Gå til indhold
Suset 2025 offentliggør årets første navne: Aqua, HUGORM, Lamin, Annika, Kellermensch og Turboweekend

Pressemeddelelse -

Suset 2025 offentliggør årets første navne: Aqua, HUGORM, Lamin, Annika, Kellermensch og Turboweekend

Suset vender tilbage til Esbjergs havnefront d. 22.-23. august 2025 efter en vellykket debut i 2024. Gæsterne kan næste år se frem til at opleve popikonerne fra Aqua, HUGORM, rapkometen Lamin, samt optrædener fra det prisvindende unge stjerneskud Annika, bysbørnene Kellermensch og et længe ventet comeback fra Turboweekend. Flere kunstnere bliver offentliggjort inden længe.

I dag afslører Suset de første seks navne til næste års festival, som allerede nu giver en smagsprøve på et program, der rider videre på bølgen efter en succesfuld debut og spænder bredt over forskellige genrer.

"Vi er dybt taknemmelige for den overvældende opbakning og tilslutning, som strømmede ind sidste år. Det var ganske enkelt nogle magiske dage med en vidunderlig energi, der fyldte pladsen. Vi tror på, at vi har skabt noget helt særligt - noget vi er både meget stolte af og ydmyge over. Det bliver kæmpestort at kunne byde publikum velkommen tilbage i 2025”, udtaler festivalens direktør Tobias Kippenberger.

Dagens offentliggørelse til Suset 2025
Aqua
HUGORM
Lamin
Annika
Kellermensch
Turboweekend

Tobias Kippenberger tilføjer om den første musikpakke:

”Med disse seks artister kommer vi flyvende fra start med årets program. Vi får både pop, rock og rap på plakaten, som ovenikøbet spænder bredt over flere generationer helt fra 90’erne og frem til to af de allerstørste, nye stjerneskud på den danske musikscene.”

Aqua
Første navn på Suset-plakaten er den dansk-norske 90'er-popgruppe Aqua, som består af Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og tidligere medlem Claus Norréen.

Aqua opnåede et internationalt gennembrud på rekordtid med deres energiske musik på debutalbummet Aquarium i 1997. Bandet har toppet hitlisterne i både ind-og udland med en perlerække af popklassikere som “Doctor Jones”, “Roses Are Red” og ikke mindst “Barbie Girl", der har over 560 millioner afspilninger på Spotify. Aqua har gennem tiden solgt mere end 38 millioner album og har dermed cementeret deres status som den bedst sælgende danske musikgruppe nogensinde.

Aqua opløste sig midlertidigt i 2001, men fandt sammen igen i 2008, og har siden 2016 turneret verden rundt med deres otte personers live-band. Sidste år udgav Aqua hitsinglen “Barbie World” med Nicki Minaj og Ice Spice i anledning af Barbie-filmen, der er blevet streamet mere end 500 millioner gange alene på Spotify. Hitgruppen har netop spillet for tusinder af fans i Royal Arena og skal til sommer give Suset-publikummet en ægte popfest, når de vender tilbage til Esbjerg for første gang siden 2018.

HUGORM
Det danske elektro-rockband HUGORM har hurtigt bidt sig fast i musiklandskabet herhjemme med deres rå og eksperimenterende lyd. Bandet opstod i 2017 i Klitmøller med Simon Kvamm i front, flankeret af Morten Gorm og Arni Bergmann.

Med udgivelsen af deres debutalbum FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT i 2020 stod de hurtigt på landets spillesteder, hvor debutkoncerterne blev udsolgt på ingen tid, og bandet beviste deres evner som liveperformere.

Det anmelderroste album TRO, HUG & KÆRLIGHED fra 2022 blev særligt bemærket og kåret som Årets Rockudgivelse af GAFFA. Albummet kombinerer bandets karakteristiske intense rockproduktioner med sårbare tekster og melankolske melodier.

Senest har de udgivet albummet DRØMMEHUG (2024), der atter udviser bandets evne til at forny sig. Her går HUGORM en ny musikalsk retning og bevæger sig ind i elektro-dance-genren med lyse og euforiske numre. GAFFA har kvitteret med 6 stjerner og ordene “hvis HUGORM ikke var det allerede, så er dette album skiven, der kommer til at cementere trioen som landets stærkeste liveband".

Lamin
Lamin
har de seneste år været et uundgåeligt navn på festivalscenerne, i radioen og ikke mindst på hitlisterne med numre som “Gode Dage, Gode Drinks”, “Æstetisk” og “De Her Timer”.

Den kompromisløse, trippelt platinsælgende rapper er et af de hurtigst voksende navne på den danske hiphopscene, og han er kendt for sin kreative færden i et personligt tekstunivers. Siden sit første studiealbum Hva ved de om Lams fra 2021 har Lamin redet på en tiltagende bølge af succes. I 2022 vandt han Årets Nye Navn til DMA og P3-talentet ved P3 Guld. Senest har han vundet P3-prisen ved P3 Guld 2024 og spillet en udsolgt koncert i Royal Arena med sin musikalske makker Artigeardit.

Med sig på Suset 2025 har Lamin sit nyeste album SkyLL (2024), der er blevet mødt med stor ros og 5-stjernede anmeldelser, og som på de første 24 timer streamede mere end 1,6 millioner gange.

Annika
19-årige Annika Wedderkopp er en spirende stjerne på den danske musikscene, der gennem sociale medier har fået bred opmærksomhed i både Danmark og vores skandinaviske nabolande.

Siden hun sidste sommer begyndte at lægge klavervideoer på TikTok, har Annika opnået flere millioner streams og kan endda kalde sig modtager af P3-talentet ved P3 Guld 2024. Hendes personlige tekster og unikke vokal har betaget lytterne fra start, og debutsinglen “Knuser Hjerter” (2024) toppede hurtigt hitlisterne, nu med over 10 millioner afspilninger på Spotify. Senere på året udgav Annika EP’en Nye Tider samt radiohittet “Så længe jeg er sexy.”, der bygger videre på hendes stærke musikalske sans og skarpe lyrik. Annika markerer sig som en talentfuld sanger, der helt bestemt er værd at holde øje med, og i 2025 optræder Annika på Suset.

Kellermensch
Den vestjyske rockgruppe Kellermensch blev dannet i 2006 og tæller de seks medlemmer Sebastian Wolff, Jan V. Laursen, Christian Sindermann, Anders Trans, Claudio Wolff Suez og John V. Laursen. Forsanger Sebastian Wolff spillede en solokoncert på Suset i 2024, og nu vender han tilbage med hele bandet i ryggen - klar til at blæse publikum bagover.

Kellermensch er blevet et internationalt koncertfænomen. GAFFA har gentagne gange kvitteret for deres intense, dramaturgiske liveoptrædener med 6 stjerner, og det er ikke uden grund. Deres unikke blanding af hård rockmusik kombineret med trædeorgel og strygere har ikke bare skabt opmærksomhed, men nærmest pustet nyt liv i dansk rockmusik.

I 2017 udgav Kellermensch albummet Goliath, der høstede millionvis af afspilninger på Spotify, og bandets seneste, anmelderroste album Capitulism fra 2022 blev nomineret til flere GAFFA AWARDS.

Publikum kan glæde sig til at opleve bandets uforlignelige energi, når de spiller på Suset i 2025.

Turboweekend
Turboweekend
stormede ind på den danske musikscene i midten af 00'erne med deres soulede og elektriske lyd. Barndomsvennerne Martin Øhlers Petersen, Silas Bjerregaard og Morten Køie dannede bandet i 2006, som senere blev fuldendt med Anders Møller.

Med deres udadvendte, soulede og elektrisk ladede lyd – og hits som “Into You” – erobrede de hurtigt landets største scener, inden de i 2018 valgte at stoppe med en sidste tour. Eller det troede de...

Turboweekend er nemlig tilbage, og de er klar til deres store comeback i 2025, hvor de lægger turen forbi Esbjerg og Suset.

Da Turboweekend debuterede, kom de med en ny energi, som skar igennem den melankolske tone, der ellers prægede den alternative danske musikscene i 00’erne. Debutalbummet Night Shift(2007) lagde fundamentet, inden gennembruddet kom med Ghost of a Chance (2009), der sikrede dem flere priser og cementerede deres plads i dansk musikhistorie.

Fotos kan hentes her.

Billetsalg

Pre-sale af Early Bird partoutbilletter til nyhedsbrevsmodtagere starter onsdag d. 20. november kl. 10:00 og slutter torsdag d. 21. november kl. 23:59, eller når der er udsolgt. Samtidig sættes et begrænset antal Under 25-partoutbilletter i salg. Fredag d. 22. november kl. 00.00 går Early Bird partoutbilletterne i regulært salg.

D. 29. november frigives dagsbilletterne.

PRISER
Early Bird partoutbillet: 1140 DKK ekskl. gebyr
Under 25 partoutbillet: 1115 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 430 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr

Partoutbilletterne stiger i følgende rater:
29. november: 1240 kr. ekskl. gebyr
1. april: 1340 kr. ekskl. gebyr
1. juli 1495 kr. ekskl. gebyr

Dagsbillet: 895 DKK ekskl. gebyr
Dagsbillet, børn (6-12 år): 270 DKK ekskl. gebyr
Dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontakt
Presseansvarlig - HAVE Kommunikation:
Anja Linnet // anja@have.dk // 22 65 53 48
Jesper Bæk Nielsen // jesper@have.dk // 23 27 02 97

Suset Festival:
Direktør: Tobias Kippenberger // tobias@livenation.dk

Om Suset festival
Suset er en musikfestival med tæerne i havnebassinet og solnedgangen i horisonten. Her samles gamle og nye venner i fællessang og stammedans med tidens musikalske superstjerner og kulinariske favoritter lige midt i hjertet af Esbjerg. Her er høje grin, varme kram, store glas og rummelige tallerkener – det hele serveret med endnu større smil.

Suset Festival 2025 finder sted på Esbjerg Havn d. 22.-23. august 2025.

Suset Festival på web
Hjemmeside: suset.dk
Instagram: @susetfestival
Facebook: @susetesbjerg
TikTok: @susetfestival
Snapchat: @susetfestival

Suset Festival er støttet af:
Esbjerg Kommune
Rockstar Energy

Emner

Kontakt