Gå til indhold
Kreditering: Rolf Konow

Pressemeddelelse -

Paprika Steens komediedrama DET NYE ÅR får verdenspremiere på Zürich International Film Festival!

Med udtagelsen af DET NYE ÅR er det første gang, at Paprika Steen har en film udtaget til Zürich International Film Festival.

Det er netop blevet offentliggjort på et pressemøde i dag, at Paprika Steen og Nordisk Films stjernespækkede komediedrama DET NYE ÅR kan fejre verdenspremiere på Zürich International Film Festival, som finder sted fra den 25. september til den 5. oktober 2025.

Begejstringen er stor hos Nordisk Film. Filmens producer Mikael Rieks udtaler:
Det er meget fortjent, at Paprika Steen bliver hædret på denne fornemme måde. Paprika Steen er en af Danmarks mest markante filmkunstnere, og derfor er det helt på sin plads, at hendes tredje film i rækken om danskernes relationer og fællesskaber nu bliver hædret i Zürich. Vi er enormt stolte af DET NYE ÅR og glæder os utrolig meget til at vise filmen frem for hele verden.”

Med DET NYE ÅR fortsætter Paprika Steen sit mangeårige samarbejde med manuskriptforfatter Jakob Weis, der også stod bag manuskripterne til Fædre og mødre (2022) og Den tid på året (2018), som Paprika Steen ligeledes instruerede. Filmens stjernecast tæller Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Lars Brygmann, Christian Tafdrup, Solbjørg Højfeldt og de to unge talenter Daniel Andreas Ørum-Hansen og Nikoline Juul Rohold på rollelisten.

DET NYE ÅR er en morsom og hjertevarm fortælling om venskab, håb og kærlighed og markerer Paprika Steens tredje film i rækken om danskernes fællesskaber og relationer.

Filmen får landsdækkende biografpremiere herhjemme den 6. november 2025 som en del af Biografklub Danmark

Handling
Det er nytårsaften. Vennerne Nomi, Jens, Charlotte og Kris og deres børn mødes traditionen tro til en festlig middag. Men i år er noget anderledes end det plejer at være – for som en joker i år kommer også Nomis nye kæreste Finn. Og som aftenen går, står det klart, at intet fremover vil være det samme igen.

DET NYE ÅR tegner et morsomt og hjertevarmt portræt af en lille flok venner, der på årets sidste aften må sande, at alting ikke bliver helt som det plejer.

Fra tvangs-fællesskab til tilvalgt fællesskab
Efter kæmpesuccesen Fædre og mødre, som i 2022 trak over 350.000 danskere i biografen, er Paprika Steen nu klar med komediedramaet DET NYE ÅR. Filmen berører det tilvalgte fællesskab: Venskabet, modsat forældreskabet i Fædre og mødre (2022) og familiekonstellationer i Den tid på året (2018).

Paprika Steen er en af Danmarks mest markante filmkunstnere, som i mere end to årtier har sat sit præg på både film og scenekunst. Med DET NYE ÅR har Paprika Steen skabt sin femte film som instruktør efter titlerne Fædre og mødre (2022), Den tid på året (2018), Til døden os skiller (2007) og Lad de små børn (2004). Paprika Steen har markeret sig som instruktør inden for den dramatiske komedie og det moderne relationsdrama, hvor danskernes genkendelige fællesskaber sættes i scene med både humor og alvor.

Stjernecast til nytårsmiddag
Til filmens cast har Paprika Steen håndplukket en række af de største stjerner på den danske filmhimmel. I centrum af fortællingen står Tuva Novotny som Nomi – en kvinde der trods modgang traditionen tro er værtinde for årets nytårsmiddag for sine gamle venner. Den svensk-danske skuespiller har markeret sig både nationalt og internationalt med roller i alt fra Jalla! Jalla! (2000) til Annihilation (2018). I 2016 modtog hun en Robert for sin rolle i Tobias Lindholms Krigen (2015), og senest har hun været aktuel i Riget: Exodus (2022) og Afgrunden (2023).

Anders W. Berthelsen spiller Nomis gamle ven Jens. Anders W. Berthelsen har gennem tre årtier været en central figur i dansk film og tv – fra gennembruddet i Taxa (1997) og Italiensk for begyndere (2000) til sin prisvindende titelrolle i Bamse (2022). Han har senest medvirket i Dansegarderoben (2023), Mørkeland (2024) og Børnene fra Sølvgade (2024) og er i øjeblikket aktuel i serien Danefæ (2025) på TV 2.

