Gå til indhold
Fotograf - Pil: Sebastian Stigsby. Fotograf - Kalaset: August Vinther
Fotograf - Pil: Sebastian Stigsby. Fotograf - Kalaset: August Vinther

Pressemeddelelse -

Pil og Kalaset debuterer på Grøn 2025

I dag kan arrangørerne Tuborg og Muskelsvindfonden offentliggøre, at to af landets mest fremadstormende artister, Pil og Kalaset, begge debuterer på Grøn, når koncertkaravanen ruller ud til sommer. Grøn begynder i Tårnby den 17. juli og besøger Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved, inden turnéen traditionen tro slutter i Valby den 27. juli. Billetsalget har indtil videre slået alle rekorder med seks ud af otte udsolgte koncertdage og 175.000 billetter på første salgsdag i sidste uge. Der er fortsat billetter til Aalborg og Esbjerg.

Pil har siden gennembruddet med “Nattely” i 2019 leveret det ene pophit efter det andet. I år debuterer hun på Grøn, og sangerinden glæder sig til at blive en del af det unikke fællesskab.

Pil udtaler:
“Jeg er så spændt på at spille på Grøn 2025! Jeg elsker fællesskaber, og det må man sige, at Grøn er. Det bli’r så fedt at rejse Danmark tyndt og få en masse nye, store musikoplevelser sammen med jer. Det bli’r så stort og hjerteligt. Tak, fordi jeg må være med i Grøn-klubben!”

De fem fynboer i Kalaset får ligesom Pil deres debut på Grøn i år, hvor Jakob, Morten, Anders, Henrik og Sidsel har fået æren af at åbne NOVA-scenen og dermed Grøn i alle otte byer.

Kalaset udtaler:
“Grøn er noget, alle kender til. Og Grøn skiller sig ud fra andre festivaler, fordi den er så fokuseret på fællesskab og det, at overskuddet går til Muskelsvindfonden. Det er vi glade for at kunne bakke op om. Når det er sagt, så kommer vi også for at vælte alle jeres fadøl. Vi lover på ingen måde nogen form for rolig start på dagen. Vi håber, at I er med. Ses rundt i landet til sommer, Grøn!”

Popmusik om de skæve følelser
Pil skriver dansksprogede sange om de skæve følelser i et opløftende og legende popunivers. Ensomhed og ulykkelig kærlighed beskrives så præcist som muligt, så lytteren kan mærke, at der er noget på spil og samtidigt kan nikke genkendende til de udpenslede, pinlige scenarier. Som når Pil står på et levende dansegulv, omringet af mennesker, og aldrig har følt sig mere ensom i hele sit liv.

Pil fik sit gennembrud med sangen “Nattely” i 2019 og har siden stået bag en lang række populære singler som “Omvendt” med Andreas Odbjerg, “Andre Venner” og hendes måske største hit til dato, “Dronning Af Månen”, som bl.a. var nomineret til Årets Hit ved DMA 2023. Pil har desuden vundet både DR Karrierekanonen i 2021 samt P3 Talentet til P3 Guld i 2023 og været nomineret til adskillige andre priser for især sin sangskrivning.

I løbet af sin karriere har Pil stået på mange af landets største scener og spillede i januar 2025 sine hidtil to største headlinershows i KB Hallen og Aarhus Congres Center. Til sommer er turen kommet til Grøn, hvor Pil i år får sin debut.

Fra et gymnasium i Middelfart til landets største scener
Kalaset spillede deres første toner sammen i slutningen af 2018, og efter gymnasiet flyttede de fem unge bandmedlemmer fra Middelfart sammen i en flække lidt udenfor Skanderborg. Og det var netop i det hus, at Jakob, Morten, Anders, Henrik og Sidsel skrev deres debutalbum Grib Mig Hvis Jeg Falder færdigt.

Debutalbummet udkom i to dele i hhv. 2022 og 2023. Det gav bandet sit gennembrud med singlerne “Vi Uendelige”, “Kaos Kan Være Smukt” og “Riv I Mit Hår”, hvoraf sidstnævnte blev udvalgt som P3’s Uundgåelige. Bandet arbejder netop nu på sit andet album, hvorfra de allerede har sluppet singlerne “Tag Mig Som Jeg Er”, “Kender Ham Ik” og “Money For Love”, der ligesom de første singler alle har været i rotation på P3 og P4.

Kalaset har på rekordtid skabt et ry for at være et yderst eksplosivt liveband med adskillige anmelderroste koncerter på mange af landets største festivaler og spillesteder de seneste år. Bandet sluttede 2024 af med at spille “Tag Mig Som Jeg Er” til De Største Øjeblikke på TV 2 og lover deres hidtil mest ambitiøse show i sommeren 2025, hvor Kalaset debuterer på Grøn.

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2025 kan findes på groenkoncert.dk.

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80

Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden arrangeret Grøn og skabt musikalske liveoplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere. I 2024 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre historisk tidligt udsolgt, da Grøn for første gang nogensinde kunne melde alt udsolgt i alle otte byer, inden det hele gik i gang - og tilmed med en publikumsrekord på 195.000 gæster.

Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse, som kæmper for et bedre liv med muskelsvind. Muskelsvindfonden blev grundlagt i 1971 og er i dag en stærk organisation, som samler mennesker med muskelsvind, 1000vis af pårørende, stærke samarbejdspartnere og engagerede frivillige.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi på oplevelser, mens vi samler ind. Overskuddet fra Grøn går til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Turnéplan 2025:
17. juli: Tårnby (Udsolgt)
18. juli: Kolding (Udsolgt)
19. juli: Aarhus (Udsolgt)
20. juli: Aalborg
24. juli: Esbjerg
25. juli: Odense (Udsolgt)
26. juli: Næstved (Udsolgt)
27. juli: Valby (Udsolgt) 

Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn25
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Kalaset - fotograf August Vinther.jpeg
    Kalaset - fotograf August Vinther.jpeg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7381 x 4924, 3,15 MB
    Download
  • Pil - fotograf Sebastian Stigsby.jpeg
    Pil - fotograf Sebastian Stigsby.jpeg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5504 x 8256, 3,33 MB
    Download