Gå til indhold
Foto: Camilla Winther
Foto: Camilla Winther

Pressemeddelelse -

Sæson 20/21 på Aveny-T: Befrielsens Øjeblik

Sexualitet - Køn - Klima

Debuterende Dramatikere - Debuterende Iscenesættere - Debuterende Skuespillere

Ny Scene

Aveny-T byder velkommen til en sæson 20/21 der mere end nogensinde forfølger og understreger teatret som en nationalscene for ungekulturen.

AKTUALITET er nøgleordet for en sæson, der til trods for, at den slutter februar 2021 (grundet bygning af VÆKSTHUSET) rummer hele 6 nye forestillinger - 3 på Aveny-Ts hovedscene - og 3 på teatrets nye intimscene "House of T- med helt nye debuterende stjerneskud på scenen og bag forestillingerne.

Hvis ikke ordlyden “befrielsens øjeblik” var brugt for nyligt, så er det de ord, der først falder mig ind, når jeg skal beskrive det den nye sæson er for Aveny-T og for mig personligt - vi er på vej og viser, at der er en scene skabt af unge og for unge - også efter SKAM.

De bedste hilsner
Jon Stephensen-Teaterchef Aveny-T


EN HISTORIE OM VOLD

Foto: Per Morten Abrahamsen

Sensationel opfølger af forfatteren til Færdig med Eddy
11. september – 3. oktober 2020

Det er med stolthed, at Aveny-T har sikret sig rettighederne til at dramatisere en af tidens største nye forfattere, 27 årige Édouard Louis' roman En Historie om Vold.

Se denne rystende, gribende og vigtige forestilling spillet af et stjernecast af skuespillere anført af den dobbelte Reumertvinder Andreas Jebro i hovedrollen som Édouard. Forestillingen iscenesættes af ligeledes Reumertvinder Anders Lundorph.

Jeg mødte Reda julenat. Han stoppede mig på gaden. Jeg endte med at invitere ham op i min lejlighed. Vi tilbragte natten sammen. Snakkede og grinede.
Klokken 6 om morgenen tog han sin pistol frem og sagde han ville dræbe mig. Han voldtog mig.
Senere betroede jeg mig til min søster.

En Historie om Vold er Édouards rå, brutale og dybt gribende selvbiografiske historie om den nat. Han tænker tilbage på sin egen barndom og reflekterer over emigration, racisme, fattigdom, begær og traumer.
Han forsøger at forstå, hvad der skete.

AF Édouard Louis
DRAMATISERING & INSTRUKTION Anders Lundorph
SCENOGRAFI Nicolaj Spangaa
MEDVIRKENDE Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Carsten Svendsen & Josephine Park

KUSSESUMPEN 2

Foto: Camilla Winther

Tre kusser i sumpen
23. oktober – 29. november 2020

"Kussesumpen koger og bobler af humor, kvindehørm, lyster og pinligheder"

"De er smasksmækre og i stødet til at bryde kvindetabuer med både morgenånde, skedeprutter og røvhuller, der vil anerkendes"

"Hylende morsom og fuld af kærlighed"

Sådan skrev anmelderne om Kussesumpen 1.

Kussesumpen 2 er en selvstændig forsættelse, der tager fat, hvor 1'eren slap - nemlig på det moderne kvindeliv.
Bliver man lykkelig af et mågestel? Hvordan ser den perfekte fødsel ud? Kan man være feminist og hade andre kvinder? Og hvor kommer alle disse forestillinger om det gode liv fra?
Velkommen i sumpen, der viser kvinden, hvor hun er smukkest og grimmest: Fra de sorte hår på baglårerne til drømmen om den store kærlighed og moderskabet.

KONCEPT & MANUSKRIPT Karen Dich og Jacobe Orry
INSTRUKTION Morten Burian
SCENOGRAFI Eva Lendorf
KOSTUMER Ellen Ahnfelt-Rønne
LYSDESIGN Malte Hauge
KOMPONIST Ida Skjerk
MEDVIRKENDE Kimmie Liv Sennow, Vanessa M. Petterson og Jacobe Orry

MIT NAVN ER GRETA

Foto: Emil Rostrup

Verdenspremiere 7. – 30. januar 2021

Klimakrisen er ikke noget, der kommer - den er her. I Danmark og i resten af verden er vejret ekstremt og følgerne er enorme. Nu sætter Aveny-T klimaet på scenen. Kom med når Aveny-T skaber en helt ny forestilling om verdens lige nu største ikon, 16-årige Greta Thunberg.

