Gå til indhold
Foto: Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo

Pressemeddelelse -

SVEND FILMDAGE: Susanne Bier modtager Årets Hæderspris 2023

SVEND – Hele Danmarks Filmpris hylder i år instruktør Susanne Bier for sit uundværlige og helt enestående arbejde i danske og internationale film i over 35 år. Flere arrangementer vil fra den 24. august til den 30 august 2023 have Susanne Bier i fokus – her modtager hun blandt andet Årets Hæderspris ved SVEND Prisen, der finder sted den 30. august i Krøyers Have i Svendborg med Lars Hjortshøj som vært.

SVEND Filmdage afvikles fra den 24. august til den 30. august i Svendborg og finder sted for 19. gang i år. Her får det danske publikum endnu en gang mulighed for at opleve og hylde de allerbedste præstationer inden for film og skuespil samt opleve en hel uge med en masse filmvisninger og fordybelse. Ligesom de seneste år hylder SVEND Filmdage 2023 én af Danmarks største og mest markante personligheder, og i år er valget faldet på Susanne Bier. Udover at modtage Årets Hæderspris ved SVEND Prisen vil Susanne Bier være i fokus ved en række særlige arrangementer.

Klaus Hansen, formand for SVEND Filmdage, udtaler:

"SVEND Filmdage hylder de store personer inden for dansk film. De personer der kan få os til at græde, gyse, glædes og som samtidig giver os eftertanke og lyst til samtale, når vi kommer ud af biografmørket. Susanne Biers lange karriere lever til fulde op til disse kriterier. Fra instruktørdebuten ’Freud flytter hjemmefra’ over ’Den eneste ene’, der var Biers store gennembrud, til det internationale gennembrud med Oscar-vinderen ’Hævnen’ (som i parentes bemærket der med trailerne til Oscar-showet gjorde Sydfyn og kornsiloen i Rudkøbing verdenskendt). Susanne Bier har siden slået sit navn fast på den internationale dramascene, hvor hun har instrueret flere anmelderroste film og tv-serier til glæde for et stort publikum. Uanset om Susanne Bier instruerer film eller tv-serier, så evner hun at omsætte relevante og svære livs- og samfundstemaer til fortællinger for det brede publikum, og hun er dermed med til at sikre begrebet ”populærkultur” som en hædersbetegnelse. SVEND Filmdage er rigtig glade for, at Susanne Bier har takket ja til at være årets hædersgæst – og at publikum under SVEND Filmdage får mulighed for at komme tæt på denne kunstner, der har betydet så meget for dansk film og tv-serier. På Fyn, i Danmark og internationalt.”

    Ugelang hyldest af Susanne Bier i stemningsfulde Svendborg
    Susanne Bier modtager ved prisuddelingen Årets Hæderspris og er samtidig fokus og omdrejningspunkt for flere aktiviteter fra den 25. august til den 30. august. Her kan man bl.a. opleve TALK’s med Susanne Bier, open air-visninger af nogle af Biers film samt andre arrangementer, der på den ene eller anden måde knytter sig til Biers lange karriere.

    Publikum i alle aldre kan glæde sig til spændende filmtalks, open air-visninger, udstillinger og meget mere. Programmet til dette års SVEND Filmdage opdateres løbende, og du kan holde dig orienteret på svendfilmdage.dk.

    Med venlig hilsen
    HAVE Kommunikation & PR

    For yderligere, kontakt venligst
    Rikke Hesselholt · Rikke@have.dk · 28 43 38 93
    Julie Qvick · julieq@have.dk · 22 72 75 56

    Om Susanne Bier
    Susanne Bier er én af de mest markante danske filminstruktører og har de senere år opnået en betydelig international status. Hun er den eneste kvindelige filminstruktør i verden, der har vundet både en Oscar, en Golden Globe, en Emmy og en European Film Award. Alene herhjemme har hendes film solgt over 4 mio. biografbilletter. Hun debuterede med det svenske familiedrama Freud flytter hjemmefra i 1990 inden det store folkelige gennembrud med Den eneste ene i 1999. Herefter har succeserne stået i kø, bl.a. med dogmefilmen Elsker dig for evigt, Brødre, Efter Brylluppet, som indbragte hende sin første Oscar-nominering, den Oscar-belønnede Hævnen og Den skaldede frisør. Internationalt har hun lavet filmene Things We Lost in the Fire med Halle Berry og Benicio Del Toro og Serena med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence samt den prisbelønnede og meget succesfulde tv-serie The Night Manager med Tom Hiddleston og Hugh Laurie, som indbragte Susanne Bier en Emmy. Bier har desuden haft verdenspremiere på den amerikanske Netflix-thriller Bird Box med Sandra Bullock og John Malkovich på rollelisten, HBO-serien The Undoing med Nicole Kidman, Hugh Grant og Noah Jupe og senest The First Lady i 2022.

    Emner

    Kategorier

    Kontakt

    Rikke Hesselholt

    Rikke Hesselholt

    Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
    Julie Qvick Nielsen

    Julie Qvick Nielsen

    Pressekontakt Rådgiver

    Om os

    For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

    For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

    Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

    Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

    Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

    HAVE Kommunikation
    Hillerødgade 30 B
    2200 København N
    Danmark