og medarbejdere i daginstitutioner på begge sider af den dansk-tyske grænse lære at redde liv. Projektets fokus er den afgørende rolle, som 3-6-årige børn kan spille i en nødssituation – eksempelvis ved at ringe 112, hvis en person har fået hjertestop. I Danmark er målsætningen for Dansk Folkehjælp at undervise 4.000 danske børn inden udgangen af 2021.

Siden 2017 har Dansk Folkehjælp og ASB Schleswig-Holstein stået sammen om projektet SAVING LIFE, som lærer folk på begge sider af den dansk-tyske grænse at redde liv. På grund af COVID-19 blev projektet sat på pause, men nu genoptages det – med et særligt fokus på børn.

De to organisationer vil således undervise både børn og medarbejderne i deres daginstitutioner i førstehjælp, idet børn helt ned til treårsalderen kan lære at redde liv.

Det kan f.eks. ske ved at ringe 112, hvis en person har fået hjertestop. Undervejs lærer børnene nemlig hvilke oplysninger, der er vigtige for alarmcentralen, så de hurtigt kan komme frem til personen med hjertestop.

Fælles udviklet undervisningsmateriale

Dansk Folkehjælp og ASB Schleswig-Holstein har i fællesskab udviklet undervisningsmaterialet til børnene, som blandt andet består af et opgavehæfte og et diplom, som børnene får med hjem efter kurset.

Der afvikles to kurser for børnene samt et enkelt kursus for medarbejderne i de enkelte daginstitutioner. Efter endt kursus får institutionen også udleveret et sæt undervisningsmaterialer, så medarbejderne efterfølgende selv kan undervise og træne børnene i førstehjælp.

Det bliver naturligt for børn at yde førstehjælp

Klaus Nørlem, som er generelsekretær for Dansk Folkehjælp, forklarer nærmere:

”Overordnet set er formålet med kurserne, at børnene får praktisk viden om at yde førstehjælp og samtidig lærer at drage omsorg for og hjælpe andre. Ved at børnene i så tidlig en alder introduceres til førstehjælp opnås netop, at de hæmninger, som mange voksne har i forbindelse med at yde førstehjælp, ikke opstår hos børnene. I stedet bliver det helt naturligt for dem at træde til, når der er brug for hjælp.”

Undervisningen i førstehjælp fortsættes gennem skoleårene og senere på ungdomsuddannelserne.

På dansk side vil Dansk Folkehjælp gennemføre kurser på i alt 80 daginstitutioner i Region Syddanmark og Region Sjælland. Ambitionen er, at 4.000 børn og 1.280 medarbejdere bliver undervist i førstehjælp, og projektet forventes afsluttet med udgangen af 2021. SAVING LIFE er finansieret af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Med venlig hilsen
HAVE A/S

Om Dansk Folkehjælp
Dansk Folkehjælp, der blev stiftet i 1907, er en landsdækkende, humanitær og frivillig organisation, der yder hjælp til udsatte og fattige i Danmark og i udlandet. Foreningens primære indsatsområder er frivilligt socialt arbejde og forebyggelse, herunder førstehjælp, i Danmark samt udviklingsprojekter og katastrofe- og nødhjælp i den tredje verdens brændpunkter. For at sikre, at flest mulige midler går direkte til fattige og nødstedte, har foreningen en administrationsprocent på 4,8 i seneste offentliggjorte årsregnskab. I alt har Dansk Folkehjælp 3.000 frivillige tilknyttet samt 50 lokalafdelinger i Danmark, og foreningen driver herudover også en række genbrugsbutikker samt lokale aktivitetsgrupper.

Emner

Kategorier

Kontakt

Stine Albrechtsen

Stine Albrechtsen

Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark