Gå til indhold
Jesper Theilgaard og Marie Lodberg ved Stormflodssøjlen i Ribe. Foto: Bjørn Ellermand
Jesper Theilgaard og Marie Lodberg ved Stormflodssøjlen i Ribe. Foto: Bjørn Ellermand

Pressemeddelelse -

’På sporet af naturens kræfter’: Ny serie med Jesper Theilgaard undersøger de danske klimaforandringer

Mandag den 5. oktober løfter Naturkraft sløret for første film i serien ’På sporet af naturens kræfter’, hvor klimaekspert Jesper Theilgaard tager rundt i landet for at gøre danskerne klogere på de klimaforandringer vi oplever netop nu. På turen får han følgeskab af den unge gymnasieelev Marie Lodberg, der i første afsnit lufter sin generations bekymringer og optimisme.

Vestkystens oplevelsesarena Naturkraft vil nu for alvor sætte klimaforandringerne på landkortet, når de i en ny serie sammen med Jesper Theilgaard undersøger naturens fascinerende kræfter. Igennem fire episoder vil Jesper Theilgaard og Marie Lodberg gå på opdagelse i det danske land. Fra muslingejagt i Ringkøbing Fjord til Stormflodssøjlen i Ribe er de på sporet af naturens kræfter, hvor de ser nærmere på blandt andet fremtidens klimatilpassede afgrøder og hvilket plante- og dyreliv vi fremover kan få at se i Danmark.

Serien kan ses på https://www.naturkraft.dk/klima/paa-sporet-af-naturens-kraefter

Et vigtigt skridt mod en større forståelse

Direktør for Naturkraft, Peter Sand, fortæller om ambitionerne for samarbejdet med Theilgaard: ”Disse film er et skridt på vejen i vores grundlæggende ambitioner om at skabe fundament for en større naturvidenskabelig dannelse. På Naturkraft stræber vi efter at skabe et oplevelsesrum, der skal gøre os alle klogere på den barske natur i vestkysten og ikke mindst i Danmark. Jeg håber, at vi med Jesper Theilgaards kyndige formidling kan vække nysgerrigheden blandt danskerne og dermed øge interessen for hvad der sker med vores land, hvis vi ikke passer på det.”

Meteorolog Jesper Theilgaard fortæller om filmenes vigtige agenda: ”Med serien vil vi forsøge at skabe en større forståelse for den danske naturs enorme kræfter og den klimamæssige udvikling der finder sted netop nu. Forhåbningen er, at filmene sætter tankerne i gang, så danskerne ikke glemmer vigtigheden af, at jo længere vi venter med at gøre noget, jo større forandringer får vi i fremtiden.”

En arena for naturens kræfter

Naturkraft er en arena, hvor naturens fascinerende kræfter sættes i spil. Her kan hele familien lege sig til en større bevidsthed om natur, bæredygtighed og klima og sammen opdage hvordan naturen består af en række sammenhænge, som man ikke nødvendigvis tænker over til dagligt. Bag arenaen står den almennyttige Fonden Naturkraft, hvis overordnede formål er at synliggøre naturens kræfter og menneskets samspil med naturen for derved at danne grobund for en mere bæredygtig levevis, lokalt og globalt.

Emner

Kategorier

Kontakt