Gå til indhold
Succesforfatteren bag American Psycho, en indædt Putin-kritiker og en tidligere statsminister er blandt hovednavnene på Heartlands Talks-program 2023

Pressemeddelelse -

Succesforfatteren bag American Psycho, en indædt Putin-kritiker og en tidligere statsminister er blandt hovednavnene på Heartlands Talks-program 2023

Bret Easton Ellis, der er forfatter til et af de mest omdiskuterede værker i vor tid, besøger Heartland til sommer. Her kan publikum også opleve den russisk-amerikanske journalist Masha Gessen, Helle Thorning-Schmidt, Sofie Gråbøl, Stine Pilgaard, Steffen Brandt og mange flere – alt sammen i de smukke rammer omkring Egeskov Slot den 8.-10. juni.

De seneste år har Heartland etableret sig som en af Nordeuropas mest anerkendte scener for live-samtaler, der udforsker, udfordrer og giver perspektiver på den verden, vi lever i – og i år er ingen undtagelse. Her vil publikum kunne opleve nogle af verdens mest krøllede og kreative hjerner, inspirerende profiler og største tænkere.

Gennem samtale bliver vi klogere og bedre rustet til de udfordringer, der møder os. Det er netop visionen med de profiler Heartland i dag kan tilføje til årets Talks-program. Her kan publikum opleve stjerneforfatteren Bret Easton Ellis, journalist og forfatter Masha Gessen, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, skuespiller Sofie Gråbøl, forfatter Stine Pilgaard, musiker og sangskriver Steffen Brandt, komikerne Nina Rask og Jan Gintberg, forfatter og musiker Kristian Leth, kunstner Danh Vo, den tyske journalist Ulrike Herrmann, AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, tidligere tech-topdirektør Anja Monrad, skuespillerne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, digter Caspar Eric og sanger Katinka Bjerregaard.

“Kernen i dette års Talks-program er relationer, og hvordan de er presset af indre og ydre konflikter. Gennem meningsfulde samtaler håber vi at give perspektiver, der kan klæde vores gæster på til at navigere i en stadig mere kompleks verden. Derfor er jeg stolt over alle de spektakulære idéer, store personligheder, krøllede hjerner, kloge hoveder og kreative sjæle, som vi får lov til at samle på Heartlands Talks-scener til sommer”, siger Juliane Hartsø Lassen, der står i spidsen for Talks-programmet.

Om den amerikanske drøm
Hvis navnet Bret Easton Ellis ikke klinger bekendt, så gør bogen American Psychodet nok. Historien om den succesfulde børsmægler og massemorder Patrick Bateman, der på overfladen lever et hektisk yuppieliv i 80’ernes New York, er en postmoderne klassiker. Få har provokeret som Bret Easton Ellis, der i årtier har været amerikansk litteraturs enfant terrible. Han er på én og samme gang blevet kaldt progressiv og reaktionær. I selskab med chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik undersøger Bret Easton Ellis forestillinger om den amerikanske drøm og sine egne altid spejlende fortællinger om det amerikanske samfund.

Bret Easton Ellis
Født 1964 i Los Angeles. Bret Easton Ellis er amerikansk forfatter og anses for at være en af de største og mest kontroversielle forfattere i sin tid. Han fik sit store globale gennembrud med romanen American Psycho fra 1991, og blev med denne talsperson for sin generation, Generation X. Efter sit globale gennembrud fulgte andre romaner som Glamorama (1998), Lunapark (2005) og essaysamlingen White (2019).

Bret Easton Ellis er især kendt for sine eksplicitte beskrivelser af sex og vold, men også for, med sit skarpe blik, at skildre det moderne forbrugersamfund, magtens hykleri og menneskers kyniske omgang med hinanden. Efter 13 års roman-stilhed er han nu aktuel med The Shards, der tager læseren med tilbage, hvor det hele startede i 80’ernes Los Angeles. Foruden sit forfatterskab er Bret Easton Ellis også vært for sin egen podcast The Bret Easton Ellis Podcast, hvor han på Ellisk’ vis interviewer andre kulturpersonligheder.

Hvem ejer erindringen?
Hvem ejer erindringen og den historie, der lever videre? Det spørgsmål bliver omdrejningspunktet i samtalen mellem kunstner Danh Vo og forfatter Kristian Leth. Fra hvert sit ståsted og gennem væsensforskellige medier har de to udforsket erindringen og de strukturer, der er udslagsgivende for dén fortælling, der står tilbage. Vo og Leth benytter begge erindringen som katalysator for deres kunst og undersøgelser af identitet, og derfor ser vi frem til at opleve dem undersøge denne fælles inspirationskilde i en live-samtale på Heartland.

