Gå til indhold
Nyt partnerskab: Mylenberg og HAVE vil styrke Danmarks kulturbestyrelser

Pressemeddelelse -

Nyt partnerskab: Mylenberg og HAVE vil styrke Danmarks kulturbestyrelser

To af Danmarks skarpeste aktører inden for rådgivning af kulturinstitutioner har fundet sammen i et helt nyt partnerskab. I fællesskab tilbyder Mylenberg Consulting og HAVE Kommunikation seminarer, der skal styrke og professionalisere Danmarks kulturbestyrelser, hvor manglende kompetencer og politisk uafhængighed ofte er et problem.

Dansk kulturliv har et problem: Manglen på professionelle og politisk uafhængige bestyrelser. Ofte består kulturbestyrelser af ildsjæle. Af velmenende frivillige, som arbejder med rekruttering, onboarding, strategi og kommunikation. Spørgsmålet er, om bestyrelsen har kompetencerne til at løse disse opgaver. Det kan man være bange for, de ikke har.

Den gode nyhed er, at bestyrelsesarbejdet relativt enkelt kan løftes op på et højere niveau, som skaber stor værdi for både den enkelte institution og det enkelte bestyrelsesmedlem. Så museet, teatret, højskolen eller kulturhuset også lever op til Kulturministeriets anbefalinger for god ledelse.

Sådan lyder i hvert fald tesen for det partnerskab, Mylenberg Consulting og HAVE Kommunikation netop har indgået. I fællesskab vil de to af Danmarks mest erfarne aktører inden for rådgivning af kulturinstitutioner tilbyde skræddersyede seminarer, der skal professionalisere bestyrelsesarbejdet.

Manglende uafhængighed af politiske interesser
En af de helt store udfordringer er, at så mange bestyrelsesmedlemmer ikke er uafhængige af politiske interesser. Akademikerbladet dokumenterede i 2022 i en undersøgelse af de danske museer, at 241 ud af 700 bestyrelsesmedlemmerne havde politisk engagement i kommunalbestyrelser.

”Som alle ved, kan en specifik kulturinstitutions interesser fravige de politiske målsætninger i den givne kommune ganske meget, og dermed er det umuligt at udfylde begge roller fyldestgørende,” forklarer Mylenberg Consultings stifter, Jane Mylenberg. Hun forklarer videre:
”I Kulturministeriets vejledning til god ledelse af selvejende kulturinstitutioner anbefales det, at man slet ikke blander politik og bestyrelsesarbejde og således forbliver uafhængig af særinteresser. Men hvis man på kulturinstitutionerne valgte at følge denne anbefaling, ville det betyde, at næsten 30 procent af bestyrelsesmedlemmerne skulle skiftes ud.”

De nødvendige kompetencer er ofte ikke til stede
Mange af dem, der har sæde i kulturinstitutioners bestyrelser, bruger ofte selv kulturelle tilbud. Men er det tilstrækkeligt til at sidde i en kulturinstitutions bestyrelse, at man er kulturforbruger?

”Set fra institutionens side er det selvfølgelig altid dejligt, at brugernes stemmer også høres i bestyrelseslokalet, men de fleste danske kulturinstitutioner er så små, at de ikke kan tilknytte lønnet arbejdskraft inden for alle de områder, institutionen dækker. Derfor er det fuldstændig afgørende, at der på bestyrelsesniveau er mennesker, som besidder nogle af de kompetencer, organisationen ellers ville mangle.” udtaler Ole Winther, som er chefrådgiver i HAVE Kommunikation.

Det er typisk kompetencer inden for økonomi, strategi og forretningsudvikling, det halter med. Ole Winther forklarer videre:
”Er disse kompetencer ikke til stede, er det meget svært for kulturinstitutionen at leve op til de forventninger, som følger med et offentligt tilskud. Og det er mindst lige så svært at vinde tillid og gehør hos landets almennyttige fonde, som i Danmark understøtter kulturlivet massivt.”

De svære, men nødvendige spørgsmål
I de seneste år har der været en række sager affødt af dårlig ledelse på kulturinstitutioner i hele landet. Mange af disse sager kunne ifølge Jane Mylenberg og Ole Winther være undgået, hvis institutionernes bestyrelser havde været mere opmærksomme på deres ansvar og sikret den nødvendige kontrol med den daglige ledelse.

Jane Mylenberg uddyber:
”Det handler også om at turde se sig selv dybt i øjnene og stille de svære, men nødvendige spørgsmål: Har vores bestyrelse de rigtige kompetencer, så vores institution kan komme i mål med sin strategi? Hvordan ser den samlede ledelsesprofil ud – og passer den til institutionen, og kan vi som bestyrelse være sikre på, at arbejdsmiljøet på institutionen er sundt og godt?”

Det er ikke mindst disse svære og nødvendige spørgsmål, som Mylenberg og HAVE vil stille spørgsmål til i diskussionen undervejs i sine seminarer.

Et skræddersyet forløb med mulighed for tilkøb
De to partnere tilbyder skræddersyede forløb, der foruden et dagsseminar også rummer et formøde og en efterfølgende rapport, så resultatet af seminaret nemt kan implementeres bagefter.

Desuden kan der tilkøbes kommunikationsrådgivning og opfølgende samtaler og møder, der yderligere kan kvalitetssikre implementeringen.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Jane Mylenberg, Mylenberg Consulting · janemylenberg@gmail.com · 21 67 28 19
Ole Winther, HAVE Kommunikation · ole@have.dk · 51 64 71 51

Om HAVE Kommunikation:
HAVE Kommunikation er et førende kommunikationsbureau med ekspertise inden for strategisk kommunikation, PR og stakeholder-engagement. Virksomheden arbejder med en bred vifte af kunder blandt de danske kulturinstitutioner og i både den offentlige og den private sektor for at hjælpe dem med at opnå deres kommunikationsmål.

Om Mylenberg Consulting:
Mylenberg Consulting er en konsulentvirksomhed specialiseret i strategi og rekruttering. Virksomheden er stiftet af Jane Mylenberg, som i 20 år har været topleder og bestyrelsesmedlem i kulturbranchen.

Emner

Kontakt