Pressemeddelelse -
Roskilde Airshow melder om rekordhøjt forsalg
Den 23.-24. august 2025 bliver Roskilde Lufthavn samlingspunkt for en weekend med oplevelser i luften og på jorden. Allerede nu har mere end 6.500 gæster sikret sig billet – et forsalg der er over dobbelt så højt som samme tidspunkt tidligere år. Prognoserne peger altså på en tætpakket plads til weekendens airshow.
Med under en uge til startskuddet kan arrangørerne bag Roskilde Airshow melde om en overvældende interesse for årets 30-års jubilæumsudgave. Forsalget er i år over dobbelt så højt som samme tidspunkt tidligere år. Det glæder Formand for Roskilde Airshow, Per Faldborg Olesen, som udtaler:
"Det er fantastiske nyheder, at så mange allerede har sikret sig billet. Det indikerer, at publikum kan se, at vi har kælet ekstra for programmet i år – med både The Red Arrows tilbage i Roskilde og rekordstor tilstedeværelse fra de europæiske flyvevåben. Det glæder os, at interessen for luftfart kun går én vej – opad – og det tyder i den grad på, at det bliver en helt forrygende weekend.”
Årets program byder på rekordstor deltagelse fra europæiske flyvevåben samt britiske The Red Arrows, der vender tilbage til Roskilde for første gang siden 2009. Hertil kommer en række opvisninger fra både civile og militære fly, historiske veteranfly og helikoptere, samt – traditionen tro – det flotte tusmørkesshow lørdag aften. Med det lovende sommervejr i vente tegner det til at blive en fantastisk weekend, hvor gæster kan samles om store oplevelser både i luften og på jorden.
Frivillige kræfter bag Danmarks største airshow
Siden arrangementets begyndelse i 1995 har en forening drevet af frivillige stået bag Roskilde Airshow, som afholdes hvert andet år i Roskilde Lufthavn. I år står 22 engagerede og erfarne frivillige bag planlægningen, og omkring 300 hjælper med at afvikle showet i weekenden. Det frivillige engagement er kernen i Roskilde Airshow og gør det muligt at skabe et internationalt airshow i Danmark.
Oplevelser for hele familien
På pladsen kan gæsterne komme tæt på flyene, møde piloterne og lære om uddannelsesmuligheder inden for luftfart og Forsvaret. De opgraderede faciliteter, gode madtilbud og varierende aktiviteter gør det til en oplagt heldagsudflugt for både børn og voksne – fra de små privatfly til store militærfly og internationale opvisningsteams.
Vil man opleve airshowet på første klasse, kan man stadig nå at sikre sig en First Class billet til søndag, mens First Class billetterne til lørdag meldes udsolgt.
En heldagsbillet til lørdag koster 305 kr. for voksne og 155 kr. for børn (7-12 år, 0-6 år kommer gratis ind). En søndagsbillet koster 235 kr. for voksne og 120 kr. for børn. Billetter til tusmørkeshowet lørdag aften koster 130 kr. for voksne og 65 kr. for børn. Billetter kan købes på www.airshow.dk.
Med venlig hilsen
Have Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // 28 43 38 93
Caroline Stampe Damgaard // caroline@have.dk // 51 92 56 75