Samtalen bliver modereret af journalist og podcastvært Torben Sangild, der er tidligere kulturforsker.

Danh Vo
Født 1975 i Vietnam. Danh Vo er dansk kunstner med vietnamesiske rødder. Vo er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt. I de senere år har han nydt stor bevågenhed på den internationale kunstscene og har en lang række prestigefulde udstillinger bag sig.

Som fireårig flygtede Danh Vo sammen med sin familie fra det sønderbombede Vietnam i en båd, som hans far havde bygget. Familien håbede at nå USA, men blev i stedet samlet op i Stillehavet af et dansk containerskib. Med base i Berlin, Mexico City og på Falster tager Vo ofte afsæt i sin egen personlige historie som immigrant, og sætter sine værker ind i en overordnet fælles historiefortælling.

Kristian Leth
Født 1980 i København og bor i dag i Brooklyn, New York med sin familie. Kristian Leth er musiker, forfatter og journalist. Han er uddannet fra DR’s Talenthold og Forfatterskolen i 2002. Kristian Leths talent peger i mange retninger, men mest af alt er Kristian Leth musiker og forfatter med 16 plader med bl.a. The William Blakes og 10 bøger på cv’et.

Han har både udgivet fantasy-romaner, digte og senest i 2022 erindringsbøgerne En vej ud af tågen og En tid med mirakler, der er de første to bind i Kristian Leths erindringstriologi. Derudover kan han jævnligt opleves som foredragsholder og i diverse tv- og radioprogrammer, som han har modtaget flere priser for – bl.a. DR’s Sprogpris og Prix Radio-prisen.

Forbilleder
Foran enhver præstation ligger inspiration. Den tanke spinder tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og skuespiller Sofie Gråbøl videre på, når de i selskab med moderator Karen Bro, kigger nærmere på hvilke personligheder og begivenheder der har formet dem. Sammen vender de drivkraft, drømme og betydningen af forbilleder. Forbilleder er oprindeligt en serie af podcasts, skabt i samarbejde med Estée Lauder, med nogle af tidens mest engagerende stemmer – denne gang live fra Talks-scenen på Heartland.

Helle Thorning-Schmidt
Født 1966 i Rødovre. Helle Thorning-Schmidt er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har en master fra Europakollegiet i Brugge.

Hun har været politisk aktiv, siden hun var ganske ung. Engang fik hun at vide, at “piger kan blive alt – også statsminister”, og det blev hun i 2011, hvor hun skrev sig ind i historiebøgerne, som Danmarks første kvindelige statsminister. Senest har Helle Thorning-Schmidt været direktør i Save the Children International, men bruger nu det meste af sin tid på bestyrelses- og rådgivningsarbejde. Samtidig har hun også markeret sig i køns- og ligestillingsdebatten med bogen Blondinens Betragtninger (2021).

Sofie Gråbøl
Født 1968 på Frederiksberg. Sofie Gråbøl er autodidakt skuespiller og hører til vor tids allerstørste navne indenfor dansk film og teater.

18 år gammel debuterede hun i den engelsksprogede Gauguin-film Oviri i 1986. Samme år fik hun sit store danske gennembrud i filmen Barndommens Gade. Hun er kendt for sine roller i film og tv-serier som Rose (2022), The Undoing (2020), Blinkende lygter (2000), Den eneste ene (1999), Nikolaj og Julie (2002) og Forbrydelsen (2007). Sofie Gråbøl er blevet hædret for sit arbejde med et hav af danske og internationale priser.

Satire under lup
Vi lever i en forestilling om, at grænsen for satire hele tiden er i bevægelse og i kontakt med tidens takt og tone. Men kan det nu passe, at satiren har en holdbarhedsdato, som altid følger tiden, eller bevæger satirens væsens sig på andre parametre end modeluner og den gode smag? Disse og flere spørgsmål undersøger tre af landets største komikere i en samtale om, hvor satiren er på vej hen.

Mød Jan Gintberg og Nina Rask i selskab med moderatoren Jonatan Spang, der er satiriker og tv-vært på Tæt på Sandheden.

Jan Gintberg
Født 1963 i Lynge. Jan Gintberg er oprindelig uddannet landmand og bachelor i jordbrugsvidenskab fra Veterinær- og Landbohøjskolen.