For mindre end to år siden satte en ung pige sig foran den svenske Riksdag med et papskilt ”Skolstrejk för klimatet”. Mit navn er Greta er en hyldest til et ungt oprør, og den største forandring en ung generation nogensinde har skabt. En generation, der nægtede at lade sig kue af de voksnes "pas jeres skole"-formaninger, men som over hele verden viste et sammenhold, der ikke kunne nægtes, der ikke kunne slås ihjel, og som skabte en forandring ingen havde lykkedes med før. Det er dem, vi hylder. Deres oprør mod magtelitens og en voksen generations passivitet over for klimaforandringerne.

"Pas godt på vores jord – jeg skal bruge den, når jeg bliver stor", sang Liva og vandt MGP. Hun, Greta og de unge har ret. Kom med når Aveny-T går i grønt og giver scenen til revolution, til opråb, til oprør, til klimakamp og til dem, der gør en forskel.

"For når et hus brænder, så venter du ikke et par år med at slukke den.” Greta Thunberg.

En del af forestillingens billetindtægter går til The Greta Thunberg Foundation og co-produceres med Vejle Musikteater og Boxen/Holstebro.

MANUSKRIPT William Lippert
INSTRUKTION Emil Rostrup
SCENOGRAFI Jon Stephensen
MEDVIRKENDE Karla Løkke

LAGERET HUSET MARIE

Foto: Jakob Sprogø

Monolog baseret på Jonas Eikas debutroman
5. – 8. november 2020

Aveny-T er stolte og taknemmelige over, at vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris Jonas Eika Rasmussen har givet tilladelse til at dramatisere hans debutroman til teater.

Lageret Huset Marie er fortællingen om et døgn i 23-årige Elias liv. Oplev en lysende ung forestilling om Elias, der natarbejder på Dansk Supermarkeds nonfood-lager, lever det sumpede og stenede liv i et faldefærdigt kollektiv i Risskov - og om pigen Marie, som Elias forelsker sig i. Oplev det nyuddannede stjerneskud Lasse Steen Jensen i rollen som Elias.

MANUSKRIPT & INSTRUKTION Lasse Steen Jensen
VIDEO Jacob Sprogø
MEDVIRKENDE Lasse Steen Jensen


NOGEN ER UDE OG DRIKKE ØL

Foto Martin Ivan

Rørende sjov forestilling om ensomhed
1. – 5. december 2020

Velkommen til en virkelig på alle måder sjov, rørende, ny forestilling spillet af stortalentet Mathilde Arcel Fock - som du bare må se.

Nogen er ude og drikke øl er en forestilling om at være alene hjemme og måske lidt ensom, imens de andre er ude for at drikke øl og more sig mens du:
Ryster dit hår for skæl ned på et gulv - savner en person så meget, at du har lyst til at kaste op - klæder sig ud, og lader som om, man er en anden - snakker med accent, der ikke er din egen - eller danser sexet.

MANUSKRIPT Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusenbius
SCENOGRAFI Sofie Jürs
MEDVIRKENDE Mathilde Arcel Fock


JUL I SKILSMISSELAND 

Foto Katrine Møbius

En ny juleforestilling
9. – 13. december 2020

Det er den 24. december.

På et mørkebrunt og tilrøget værtshus er Vera, Simon og Mathias traditionen tro samlet, inden turen går hjem til jul. Alle tre kæmper med stress, pligt og små tikkende bomber, når de jonglerer med jul i flere familier. "Det kan jo kun være ægte jul på én måde!" Jul i Skilsmisseland er en boblende sjov forestilling om at klare sig helskindet gennem julens minefelt af forventninger - især forældrenes.

MANUSKRIPT Frederik Villads
INSTRUKTION Tamara Rugaard Mathiesen
MEDVIRKENDE Andreas Dittmer, Thea Kastberg, Kristian Grumme Nielsen & Karl Johan Jarndorf 

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark