Pressemeddelelse -
Rekordmange ansøgere og ny dirigent i spidsen for YOUNG NORDIC OPERA CHOIRs tredje sæson
Igen i år samler Den Jyske Sangskole 30 unge sangere fra hele Norden i YOUNG NORDIC OPERA CHOIR med støtte fra A.P. Møller Fonden. For tredje sæson i træk skaber det ambitiøse operakor et professionelt tværnordisk fællesskab med fokus på kunstnerisk udvikling og nordisk sammenhængskraft – denne gang med en ny dirigent i spidsen, hele to originale nordiske værker og et rekordhøjt ansøgerfelt, mens også en ambitiøs koncertrække på tværs af Norden er klar. Åbningskoncerten finder sted på Nordic Song Festival i Sverige, hvorefter koret indtager scenen på Herning Operafestival den 31. august akkompagneret af Aarhus Symfoniorkester, før de afslutter turnéen til Reykjavik Opera Days.
YOUNG NORDIC OPERA CHOIR blev etableret i 2023 med støtte fra A.P. Møller Fonden og har siden markeret sig som et anerkendt initiativ, der forener talentudvikling med et stærkt fokus på nordisk fællesskab og udveksling. I dag kan Den Jyske Sangskole offentliggøre det samlede kor for 2025.
I dag, hvor verden præges af global uro og kulturel fragmentering, er behovet for nye, tværgående forbindelser større end nogensinde, og her spiller den klassiske musik en særlig rolle. Projektet tager afsæt i den stærke fælles nordiske sangtradition og arbejder målrettet for at udbrede kendskabet til opera og for at styrke den nordiske samhørighed gennem musikalske møder, der rækker ud over landegrænser. Med deltagere fra hele Norden – både konservatoriestuderende og professionelle – skaber YOUNG NORDIC OPERA CHOIR ikke blot kunstneriske resultater, men også netværk, som flere af de tidligere sæsoners medvirkende sangere har bygget videre på i nye samarbejder og projekter.
“YOUNG NORDIC OPERA CHOIR er ikke bare et kor – Det er en platform og et fællesskab for unge talentfulde kunstnere i hele Norden. Det er den generation, der vil leve, viderebringe og udvikle den klassiske musik videre i fremtiden,” siger Line Nordentoft, direktør for Den Jyske Sangskole.
Rekordmange ansøgere
Over 100 sangere fra hele Norden har i år søgt om optagelse i YOUNG NORDIC OPERA CHOIR – det højeste antal i korets tre-årige historie. Blandt ansøgerne er både nye talenter og et bemærkelsesværdigt antal tidligere deltagere, som har søgt om at få en plads i koret igen i 2025.
Flere tidligere deltagere har siden skabt egne projekter på tværs af årgange og landegrænser, og mange peger på netop YOUNG NORDIC OPERA CHOIR som et vendepunkt i deres musikalske karriere. Det vidner om korets stærke position som springbræt i unge sangeres professionelle udvikling og som en platform, hvor både kunstneriske og menneskelige forbindelser dannes og videreudvikles. Samtidig viser den alsidige geografiske fordeling, hvor stor en positiv effekt koret har på samarbejdet på tværs af Norden.
Det har været muligt for studerende og professionelle sangere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne at søge om optagelse i koret.
Tidligere sanger i spidsen som ny dirigent
En af årets særlige nyheder er, at dirigentstokken nu bæres af Ragnheiður Ingunn Jóhannsdóttir, der har medvirket som sanger i koret i både 2023 og 2024 og nu er tilbage som dirigent. Hendes vej fra medlem af koret til dirigent vidner om den bæredygtige talentudvikling, som YOUNG NORDIC OPERA CHOIR er med til at understøtte. Den islandske sopran, dirigent og violinist har en imponerende baggrund med en dobbelt bachelorgrad i violin og vokalperformance fra Islands Universitet for Kunst og en kandidatgrad i vokalperformance fra Royal Academy of Music i Stockholm. Hun er desuden i øjeblikket i gang med at studere orkesterdirektion i Oslo og London.
Ragnheiður blev i 2023 kåret som “Årets Lysende Håb” ved Icelandic Music Awards og er nomineret som “Årets Sanger og Performer” i 2025. Hun har tidligere vundet flere priser, herunder "Voice of the Year" ved Vox Domini i 2022. Som noget ganske særligt optræder Ragnheiður Ingunn Jóhannsdóttir som både solist og dirigent, bl.a i koncerten Soprano takes the baton i 2022.