Det er dog som komiker, han fik sit folkelige gennembrud i slutningen af 90’erne med sine berømte taler til nationen i kultprogrammet Tæskeholdet på P3. Siden da, er det lykkedes Jan Gintberg at positionere sig som mester i skæve betragtninger og en ivrig fortaler for satirens vigtig rolle som bindeled mellem mennesker alle steder i samfundet. Jan Gintberg har både været vært og redaktør på en række samfundssatiriske tv-programmer, bl.a. DR-programmet Gintberg på Kanten, og turneret med flere liveshows, sidst med showet Død eller leende (2021).

Nina Rask
Født 1988 på Østerbro. Nina Rask er satiriker og skuespiller uddannet fra DR’s Talenthold.

Hun er optaget af at portrættere typer og tendenser fra hendes generation, og Nina Rasks satiriske indhold har oftest fokus på det selvbedrag, vi begår i alt fra små hverdagssituationer til større identitetsmæssige problematikker. Derudover har hun også spillet hovedrollen i komedieserien Too Sune?, skabt et utal af sketches til P3 Satire og er vært på to forskellige podcast-serier Funny Guy og Hvor regnbuen ender og senest i teaterstykket SEX på Aveny-T (2022).

I hænderne på autokraterne
Vi lever i en tid, hvor moderne autokratier vinder frem. Som journalist på The New Yorker og forfatter til bl.a. en biografi om Putin har Masha Gessen gennem det sidste årti afdækket, hvordan Putin, Trump og autokratier definerer den tid, vi lever i.

Den russisk-amerikanske journalist, Masha Gessen, der benytter pronominerne de/dem, har indgående erfaring med dette faktum – både personligt og fagligt. Masha Gessen flygtede i 2013 fra Moskva til New York, da de ikke længere følte, at deres familie var sikker i Vladimir Putins LGBTQ+-fjendtlige Rusland. I USA oplevede de, hvordan det amerikanske samfund med Donald Trump i spidsen også anlagde autokratiske tendenser.

Weekendavisens Mads Staghøj, der skriver om alt fra globalisering til ekstremisme og en bred vifte af kulturstof, er moderator.

Masha Gessen
Født 1967 i Moskva. Masha Gessen er russisk-amerikansk journalist, oversætter og forfatter.

De har siden 2017 været fast skribent på The New Yorker, hvor Masha Gessen indædt beskriver Putin og hans autokratiske regime. Masha Gessen har skrevet flere end 12 bøger og er blevet tildelt en række priser. Blandt andet modtog de National Book Award for The Future is History: How Totalitarianism Reclaimed Russia og for The Man Without a Face – The Unlikely Rise of Vladimir Putin, der beskriver Putins skrupelløse vej til magtens tinde.

Dialogernes mestre
Begge er de blevet hædret for deres favntag med det danske sprog – og hvis nogen har ordet i deres magt, så er det netop forfatteren Stine Pilgaard og musikeren og sangskriveren Steffen Brandt. Særligt mestrer de dialogens væsen, der kan fortælle så meget om menneskelige relationer. På hver deres lune og finurlige facon beskriver Steffen Brandt og Stine Pilgaard relationer i alle livets forhold – det og meget mere vil de dele ud af, når de mødes i samtalen på Heartland til sommer. Journalist og podcastvært på Du lytter til Politiken Gudrun Marie Schmidt vil styre slagets gang.

Stine Pilgaard
Født 1984 i Århus. Stine Pilgaard er udannet fra forfatterskolen i 2010 og er cand.mag. i Dansk og Medievidenskab. Hun har skrevet romanerne Min mor siger, Lejlighedssange og Meter i sekundet. I sit forfatterskab er Stine Pilgaard optaget af den måde, hvorpå mennesker taler sammen og taler forbi hinanden. Hun er særligt anerkendt for sin lune, raffinerende og samtidig spiddende pen, når hun beskriver menneskelige relationer.

Stine Pilgaard har høstet et utal af priser, heriblandt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for Min mor siger og Weekendavisens litteraturpris (2020) og De Gyldne Laurbær (2020) for Meter i sekundet.

Steffen Brandt
Født 1953 i Aarhus. Steffen Brandt er musiker, sangskriver og forsanger i TV2, der er et Danmarks mest succesfulde bands. Han er uddannet cand.mag. i Nordisk Litteratur fra Aarhus Universitet. Med sine tekster har Steffen Brandt underholdt publikum med både klarsyn og ironi. Hans tekstunivers tager ofte udgangspunkt i genkendelige hverdagsscenarier – og med sit underspillede poetiske gemyt, formår han både at skrive store kærlighedssange og kritiske samfundskommentarer.

