Pressemeddelelse -
Offentliggørelse: Josefine Opsahl præsenterer i samarbejde med Det Kongelige Teater balletten PASSENGERS OF PASSING MOMENTS
Den anerkendte komponist og cellist, Josefine Opsahl, præsenterer publikum for en dybdegående rejse ind i menneskets forhold til tiden, valget og samfundet med sin nyskrevne ballet PASSENGERS OF PASSING MOMENTS, som er skabt i tæt dialog med koreograf Tara Schaufuss. Passengers of Passing Moments får urpremiere på Gamle Scene på Det Kongelige Teater den 22. marts 2024.
Josefine Opsahl er blandt Europas dygtigste cellister og mest anerkendte unge komponister, der formår at formidle den klassiske musik på helt nye og dybt inspirerende måder, hvilket har sikret hende et utal af prestigefulde priser. I hendes nye ballet, PASSENGERS OF PASSING MOMENTS, præsenterer Josefine Opsahl et helt nyt udtryk inden for balletten og musikken, som frisættes i et unikt og tidssvarende univers med alt det bedste fra musik, koreografi og dans på det højeste udtryksplan.
Med balletten er Josefine Opsahl skaberen bag såvel som den udøvende kunstner på scenen, når hun erstatter det sædvanlige orkester på Gamle Scene, Det Kongelige Kapel, med sin akustiske cello i kombination med sit elektroniske setup. Hendes partitur forener celloens træ, metal og hestehår med rå elektroniske beats, grids og drømmende ambiens i en helt unik symfoni, mens hun på scenen omringes af danserne fra Den Kongelige Ballet.
Handlingen
I PASSENGERS OF PASSING MOMENTS møder vi hovedpersonen, der er fanget mellem drøm og virkelighed; mellem fortidens levede liv og nutidens fakta og fantasi. Hun hjemsøges af skygger fra fortiden og konfronteres med alternative versioner af det liv, hun kunne have levet, hvilket kulminerer i en forlist kærlighedshistorie.
Undervejs spaltes fortidens skygger i både smukke og berusende minder samt mareridtslignende og dominerende skikkelser. Til sidst forenes de i en samlet kollektiv kraft, der opløser karakterer, historie, tid og mening gennem kaskader af bevægelse, lys og lyd. Værket rejser spørgsmålstegn ved, hvordan vi lever vores liv; er vi fanget i krydsfeltet mellem fortiden og en anticiperet fremtid eller er vi opmærksomt tilstede i nuet? Hvilke vilkår har vi for at træffe reelt frie valg og kan vi forme vores skæbne? Har vi et reelt frit valg og kan vi råde over vores skæbne? Eller er vi i den moderne virkelighed blot passengers of passing moments?
En personlig fortælling
Josefine Opsahls egen fortælling og hovedpersonens udvikling væves tæt sammen i narrativet og fysisk på scenen. Josefine Opsahl reflekterer over sit eget liv som ung kvinde i en moderne verden præget af høje krav og konstant forandring. Forestillingen udforsker de komplicerede valg, hun har truffet for at forfølge sin lidenskab for klassisk musik og ballet, samtidig med at den stiller spørgsmål ved samtidens normer og magtstrukturer.
PASSENGERS OF PASSING MOMENTS er en appel til diversitet og en opfordring til at udfordre konventioner. Josefine Opsahl ønsker at forny balletten indefra, samtidig med at hun bevarer respekten for traditionen. Hun opfordrer publikum til at stoppe op, tænke selvstændigt og kreativt samt kaste et kritisk blik på strukturel determinisme, manipulation og begrebet frihed.
Tæt samarbejde med Den Kgl Ballet
Efter adskillige samarbejder med Den Kongelige Ballet og balletmester Nikolaj Hübbe, har Josefine Opsahl etableret sig som in-house komponist og musikalsk inspiration for korpset. Blandt andet komponerede hun værket Drei Bewegungen des Elektrischen Körpers for Den Kongelige Ballet, Københavns Drengekor og Den Kongelige Livgarde i forbindelse med HM Dronningens statsbesøg til Argentina og Berlin i 2021.
