Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Se traileren til det historiske drama DEN NYE TRIUMFBUE med Claes Bang og Sidse Babett Knudsen

I dag kan Zentropa og Camera Film løfte sløret for traileren til Stéphane Demoustiers fransk-danske film, det storslåede historiske drama DEN NYE TRIUMFBUE, med Claes Bang og Sidse Babett Knudsen i de bærende roller.

Traileren giver publikum det første glimt af Claes Bang i rollen som den danske arkitekt, Johan Otto von Spreckelsen, der til alles overraskelse vinder den internationale arkitektkonkurrence om et af de mest ikoniske vartegn i Paris: Den nye Triumfbue. Det bliver begyndelsen på et skæbnesvangert projekt, hvor Spreckelsen må navigere mellem politiske interesser, økonomiske begrænsninger og sin egen ufravigelige vision.

Se traileren her.
Download traileren og plakaten her.

DEN NYE TRIUMFBUE er baseret på den franske forfatter Laurence Cossés bog La Grande Arche (2016), samt inspireret af virkelige omstændigheder, der foregik mellem 1983 til 1987. Arkitektens hustru, privatlivsscenerne og dialogerne er fiktion.

Filmen fik verdenspremiere på dette års Cannes Film Festival og har senest haft premiere i de franske biografer, hvor den blandt andet blev fremhævet for sit visuelle udtryk, stærke historie og imponerende skuespillerpræstationer.

DEN NYE TRIUMFBUE får biografpremiere herhjemme den 25. december 2025 og er fra dansk side støttet af Det Danske Filminstitut og DR. Zentropa er coproducent og Camera Film distribuerer.

Handling
Året er 1982. Frankrigs præsident Francois Mitterand udskriver en banebrydende anonym arkitektkonkurrence om at skabe et monument, der skal fuldende den historiske akse mellem Louvre og Triumfbuen i Paris. Til alles overraskelse vinder den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, hidtil kendt for blot fire danske kirker og sit eget hus.

Fra sit liv i Danmark træder Spreckelsen ind i centrum af Paris’ politiske og kulturelle spotlight. Nu står han i spidsen for sit kolossale projekt– En triumfbue for menneskeheden. Men hans idealistiske vision støder hurtigt på skiftende politiske vinde, magtspil og bureaukratiske barrierer.

DEN NYE TRIUMFBUE fortæller historien om tilblivelsen af dette ikoniske vartegn - og om en mands kamp for at bevare sin idé midt i systemets udfordringer.

Claes Bang og Sidse Babett Knudsen på fransk
I den altoverskyggende hovedrolle som den danske arkitekt, Johan Otto von Spreckelsen, ses Claes Bang, der for første gang nogensinde spiller en rolle på fransk. Claes Bang er en af de største skuespillere herhjemme med en lang karriere indenfor teater, film og tv både internationalt og nationalt. Han fik sit internationale gennembrud som hovedrolleindehaver i den svenske film The Square, der vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes i 2017 samt blev nomineret til både Golden Globe og Oscar i 2018. I samme ombæring skrev Claes Bang historie som den første danske mandlige skuespiller, der modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle ved European Film Awards, for sin præstation i The Square.

Claes Bangs alsidige talent og markante tilstedeværelse på lærredet har siden sikret ham roller i en række internationale produktioner, herunder The Affair (2019), Dracula (2020), The Northman (2022), Bad Sisters (2022), The Outlaws (2021) og The New Look (2024). Hans seneste projekter tæller Bonjour Tristesse (2024) og The Epic William Tell (2024), hvor han spiller titelrollen sammen med Sir Ben Kingsley og Jonathan Pryce. Begge film havde premiere på Toronto International Film Festival i 2024.

Overfor Claes Bang ses Sidse Babett Knudsen i rollen som Johan Otto von Spreckelsens kone, Liv von Spreckelsen. Sidse Babett Knudsen har i mere end to årtier været en af dansk film og tv's største stjerner – fra gennembruddet som Sus i Den eneste ene (1999) og rollen som Birgitte Nyborg i Borgen (2010), til internationale roller i bl.a. Westworld (2016) og Inferno (2016). Senest blev Sidse Babett Knudsen hædret med en Bodil-pris for sin præstation som fængselsbetjent i thrilleren Vogter (2024).

Claes Bang og Sidse Babett Knudsen har tidligere spillet overfor hinanden i den danske hitfilm Blå mænd (2008). Det er Claes Bangs første gang i en fransktalende rolle, mens Sidse Babett Knudsen vender tilbage til det franske filmlandskab, hvor hun tidligere har haft stor succes med film som L’Hermine (2015) og La Fille de Brest (2016).

Kræfterne bag filmen
DEN NYE TRIUMFBUE er den franske instruktør Stéphane Demoustiers fjerde spillefilm. Stéphane Demoustier er en internationalt anerkendt instruktør og manuskriptforfatter, der efter flere kortfilm instruerede sin første spillefilm 40-Love i 2014, som blev vist på filmfestivalen i Venedig. Hertil står Stéphane Demoustier bag film som Cléo & Paul, der blev udvalgt til Berlinalen i 2017 og The Girl with a Bracelet, som blev præsenteret på Locarno Film Festival i 2019, hvor den vandt César-prisen for Bedste adapterede manuskript. I 2023 instruerede Stéphane Demoustier filmen Borgo, som indbragte skuespilleren Hafsia Herzi César-prisen for Bedste kvindelige hovedrolle.

DEN NYE TRIUMFBUE er produceret af EX NIHILO i koproduktion med ZENTROPA, FRANCE 3 CINÉMA, LE PACTE, MPC. Med støtte fra CANAL+, CNC, DET DANSKE FILMINSTITUT/KOPRODUKTIONSSTØTTE, LA RÉGION ÎLE-DE-FRANCE i samarbejde med CINÉ+OCS, FRANCE TELEVISIONS, DR / THE DANISH BROADCASTING CORPORATION. Og med deltagelse af CINECAP 8, COFIMAGE 36, PALATINE ETOILE 22, CINEVENTURE 10 og med støtte fra EVIDENCE, LA PROCIREP / ANGOA, CREATIVE EUROPE MEDIA PROGRAMMET, CINEMAGE 17. INTERNATIONALT SALG LE PACTE. DANSK DISTRIBUTION CAMERA FILM

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt
Emilie Selin // emilie@have.dk // 26 11 41 04
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80

Fakta om DEN NYE TRIUMFBUE:

Rolleliste:

  • Johan Otto von Spreckelsen: Claes Bang
  • Liv von Spreckelsen: Sidse Babett Knudsen
  • Jean-Louis Subilon: Xavier Dolan
  • Paul Andreu: Swann Arlaud
  • François Mitterrand: Michel Fau

Holdet bag filmen:

  • Instrueret af: Stéphane Demoustier
  • Manuskript af: Stéphane Demoustier baseret på romanen ”La Grande Arche” af Laurence Cossé © Editions Gallimard, 2016
  • Producer: Muriel Meynard
  • Co-producer: Marie Gade
  • Fotograf: David Chambille
  • Klipper: Damien Maestraggi
  • Komponist: Olivier Marguerit
  • Lyddesign: Eddie Simonsen, Johannes Rasmus Rose, Sarah Lelu, Julien Sicart Tam-Tam
  • Production design: Catherine Cosme
  • Kostumier: Camille Rabineau
  • Producent: Ex Nihilo
  • Co-producenter: Zentropa, France 3 Cinéma og Le Pacte
  • Distribution: Camera Film

Øvrige fakta:

  • Premieredato: 25. december 2025
  • Varighed: 107 minutter

Emner

Kontakt