Han har modtaget mange udmærkelser for sin musik og tekster, heriblandt Årets Danske Sangskriver ved Danish Music Awards i 2003 og i 2006, Modersmål-Selskabets Sprogpris (2003) og Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse (2016).

Vi skal på forbrugsskrump – vindmøllerne redder os ikke
Vi må vinke farvel til elbilen, flyrejsen og de nye sko, hvis vores samfund skal undgå at kollapse i fremtiden. Forestillingen om grøn vækst er ikke holdbar, det mener den tyske journalist, forfatter og redaktør Ulrike Herrmann. Hverken vindmøller eller solenergi vil redde planeten, og derfor bliver en afslutning på kapitalismens tidsalder en nødvendighed. For kapitalismens fokus på vækst er ikke bæredygtig. Men hvordan skaber vi så en ny, global og grøn økonomi? Svaret skal ifølge Ulrike Herrmann findes i historien, hvor hun peger på cirkulær økonomi og afvækst. Vi skal simpelthen alle sammen på forbrugsskrump – med den britiske krigsøkonomi som forbillede.

Ulrike Herrmann bliver interviewet af politisk kommentator og vært på P1-programmet Guld og grønne skove, Lars Trier Mogensen.

Samtalen støttes af Den Tyske Ambassade i København.

Ulrike Herrmann
Født 1964 i Hamborg. Ulrike Herrmann er tysk klimajournalist og forfatter. Med en baggrund i filosofi og historie og som redaktør og økonomikorrespondent for den tyske avis TAZ, skriver Ulrike Herrmann om klimakrisen.

I 2022 udgav hun Kapitalismens endeligt. Hvorfor vækst og klimabeskyttelse er uforenelige – og hvordan vi vil leve i fremtiden, der er den mest omtalte fagbog i Tyskland sidste år.

Ulrike Herrmann er en flittigt benyttet ekspertkilde i tyske medier og holder også mange foredrag og talks på tværs af landet.

Hvordan vil AI forme vores fremtid?
Chat-robotterne vinder frem i denne tid, og de får os til at sætte spørgsmålstegn ved mange ellers grundlæggende aspekter af vores samfund. Hvordan passer vi vores arbejde, når nu en robot kan gøre det meste, og hvordan skal vores studerende gå til eksamen i en tid, hvor ChatGPT kan besvare deres opgave på 5 minutter?

AI eller kunstig intelligens rummer potentialer og faldgruber, som går langt ud over chatrobotterne og vores umiddelbare fatteevne. Hvordan vil AI ændre ved vores måde at tænke kunst, samfund og relationer – dette og meget mere vil tidligere tech-topdirektør Anja Monrad og AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm sammen undersøge.

Samtalen er modereret af Christiane Vejlø, fremtidsanalytiker, radiovært og en af landets førende eksperter, når det gælder forholdet mellem mennesker og teknologi.

Anja Monrad
Født 1966 i Polen og flyttede til Danmark som barn. Med mere end 30 års erfaring som international topchef i IT-branchen har Anja Monrad ikke kun været den højst placerede kvinde på den danske tech-scene, men også internationalt i Europa. Hun har netop afsluttet en 23-årig operationel karriere indenfor salg og marketing hos IT-giganten Dell Technologies, hvor hun senest var øverste ansvarlige for henholdsvis Vest-, Central- og Østeuropa. Anja Monrad er i dag Forkvinde for IT Branchen i Danmark og medlem af adskillige bestyrelser.

Cecilie Waagner Falkenstrøm
Født 1984 i Aarhus. Cecilie Waagner Falkenstrøm er uddannet både cand.merc. fra Copenhagen Business School og MA Fine Art fra University of the Arts London.

Cecilie Waagner Falkenstrøm arbejder med kunstig intelligens (AI) som kunstner sammen med sit tech team i studio ARTificial Mind. Hun stiller skarpt på de etiske og eksistentielle muligheder og dilemmaer, som kunstig intelligens medfører for vores liv og samfund.

Kan Mars redde os fra os selv?
Kan vi finde liv på Mars, og er det overhovedet muligt at skabe et sted relevant for menneskeheden 55 millioner kilometer væk fra jorden? Hvad skal der til, og hvor langt er vi fra? Og hvad vil det overhovedet sige at leve på Mars? Mød to af Danmarks førende Mars-eksperter til en samtale om den røde planet, rumfart og liv.

Samtalen modereres af journalist Anders Høeg Lammers, som er forskernes redaktør på Videnskab.dk.
Samtalen præsenteres i samarbejde med Videnskab.dk.