Det tætte samarbejde mellem Josefine Opsahl og Den Kongelige Ballet over de seneste år har dannet et solidt fundament for skabelsen af PASSENGERS OF PASSING MOMENTS, hvor koreografi og musik smelter sammen i et unikt æstetisk univers. Balletten bliver ligeledes premieren på Det Kongelige Teaters nye forestillingsformat ‘Koreorama’, der erstatter det vellykkede ‘Dans 2 Go’ på Gamle Scene. Koreografien og musikken til Passengers of Passing Moments er skabt i tæt dialog mellem Josefine Opsahl og den talentfulde koreograf Tara Schaufuss, som også er solist ved Den Kongelige Ballet.
Passengers of Passing Moments får urpremiere på Gamle Scene på Det Kongelige Teater fra den 22. marts til 30. april 2024
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // 22 90 26 45
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80
FAKTA
- Komponist: Josefine Opsahl
- Koreograf: Tara Schaufuss
- Musik: Josefine Opsahl live på scenen, cello og live elektronik
- Medvirkende: Balletdansere fra Den Kgl Ballet.
- Premiere: 22. marts på Gamle Scene, Det Kgl Teater
- Spilleperiode: 22. marts - 30. april 2024.
- Spilletid: 30 minutter
Balletten er skabt til og i samarbejde med Det Kgl Teater og premierer i forestillingsformatet ‘Koreorama’, der erstatter det vellykkede ‘Dans 2 Go’ på Gamle Scene på Det Kongelige Teater den 22. marts - 30. april 2024.
Om Josefine Opsahl
I en ung alder har Josefine Opsahl (f. 1992) allerede etableret sig som original kunstner inden for den klassiske musik. Hun er blandt Europas dygtigste cellister og mest anerkendte unge komponister. Josefine Opsahl er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Northwestern University i Chicago. Derudover har hun taget en solistuddannelse ved Syddansk Musikkonservatorium.
For Josefine Opsahl er alle eksisterende rammer og normer værd at udforske og udfordre, og det fører til overraskende musikalske rejser i grænselandet mellem æstetikker, genrer, systemer og mennesker, mellem den akustiske og elektroniske verden, mellem tradition og nybrud, og selve brobygningen herimellem. Med sin intuitive og unikke tilgang til musikken er hun en virtuos ener, der formår at formidle den klassiske musik på helt nye og dybt inspirerende måder.
Josefine Opsahl har allerede udgivet flere albums og singler – senest den digitale single Past Present Future, som fik verdenspremiere på The Metropolitan Museum of Art i New York i april 2023. Hendes solo debutalbum Atrium udkom i 2022, mens hun også står bag en række anmelderroste albums med klangkollektivet We like We, kvartetten KOTTOS og harpespilleren Trine Opsahl. Derudover kan musikalske projekter som operaerne HJEM (2023) og DrømmeDøden (2022), Cellokoncerten HANDS (2023), samt værkerne Drei Bewegungen des Elektrischen Körpers (2021) og I Walk i Bleed (2022) nævnes.
I den nærmeste fremtid har Josefine Opsahl debut i Elbphilharmonien (DE) med sit nye værk All we know is that it radiates for Orkestret Berlin Academy of American Music (premiere 4. juni 2024), og hun realiserer den mystiske og kønsdiverse opera EKKO (premiere under Copenhagen Opera Festival 2025), herefter Shah Mat i samarbejde med Uppercut og Holstebro Danseteater (premiere efterår 2025) og den elektroakustiske og symfoniske operainstallation YEAST i samarbejde med Kunsthal Spritten og Aalborg Symfoniorkester (premiere 2026). Derudover udgiver hun en række albummer og turnerer i Europa og USA.
Josefine Opsahl har endvidere vundet et utal af priser – heriblandt Kronprinsparrets Stjernedryspris (2022), Odd Fellow Ordenens Musikpris (2021), Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2021) og Léonie Sonnings Talentpris (2021).