Gå til indhold
Tillykke til Jens Fup, S’janten og alle de andre i Pløresødallejren: Basserne fylder 70 år – og fejres med stort jubilæumsblad

Pressemeddelelse -

Tillykke til Jens Fup, S’janten og alle de andre i Pløresødallejren: Basserne fylder 70 år – og fejres med stort jubilæumsblad

Det er nu 70 år siden, at Mort Walkers højtelskede tegneserieserie Basserne første gang så dagens lys. Det markeres med et ekstra stort jubilæumsnummer på 100 sider, som er spækket med jubilæumsindhold, klassiske striber, artikler og hyldester til serien. Bladet udkommer den 3. september, som i øvrigt ville have været Mort Walkers 97-års fødselsdag.

På dansk har vi kendt serien som Basserne siden 1972, men den allerførste stribe udkom i en håndfuld amerikanske aviser den 4. september 1950. På engelsk hedder serien Beetle Bailey, som også er navnet på seriens hovedperson – ham, som vi på dansk naturligvis kender som Jens Fup.

Oprindeligt var han universitetsstuderende, men allerede i 1951 meldte Fup sig til militæret. Lige siden har han haft hjemme i Pløresødallejren, side om side med S’janten, Juan, Fjotte, Pjock, Generalen, Frk. Olsen og alle de andre.

En hjertevarm hyldest til Mort Walker (1923-2018)
De seneste 39 år er Basserne udkommet hver anden uge i Danmark. I dag er det Nordens næststørste tegneserieblad, kun overgået af Anders And & Co. – og begge udgives af Egmont Publishing.

Seriens skaber, Mort Walker, stod bag mere end 25.000 striber før sin død i 2018. Basserne lever dog videre, ikke mindst takket være Walkers tre sønner, Neal, Brian og Greg.

70-året er det første runde jubilæum siden Walkers død, og således er det store jubilæumsnummer, der er på gaden den 3. september, en hjertevarm hyldest til den højtelskede tegner. Walker ville være fyldt 97 år den samme dag.

Spændende artikler, tegnede hyldester og striber fra alle seriens år
I bladet kan man læse en vifte af spændende artikler om serien – herunder én skrevet af Walkers barnebarn Dave, som er dokumentarfilmskaber. Tidligere på året udsendte han den 16 minutter lange dokumentarfilm Reveille – A Family Legacy in Comics om sin families arbejde med serien. Den kan ses gratis her.

Bladet rummer også en række sjove og rørende hyldester fra folkene bag tegneserierne Tundra, Hjalmar, Betty og Storefri, samt en masse billeder af Mort Walker gennem årene. Man kan også lære seriens forskellige tegnere bedre at kende, såsom danske Henrik Rehr.

Endelig er jubilæumsbladet naturligvis også spækket med striber fra alle seriens 70 år – fra den allerførste stribe nogensinde og frem til i dag.

”70 år er en enorm milepæl for en tegneserie”
"Basserne er intet mindre end en tidløs tegneseriesensation. Når man tænker på, hvor meget verden har forandret sig gennem de seneste 70 år, er det dybt fascinerende, at Basserne har formået at bevare sin relevans og tiltrækningskraft hele vejen igennem,” udtaler Gitte Hoffmann Hansen, som er marketingchef hos Egmont Publishing.

Om det store jubilæumsnummer forklarer hun:

”Mort Walker er et vaskeægte geni, og med dette nummer har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at skabe en hyldest, der er ham værdig – og som giver læserne mulighed for at begribe, hvilken enorm milepæl 70 år er for en tegneserie.”

Basserne nr. 1119 udkommer 3. september 2020. Pris: 44,95 kr.

Med venlig hilsen
HAVE

For yderligere informationer, kontakt venligst:
Sofie Klindrup / sofiek@have.dk / 25 48 37 49

10 sjove facts om Basserne 

  • Oprindeligt hed figuren Beetle Bailey faktisk Spider, og han var studerende på Rockview College, som på dansk kom til at hedde Rynkebjerg Universitet
  • Spider var blot én blandt flere karakterer, men en ugebladsredaktør, John Bailey, foreslog Mort Walker at koncentrere sig om den henslængte figur – et råd, som Walker tog imod, hvorefter han også omdøbte figuren og gav ham samme efternavn som redaktøren
  • Første gang, verden så Jens Fup i militæruniform, var i 1951 – parallelt med virkelighedens Koreakrig
  • I 1954 blev Jens Fup faktisk hjemsendt fra militæret, men det fungerede ikke så godt – men det førte til skabelsen af serien Mads & Misse, og sidstnævnte er Jens’ søster
  • Mads & Misse blev skabt i samarbejde med Dik Browne, der også står bag serien Hagar, som man ligeledes kan læse i Basserne
  • I 1950’erne bandlyste det amerikanske militær Basserne fra Tokyo-udgaven af sin officielle avis, Stars and Stripes, fordi man mente, at serien kunne inspirere soldater til at udvise manglende respekt for deres overordnede – men bandlysningen tiltrak stor opmærksomhed fra medierne og gjorde kun serien endnu mere populær
  • Basserne er blevet trykt i omkring 1.800 aviser over hele verden
  • Charmetrolden Juan dukkede for første gang op i 1957 og har været fast bestanddel af serien lige siden
  • Efter klager over, hvordan Frk. Olsen altid blev begloet af mændene i serien – og ikke mindst generalen – skabte Walker i 1982 en mandlig modpart, tennistræneren Rolf, som var meget populær hos både Frk. Olsen og generalens kone
  • Walkers mangeårige makker, Jerry Dumas, indledte samarbejdet med Walker i 1956, og foruden Basserne har de to blandt andet også samarbejdet om Sam & Silo – og denne serie stod Dumas egenhændigt for fra 1995 og frem til sin død i 2016

Emner

Kontakt

  • Basserne 70 år – forside.jpg
    Basserne 70 år – forside.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2000 x 2998, 1,16 MB
    Download
  • Basserne 70 år – Juan.jpg
    Basserne 70 år – Juan.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3461 x 955, 1,15 MB
    Download
  • Basserne 70 år – skål for 70 år.jpg
    Basserne 70 år – skål for 70 år.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1693 x 1561, 500 KB
    Download
  • Basserne 70 år – Mort Walker og Fup.jpg
    Basserne 70 år – Mort Walker og Fup.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4664 x 4471, 1,59 MB
    Download
  • Basserne 70 år – Mort Walker tegner Lyndon B. Johnson.jpg
    Basserne 70 år – Mort Walker tegner Lyndon B. Johnson.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2793 x 2247, 1,34 MB
    Download