John Leif Jørgensen
Født 1957 i København. John Leif Jørgensen er uddannet astrofysiker fra Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet. Han er professor i rumfartsteknologi ved DTU-Space og Co-investigator på Juno missionen, der blandt andet skal kortlægge Jupiters magnetfelt. John Leif Jørgensen har leveret instrumenter til mere end 75 internationale satellitter og har modtaget talrige priser fra NASA og ESA for sin forskning.

Kai Finster
Født 1961 i Tyskland. Kai Finster er professor i astrobiologi ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet. Han er uddannet i mikrobiel økologi fra Aarhus Universitet og forskede i mange år i bakteriernes rolle for stofkredsløbene på havbunden. Gennem årene tog forskningen dog en helt anden drejning og endte i verdensrummet, hvor Kai Finster nu undersøger de udfordringer, bakterier møder, når de udsættes for forhold, som forefindes på Mars.

Om kærlighed og parforhold i dag
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har i deres samarbejde sat tematisk fokus på overgangen fra ung til voksen og portrætteret deres generations store forventninger til tilværelsen - senest i biograffilmen Elsker dig for tiden (2022). Med udgangspunkt i deres mangeårige samarbejde vil de zoome ind på, hvilke udfordringer de store forventninger kan skabe for kærligheden og parforholdet i dag.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag begyndte deres samarbejde i 2015 med at lave satire på DR, hvor de skabte generationsportrættet Generation SoMe. Siden skabte de 5 sæsoner af tv-serien 29 (2018-2021), som de i 2020 vandt en Robert for. I 2022 havde de premiere på biograffilmen Elsker dig for tiden, som de også selv skrev og instruerede. Til vinter har de premiere på DR-serien Bag enhver mand.

Om at være en krop i verden
Katinka Bjerregaard og Caspar Eric er begge forfattere og musikere. Sammen taler de om, hvordan en krop er i en verden, om samfundets stigmatisering og diskrimination af kroppe, der er ’anderledes’, og om fornemmelsen af at få frataget sin egen krop. De taler med udgangspunkt i deres aktuelle bøger, der med et poetisk sprog rører os med humor og kraft, og de stiller skarpt på krydsfeltet mellem det private og det politiske.

Samtalen præsenteres i samarbejde med Gyldendal.

Katinka Bjerregaard
Født 1991 i København. Katinka Bjerregaard er autodidakt musiker, sangskriver og frontperson i Katinka Band. I marts 2023 debuterede hun som romanforfatter med bogen Klump – en kærlighedshistorie.

Caspar Eric
Født 1987 i København. Caspar Eric er digter og dramatiker, og han debuterede i 2014 med poesiudgivelsen 7/11 og er nu aktuel med sin syvende digtsamling Nye Balancer med genrebetegnelsen handicapdigte.

Pressefotos
Hent pressefotos her.

Flere offentliggørelser på vej
De kommende uger vil der løbende blive offentliggjort flere tilføjelser til Heartlands program. Den 27. marts offentliggøres Talks-programmet sidste internationale hovednavn. Festivalen finder sted fra torsdag den 8. juni til lørdag den 10. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.

BILLETSALG
Partoutbillet: 2.540 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 840 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: 1.840 DKK ekskl. gebyr (udsolgt)
2-dagsbillet, børn (6-12 år): 695 DKK ekskl. gebyr (udsolgt)
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr (udsolgt)
1-dagsbillet: 1.240 DKK ekskl. gebyr (lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (6-12 år): 350 DKK ekskl. gebyr (lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr (lørdag udsolgt)

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, tenthouse eller caravan): 250 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 1.000 DKK ekskl. gebyr
Tenthouse (2 pers.): 2.540 DKK ekskl. gebyr
Caravanpas (uden strøm): 1.240 DKK ekskl. gebyr
Strøm til caravanpas: 940 DKK ekskl. gebyr
Mini Lodge (2 pers.): 5.940 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
Boutique Tent (2-4 pers.): 6.940 DKK - 8.940 DKK ekskl. gebyr

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
Heartland & HAVE Kommunikation & PR

Kontakt
Karen Sigrid Jacobsen // karensigrid.lunn@heartlandfestival.dk // 26 71 21 30
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86

Heartland
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Talks-ansvarlig: Juliane Hartsø Lassen // juliane@heartlandfestival.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Heartland finder sted næste gang d. 8. – 10. juni 2023. Mere info om Heartland kan findes på heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: @heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af: Faaborg Midtfyn Kommune, Udvikling Fyn & Albani

Emner

Kategorier

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark