Gå til indhold
Kredit: Lion Musicals

Pressemeddelelse

ROXETTEs ikoniske hits i romantisk POP-komedie: Lion Musicals præsenterer JOYRIDE – THE MUSICAL i Falkonersalen

To kvinder, én utro mand og ALLE de største ROXETTE-hits!

SPENDING MY TIME – THE LOOK – LISTEN TO YOUR HEART – DANGEROUS IT MUST HAVE BEEN LOVE – DRESSED FOR SUCCESS – FADING LIKE A FLOWER m.fl.

Premiere: 11. marts 2027, Falkonersalen

IT MUST HAVE BEEN LOVE! Oplev Annette Heick, Martin Bo Lindsten, Lea Thiim Harder, Jakob Fauerby, Anders Bircow, Xenia Lach-Nielsen, Cristopher Rørmose og Grand Prix-vinderen Sissal i en forrygende FEELGOOD POP-MUSICAL med masser af DRAMA, HUMOR og HITS. Forestillingen får danmarkspremiere den 11. marts 2027 i Falkonersalen og tager efterfølgende på turné til Aalborg, Vejle, Odense, Aarhus, Esbjerg, Randers og Holstebro. Presale begynder d. 8 september kl. 10.00, og det officielle billetsalg begynder d. 9. september kl. 10:00 på www.lionmusicals.dk.

Lion Musicals kan i dag offentliggøre danmarkspremieren på JOYRIDE - THE MUSICAL, der samler mere end 20 af den verdensberømte svenske popduo Roxettes største hits i en romantisk musicalkomedie om kærlighed, bedrag og hævn. Forestillingen i Falkonersalen bliver den allerførste opsætning uden for Sverige, hvor den siden premieren i 2024 har spillet for fulde huse i både Stockholm og Malmø.

Der er lagt op til musikalsk trekantsdrama mellem Annette Heick, Lea Thiim Harder og Martin Bo Lindsten, flankeret af stærke profiler som Jakob Fauerby, Anders Bircow, Xenia Lach-Nielsen, Cristopher Rørmose og ikke mindst Dansk Melodi Grand Prix-vinderen Sissal, der med JOYRIDE får sin musicaldebut.

CEO og Executive Producer hos Lion Musicals, Thomas Langkjær, udtaler:
”Roxettes musik har været soundtracket til manges forelskelser, hjertesorger og ikke mindst fester gennem livet. At kombinere de fantastiske hits med Jane Fallons sjove og skarpe fortælling om to bedragne kvinder, der finder sammen i et uventet venskab, er virkelig godt set. Vi har samlet et fantastisk cast, og glæder os meget til at tage publikum med på en uforglemmelig 'Joyride' i Falkonersalen.”

Sanger, sangskriver og medgrundlægger af Roxette, Per Gessle, udtaler:
“Da jeg i sin tid skrev sangene, og Marie og jeg indspillede dem, havde vi aldrig drømt om, at de en dag skulle danne rammen om en stor musicalkomedie. Succesen i Sverige har været en helt fantastisk oplevelse, og det er en enorm glæde, at København nu bliver det allerførste stop på forestillingens internationale rejse. Danmark har altid haft en helt særlig plads i Roxettes hjerte, og jeg glæder mig til, at det danske publikum skal opleve musicalen!”

To kvinder, en utro mand og en uventet alliance
Hvad gør man, når man opdager, at ens mand fører et hemmeligt dobbeltliv? Man skændes da ikke om ham – man slår sig sammen med elskerinden og giver ham sit livs lærestreg!

Handlingen i JOYRIDE – THE MUSICAL er centreret om Stephanie, der arbejder som stylist og bor i London sammen med Joe og deres teenagedatter Stella. En dag finder hun en ølbrik med et telefonnummer i Joes baglomme og får mistanke om, at han er hende utro. Hun får kontakt med afsenderen, som viser sig at hedde Katie. Og Katie bliver mildest talt temmelig overrasket, da hun finder ud af at hendes kæreste, Joe, slet ikke er separeret, som han har fortalt, men lever et dobbeltliv som manden i både Stephanies og Katies liv.

De to kvinder beslutter sig for at give Joe en lærestreg og indgår en hemmelig aftale, der skal gøre hans liv til et helvede. Men planen, der først virkede så god, begynder at glide dem af hænde. Var det virkelig det, de havde tænkt sig? Og når de så endelig har fået deres hævn, hvad så? Hvad med kærligheden og parforholdet? De elsker jo begge to deres Joe…

Publikum kan se frem til mere end 20 ikoniske Roxette-klassikere som ”Joyride”, ”Listen to Your Heart”, ”It Must Have Been Love”, ”The Look” og ”Dressed for Success” – leveret med energi, humor og store følelser.

Manuskriptet til JOYRIDE er skrevet af Klas Abrahamsson og Guy Unsworth, baseret på den engelske succesforfatter Jane Fallons forrygende morsomme og hjertegribende roman Got You Back.

Et stjernecast fra øverste hylde

Lion Musicals har sikret sig et sandt stjernehold til at besætte rollerne i JOYRIDE – THE MUSICAL. I rollen som stylisten Stephanie kan publikum glæde sig til at møde den erfarne musicalstjerne og entertainer Annette Heick. Overfor hende ses Martin Bo Lindsten i rollen som den utro ægtemand Joe Mortimer, mens Lea Thiim Harder indtager rollen som elskerinden Katie, der vælger at slå sig sammen med Stephanie i en uventet alliance.

En stor del er handlingen i JOYRIDE er centreret om Premiera Fashion, et smart styling agency, der klæder de kendte på til fest og farver i 90’ernes swinging London. Det er dér Stephanie arbejder – og hendes søde, stressede chef, Gary Davies, spilles af Jakob Fauerby. Som Garys assistent og hjerteveninde, Natasha, kan publikum glæde sig til at opleve Dansk Melodi Grand Prix-vinderen Sissal i hendes musicaldebut.

Premiera Fashions mest trofaste kunde er den krukkede skuespillerinde Meredith Maruska-Delicado, spilles af en af Danmarks mest alsidige og erfarne musical-kunstnere, Xenia Lach-Nielsen. Den unge hotte modefotograf, Michael Sotheby, spilles af den talentfulde musicalkomet Cristopher Rørmose, mens man i cameo-rollen som Joes rare playboy-far, John, kan glæde sig til at opleve skuespiller og entertainer Anders Bircow, der i rollen får 50 års jubilæum som skuespiller.

Stærke kræfter bag kulisserne

Til at genskabe JOYRIDE – THE MUSICAL i dansk versionering har Lion Musicals allieret sig med et stærkt kreativt team. Forestillingens danske instruktør bliver en af landets absolut førende musicalskabere: Thomas Agerholm. Han har indenfor det seneste årti stået bag kæmpesucceser som Seebach – The Musical, Reumert-vinderen Klokkeren fra Notre Dame, og i sidste sæson Sting-musicalen The Last Ship. For Lion Musicals har Thomas tidligere iscenesat The Bodyguard – The Musical, Jersey Boys samt Askepot – The Musical.

Den internationale stjernekoreograf Miles Hoare, der også skabte koreografien til den svenske urpremiere på JOYRIDE på Malmø Opera I 2024, genskaber forestillingens mange dansenumre. Musicalens Live-band ledes af trommeslager og kapelmester Peter Düring, der har turneret med nogle af Danmarks største stjerner og bl.a. står i spidsen for musikken ved Dansk Melodi Grand Prix.

Sammen vil det kreative hold sørge for, at JOYRIDE – THE MUSICAL bliver en uforglemmelig, musicalfest, der sender publikum direkte på første klasse gennem Roxettes bagkatalog.

Hyldest til et af 90’ernes største popbands
Den svenske duo Roxette, bestående af Marie Fredriksson og Per Gessle, står som en af historiens absolut mest succesfulde skandinaviske popgrupper. Med mere end 75 millioner solgte album på verdensplan og hele fire førstepladser på den amerikanske Billboard-hitliste tog den svenske duo verden med storm fra slutningen af 80'erne og op gennem 90'erne. Med deres genkendelige blanding af eksplosiv guitarpop og gribende powerballader skabte de et lydtapet, der har defineret generationer. JOYRIDE – THE MUSICAL er en ultimativ hyldest til denne musikalske arv, hvor sangenes enorme følelsesregister vækkes til live på scenen på en helt ny måde.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Michael Feder // michael@have.dk // 2243 4942
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 3030 7020

Fakta om JOYRIDE – The Musical

Holdet:

  • Musik og sangtekster: Roxette / Per Gessle
  • Manuskript: Guy Unsworth og Klas Abrahamsson (baseret på Jane Fallons bestseller-roman Got You Back)
  • Iscenesættelse: Thomas Agerholm
  • Koreografi: Miles Hoare
  • Kapelmester: Peter Düring
  • Executive Producent: Thomas Langkjær
  • Produktionsselskab: Lion Musicals