Som Jens’ kone Charlotte ses Birgitte Hjort Sørensen, der for alvor slog igennem med rollen som Katrine Fønsmark i Borgen (2010–2022). Hun har siden haft roller i bl.a. Marie Krøyer (2012), Pitch Perfect 2 (2015), Game of Thrones (2015) og senest i Underverden 2 (2023) samt Dark Horse (2024).

Som vennen Kris, der er af sted uden sin nye unge kæreste, fuldender Christian Tafdrup firkløveret. Christian Tafdrup er både en anerkendt instruktør og erfaren skuespiller, kendt for film som En frygtelig kvinde (2017), Speak No Evil (2022) og Meter i sekundet (2023) samt tv-serier som Borgen (2010), Lærkevej (2009), Carmen Curlers (2022–2023) og Oxen (2023).

Lars Brygmann spiller Finn, Nomis nye kæreste. Lars Brygmann er en af Danmarks mest alsidige skuespillere, kendt for Rejseholdet (2000–2002) og et hav af markante film, herunder Festen (1998), Den tid på året (2018), Fædre og mødre (2022) og Toves Værelse (2023), hvor han tidligere har arbejdet med Paprika Steen. Lars Brygmann er desuden aktuel i Anders Thomas Jensens nye komedie Den sidste viking (2025), som har premiere til oktober.

Kræfterne bag filmen
Det prisbelønnede hold bag DET NYE ÅR tæller stærke kræfter fra dansk film. Foruden Paprika Steen som instruktør, Jakob Weis som manuskriptforfatter og Mikael Rieks som producer, udgøres det kreative hold bag bl.a. af fotograf Niels Thastum, klipper Nicolaj Monberg, Production Designer Kenneth Damsgaard, Sound Designer Nino Jacobsen, chefsminkør Louise Hauberg og chefkostumier Stine Gudmundsen Holmgreen.

Jakob Weis er en af Danmarks mest anerkendte dramatikere og har modtaget flere prestigefyldte priser, herunder tre Reumert-priser for Årets Dramatiker samt Allen Prisen, Henri Nathansen Prisen og Danske Dramatikeres Hæderspris. Den tid på året (2018) markerede Jakob Weis' debut som spillefilmsforfatter.

Filmen er produceret af Mikael Rieks for Nordisk Film Production, som ligeledes har haft et tæt samarbejde med både Paprika Steen og Jakob Weis bl.a. som producer på både filmen Toves Værelse (2023), Den Grænseløse (2024), Fædre og mødre (2022), og Den tid på Året (2018). Mikael Rieks bringer stor erfaring med sig, hvor han har tidligere produceret bl.a. film som Marco Effekten (2021) og den Oscar-nominerede Under Sandet (2015), Dirch (2011) og Applaus (2010)

Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Markedsordningen og TV 2 Danmark og distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution. TrustNordisk står for internationalt salg.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt
Emilie Selin // emilie@have.dk // 26 11 41 04
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80

Fakta om DET NYE ÅR:

Rolleliste:

  • Nomi: Tuva Novotny
  • Jens: Anders W. Berthelsen
  • Charlotte: Birgitte Hjort Sørensen
  • Kris: Christian Tafdrup
  • Finn: Lars Brygmann
  • Vincent: Daniel Andreas Ørum-Hansen
  • Caroline: Nikoline Juul Rohold
  • Karen Margrethe: Solbjørg Højfeldt

Holdet bag filmen:

  • Instruktør: Paprika Steen
  • Manuskriptforfatter: Jakob Weis
  • Producer: Mikael Rieks
  • Fotograf: Niels Thastum
  • Klipper: Nicolaj Monberg
  • Sound Design: Nino Jacobsen
  • Tonemester: Jonas Langkilde
  • Production Design: Kenneth Damsgaard
  • VFX Supervisor: Peter Hjorth
  • Chefkostumier: Stine Gudmundsen-Holmgreen
  • Chefsminkør: Louise Hauberg
  • Casting: Tanja Grunwald
  • Line Producer: Søren Frimodt-Møller
  • Executive Producere: Katrine Vogelsang og Tine Pfeiffer
  • Produktionsselskab: Nordisk Film Production A/S
  • Filmen er støttet af: Det Danske Filminstitut v/ Markedsordningen og TV 2 Danmark
  • Premieredato: Den 6. november 2025, som en del af Biografklub Danmark
  • Distribution: Nordisk Film Distribution

Emner

Kategorier

Kontakt