Hun har også arbejdet med internationale orkestre og kor, og i sommeren 2024 afsluttede hun sin deltagelse i Malko International Academy for Young Conductors, hvor hun dirigerede DR Symfoniorkestret.
“Efter selv at have sunget i koret de sidste to år, er jeg så glad for at kunne vende tilbage som dirigent. Jeg ser frem til at arbejde med denne yderst talentfulde gruppe af nordiske sangere og til at fremføre formidabel nordisk musik (samt andre kendte operamusikperler) i de tre fantastiske festivaler i sensommeren.” siger dirigent og tidligere medlem af koret Ragnheiður Ingunn Jóhannsdóttir.
Nye nordiske værker skrevet specifikt til koret
Årets repertoire byder også på en særlig nyskabelse: To helt nye nordiske værker skrevet til YOUNG NORDIC OPERA CHOIR af henholdsvis den Oslo-baserede tyske komponist Maximilian Leicher og islandske Þórunn Gréta Sigurðardóttir. Med værkerne ønsker projektet at bidrage aktivt til skabelsen og udviklingen af ny nordisk musik.
Efter indledende prøvedage i de svenske skove omkring Kroppefjäll får årets kor sin premiere den 8. august ved Nordic Song Festival i Trollhättan. Herfra går rejsen videre til Herning Opera Festival den 31. august, før projektet kulminerer den 26. oktober ved Reykjavik Opera Days. Tre nedslag i tre nordiske lande.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har støttet koret til og med 2025 med 4 millioner kr.
Information om koncertdatoer og steder kan findes her.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Rikke Hesselholt · Rikke@have.dk · (+45) 28 43 38 93
Fakta om YOUNG NORDIC OPERA CHOIR
Turné:
8. august – Nordic Song Festival, Trollhättan (Sverige)
31. august – Herning Operafestival, Herning (Danmark)
26. oktober – Reykjavik Opera Days, Reykjavik (Island)
Fordeling af nationaliteter:
- Danmark: 9
- Sverige: 9
- Island: 6
- Finland: 5
- Norge: 3
(Bemærk: enkelte deltagere har dobbelt tilhørsforhold, fx Norge/Island)
Fordeling på stemmegrupper:
- Sopraner: 8
- Mezzosopraner/alter: 7
- Tenorer: 7
- Basser: 7
Køn:
- Kvinder: 15
- Mænd: 15
Deltagerliste (navn, stemmegruppe, land)
- Andreas Mathias Gade, 1. Bass, Danmark
- Anne Daugstad Wik, 1. Alto, Norge
- Astrid Banck Linderoth, 1. Soprano, Sverige
- Bryndís Ásta Magnúsdóttir, 2. Soprano, Island
- Daniel Gudmundsson, 2. Bass, Danmark
- Daniel Kjær Holmberg, 2. Tenor, Danmark
- David Åhlander, 1. Bass, Sverige
- Ebba Tegelberg, 1. Alto, Danmark
- Einar Stefansson, 1. Bass, Norge/Island
- Ellenmarie Rasmussen, 2. Alto, Danmark
- Ellert Blær Guðjónsson, 1. Bass, Island
- Elsa-Maija Matilda Helminen, 2. Soprano, Sverige
- Emilia Lindberg, 2. Soprano, Sverige
- Emma Charlotta Elisabet Karsten, 1. Alto, Finland
- Emmi Kauppinen, 1. Soprano, Finland
- Heiðrún Vala Einarsdóttir, 1. Alto, Island
- Jeppe Møller Sørensen, 1. Tenor, Danmark
- Joar Sörensson, 1. Tenor, Sverige
- Joona Juntunen, 2. Bass, Finland
- Jim Änglykke, 1. Tenor, Sverige
- Kristianna Woller, 1. Soprano, Finland
- Louise Sternberg Holk, 2. Alto, Danmark
- Mathilda Bryngelsson, 2. Alto, Sverige
- Melissa Baug, 2. Soprano, Norge
- Ólafur Freyr Birkisson, 2. Bass, Island
- Sebastian Haugstrup Hansen, 2. Bass, Danmark
- Pétur Úlfarsson, 1. Tenor, Island
- Seth Sundman, 2. Tenor, Sverige
- Simon Grønås, 2. Tenor, Norge
- Ylva Christina Ek, 1. Soprano, Sverige