Pressemeddelelse -
Rambøll-analyse: Vejle Musikteater yder et markant bidrag til kommunen - både kulturelt og økonomisk
En omfattende Rambøll-analyse konkluderer, at Vejle Musikteater de senere år har styrket sin position som kulturelt fyrtårn både lokalt og nationalt. Særligt musikteatrets ambitiøse satsning på musicals og et stigende besøgstal har øget teatrets kendskabsgrad og sikret teatret markant økonomisk vækst. Noget, der i høj grad smitter positivt af på kommunen. Alene fra 2022-2023 lagde musikteatrets gæster 43 mio. kroner i byens restaurations- og detailhandel.
Musical satsning har båret frugt
Som en vægtig aktør i ‘Hele Danmarks Musicalteater’ har Vejle Musikteater de seneste år bragt store og ambitiøse musicals til byen. Det er bl.a. storsælgende forestillinger som Moulin Rouge, Matador og Grease, der har trukket titusindvis af både kulturglade vejlensere og gæster langvejs fra i teatret.
Rambøll-analysen viser, at Vejle Musikteater fra 2022-2023 har oplevet en vækst på 27% i antallet af arrangementer og en stigning på hele 41% i antal gæster. Det har bl.a. medført en indtægtsstigning på 49% fra 2022-2023.
Administrerende direktør for Vejle Musikteater, Mette Kier, udtaler:
“Med vores målrettede satsning på musicals har vi i høj grad styrket vores samlede kulturelle tilbud, og det kan vi se, vores gæster belønner. Vi er særlig stolte over at læse, at 87% af vejlenserne mener, at Vejle Musikteater har en positiv betydning for det lokale kulturliv - og at hele 73% mener, at teatret bidrager til, at Vejle Kommune er et godt sted at bo. Det gør det både ekstra sjovt at gå på arbejde - men opbakningen er også en forudsætning for, at vi kan fortsætte med at lave stor kultur af høj kvalitet.”
Stor økonomisk betydning for kommunen
Rambøll-analysen giver derudover et meget positivt indblik i de afledte økonomiske effekter, som Vejle Musikteaters gæster tilfører lokalområdet. I 2023 genererede gæsterne et merforbrug på 43 millioner kroner - primært til byens hoteller, restauranter og øvrige detailhandel - heraf var de 33 millioner tilført af gæster, der kom uden for kommunegrænsen. Faktisk kører godt 20% af musicalpublikummet over 80 km. for at komme i musikteatret.
Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, udtaler:
“Jeg er utrolig glad for at se den store opbakning til Vejle Musikteater. Jeg hæfter mig i høj grad også ved, at teatret - udover at gøre Vejle til et vægtigt kulturelt fyrtårn - også er en markant økonomisk motor for hele kommunen. Rapporten viser tydeligt, hvorfor det er afgørende at prioritere kulturen, og hvilken enorm betydning et rigt kulturliv har – også udenfor de største byer.”
Sidst viser Rambøll-analysen, at tæt på 100% af vejlenserne har kendskab til musikteatret. På landsplan er det op mod 50% af alle adspurgte danskere, der kender til Vejle Musikteater, mens godt hver 10. dansker har besøgt stedet.
For yderligere info, kontakt venligst:
HAVE Kommunikation
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 30 24 14 00