Rolleliste:

  • Stephanie Jarvis: Annette Heick
  • Joe Mortimer: Martin Bo Lindsten
  • Katie Hudson: Lea Thiim Harder
  • Gary Davies: Jakob Fauerby
  • John Mortimer: Anders Bircow
  • Meredith Maruska-Delicado: Xenia Lach-Nielsen
  • Natasha: Sissal
  • Michael Sotheby: Cristopher Rørmose
  • Samt stort ensemble af Danmarks bedste musical-performere og liveband

Øvrige fakta:

  • Danmarkspremiere: 11. marts 2027 i Falkoner Salen, København (Forpremierer fra 9. marts)
  • Billetstart: Presale begynder d. 8. september kl. 10:00, og det officielle billetsalg begynder d. 9. september kl. 10:00
  • Billetbestilling: www.lionmusicals.dk

Spilleperiode:

  • København, Falkonersalen: 11. marts – 4. april 2027
  • Aalborg: 23. – 24. april 2027
  • Vejle: 30. april – 1. maj 2027
  • Odense: 7. maj – 8. maj 2027
  • Aarhus: 13. – 15. maj 2027
  • Esbjerg: 21. – 22. maj 2027
  • Randers: 28. – 29. maj 2027
  • Holstebro: 4. – 5. juni 2027

Om Lion Musicals:
Lion Musicals/Lion Entertainment er Danmarks største og ét af de førende private produktionsselskaber inden for kommerciel teater- og musicalproduktion i Skandinavien. Selskabet præsenterer det ypperste inden for musicalteater, såvel nye og originale musikforestillinger samt opdaterede versioner af internationale succesforestillinger.

Selskabets grundlægger, Thomas Langkjær, har i over 20 år sat sit præg på mange af de helt store musicalopsætninger i Danmark, fra High School Musical 2 og Cabaret til Shrek – The Musical, Grease, Den Eneste Ene og Elsk Mig i Nat. Thomas har desuden stået bag produktioner som Broadway-succesen Hairspray, Dirch Passer-forestillingen Dirch, Monty Python-musicalen Spamalot, Queen-musicalen We Will Rock You, en ny musicalversion af Midt om Natten og Kærlighed Ved Første Hik, en musicalkoncert-version af West Side Story, Terkel – The Motherfårking Musical baseret på Anders Matthesens animationsfilm Terkel i knibe og Sanne – The Musical om hele Danmarks Rockmama Sanne Salomonsen.

I 2021 producerede Thomas en helt ny version af The Bodyguard – The Musical, en forestilling som siden er eksporteret til bl.a. Sverige og Norge. Siden har Thomas stået bag en opdateret udgave af Shu-bi-dua – The Musical, Skandinavienspremieren på Pretty Woman – The Musical, musikforestillingen Natasja i Operaen – Det Kongelige Teater, en moderne nyfortolkning af Askepot – The Musical, samt spektakulære nyopsætninger af We Will Rock You, Skønheden og Udyret – The Musical og juleforestillingen Tinkas Juleeventyr og genopsætningen af teaterversionen af The Julekalender. I 2024 producerede Thomas Langkjær i samarbejde med VBW (Wien) to store musicals, Rebecca og Elisabeth til det kinesiske marked, og sendte desuden sidstnævnte på en landsdækkende turné i Tyskland.

I starten af 2026 inviterede Lion Musicals på danmarkspremieren på Disney-succesen FROST, repremiere på publikumssuccesen Askepot – The Musical, en helt ny dansk opsætning af den internationalt anmelderroste TINA – The Tina Turner Musical og til efteråret en genopsætning af The Julekalender samt danmarkspremieren på musicalsensationen TITANIQUE. I 2027 er det desuden offentliggjort, at FROST genopsættes, mens megasuccesen Ternet Ninja får urpremiere til foråret som stor opsat musical: TERNET NINJA LIVE.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • JOYRIDE_TM nyhedsbrev_640x360_.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1333 x 750, 914 KB
    Download
  • Pressefotos :: Joyride.jpg Kreditering: Miklos Szabo
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3994 x 2953, 3,35 MB
    Download
  • Pressefotos :: Joyride - Miklos Szabo
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5118 x 2953, 4,82 MB
    Download