Gå til indhold
Foto: PARADIS premiere på Aveny-T, 5. september 2025
Foto: PARADIS premiere på Aveny-T, 5. september 2025

Pressemeddelelse -

PARADIS - En teknopoetisk rejse gennem naturens algoritmer

Premiere på Aveny-T, 5. september 2025

Kan vi bruge kunstig intelligens til at forstå og genoprette den natur, vi har ødelagt? Kan ny teknologi føre os tilbage til noget, vi har mistet – et tab, der måske kan spores helt tilbage til syndefaldet i Paradisets Have? Dette er kernen i PARADIS, en banebrydende teaterforestilling, der har premiere på Aveny-T den 5. september 2025.

Skabt af det Reumert- og Ars Electronica-prisvindende team bag succesforestillingen SKY66EN, tager PARADIS publikum med på en teknopoetisk ekspedition, hvor kunstig intelligens (AI), forskere og levende planter sammensmeltes i et digitalt 3D-univers. Forestillingen stiller spørgsmålet: Kan noget kunstigt skabe kontakt til naturens skjulte sprog, og kan teknologi hjælpe os med at forstå og måske redde vores planet? PARADIS er et forsøg på at finde tilbage til udgangspunktet – Paradisets Have før syndefaldet. Kan vi som mennesker genvinde forbindelsen til naturen, eller er balancen rykket?

"Med PARADIS ønsker vi med kunstig intelligens og et teater fuld af mennesker og planter, at udforske, og måske genfinde forbindelsen, til naturen. Jeg ser denne forestilling som et eksperiment, hvor vi forsøger at nærme os det tabte paradis – det sted, hvor mennesket og naturen levede i balance. Og spørgsmålet er, om kunstig intelligens kan hjælpe os med at finde vejen tilbage - om minus gange minus kan give plus, om verdens to største udfordringer - nemlig klima og kunstig intelligens kan løfte os forbi os selv" fortæller instruktør Mikael Fock.

En ny balance mellem menneske, natur og teknologi
Forestil dig et laboratorium, hvor to forskere – én med en naturvidenskabelig tilgang og den anden med et kultur-antropologisk perspektiv – sammen med en kunstig intelligens forsøger at knække koden til naturens algoritmer. Ved hjælp af AI vil de opdage nye måder at kommunikere med naturen, idet forestillingens levende planter selv skaber musik og lyde, der påvirker både scenografien og publikum.

PARADIS er en eksperimenterende forestilling, hvor publikum ikke kun er passive tilskuere, men bliver en aktiv del af værket, som genereres i realtid af AI, der improviserer dialoger og skaber visuelle universer. Forestillingens hybride, digitale og fysiske elementer udfordrer skellet mellem det naturlige og det kunstige, og inviterer os til at reflektere over, hvordan teknologi kan bidrage til at helbrede naturen. Men det er også en kærlighedshistorie om verdens første par, der med humor forsøger at vende tilbage til urbilledet af paradis og sætter fokus på vores evne til at forstå hinanden. Er det overhovedet muligt for os både at være menneske i verden og samtidig være en del af naturen?

Med en teknologisk og scenekunstnerisk vision, der bryder grænser, ønsker skaberne at undersøge, om vi kan bruge kunstig intelligens som et spejl, der reflekterer vores eget forhold til naturen og klimakrisen. Gennem interaktive 3D-animationer og lyduniverser, der skabes af planter og deres elektriske impulser, søger de at finde en ny balance mellem menneske, natur og teknologi.

Holdet bag forestillingen
PARADIS er skabt af det talentfulde team, der har revolutioneret scenekunst med den AI-improviserende forestilling SKY66EN. Forestillingen er instrueret af Mikael Fock, og medvirkende er skuespillerne Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk og en improviserende kunstig intelligens. Teknologisk set er forestillingen et samarbejde mellem bl.a. AI kunstner, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Carl Emil Carlsen, der er ansvarlig for forestillingens interaktive grafiske 3D univers. Forestillingens lydside komponeres af levende planter i dialog med komponist Paul Khadra.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup / sandra@have.dk / Tlf. 22 86 30 94

Om PARADIS
PARADIS har premiere på Aveny-T i København den 5. september 2025
Billetter kan købes på www.aveny-t.dk

Ide og koncept: Carl Emil Carlsen, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Mikael Fock.
Instruktør og manuskriptforfatter: Mikael Fock
Billedkunstner & interaktionsdesigner: Carl Emil Carlsen
AI-kunstner: Cecilie Waagner Falkenstrøm
Komponist og Lydkunstner: Paul Khadra
AI, LLM & GPT programmør: Artificial Mind v. Cecilie Waagner Falkenstrøm
Scenografisk konsulent : Rikke Juellund
Medvirkende: Luise Kirsten Skov / Mathias Rahbæk / improviserende kunstig intelligens Lyskunstnere: Vertigo
4D boks tech-gruppe: Mikael Fock & Vertigo
Produktion: Mikael Fock Productions

Emner

Kontakt