Gå til indhold
Tomorrow Festival offentliggør stærke navne til change-, talk- og musikprogrammet

Pressemeddelelse -

Tomorrow Festival offentliggør stærke navne til change-, talk- og musikprogrammet

Tomorrow Festival kan i dag løfte sløret for en bred vifte af aktuelle navne der tilføjes plakaten til Danmarks nye bæredygtighedsfestival. Oplev blandt andre madkunstner Mette Martinussen på Change Tomorrow, Esther Kjeldahl x Emma Holten og Morten DD x Anna von Sperling på festivalens samtaleprogram Listen Tomorrow, mens Selma Judith, Calby, Phlake og Bisse føjes til musikprogrammet Feel Tomorrow.

Når Tomorrow Festival afholdes til september, bliver det med et helt nyt festivalformat, der kombinerer samtaler, koncerter og gastronomi med visuelle iscenesættelser, fysiske oplevelser og konkrete klimavenlige løsninger på hverdagsudfordringerne.

En bred vifte af navne er allerede offentliggjort, og nu kan sløret løftes for endnu en række stærke navne på henholdsvis oplevelsesprogrammet Change Tomorrow, samtaleprogrammet Listen Tomorrow og musikprogrammet Feel Tomorrow:

Change Food: Immersiv totaloplevelse med Mette Martinussen
Vi ved alle, at den røde bøf er uartig. Men hvad gør man, når man er faret vild i de grønne fortællinger og endnu ikke er nået til fumlestadiet med quinoa? Og hvad er mulighederne?

På Tomorrow Festival står Mette Martinussen for Change Food, der er en inddragende madoplevelse, der også er teater – eller måske er det teater, der også er en madoplevelse? Uanset hvilket madstadie du befinder dig på, vil Change Food kaste lys over, hvordan du kan aktivere din handlekraft og gøre middagsbordet forførende samtidig med, at du er klimavenlig.

Og det bliver unikt. Det bliver sanseligt. Det bliver forførende – og ikke mindst overraskende, når madkunstner og iværksætter Mette Martinussen tager os med på en rejse ind i fremtidens madunivers i grænselandet mellem mad og kunst på Tomorrow Festival.

Mette Martinussen er synonym med overraskende totalteater, hvor måltidet iscenesættes så det skaber kropsligt nærvær og motiverer til forandring og handling. På Tomorrow Festival samarbejder Mette Martinussen med teaterinstruktør Rolf Heim, som hun modtog årets Reumert sammen med for deres opsætning af Thomas Vinterbergs Festen som madteater.

Sig ikke ’klimakrise’ uden ’feminisme’ og ’økonomi’
Samtale mellem Esther Kjeldahl fra Den Grønne Studenterbevægelse og Emma Holten fra Kvinderådet. Undervejs vil de udforske, hvordan en feministisk tilgang til økonomien kan give os et nyt perspektiv på, hvad der er værdifuldt til gavn for både klimaet og ligestillingen i samfundet.

Fortryl den nære natur
Samtale mellem Anna von Sperling, journalisten bag ’Informations Naturskole’, og Morten DD, som er blevet kåret som Danmarks bedste naturformidler. I fællesskab vil de tage publikum med ind i naturens forunderlige univers og åbne op for den natur, der er lige foran os, men som vi kun ser, når vi er opmærksomme.

Programmet på festivalens musikscene er udvidet til nu også at rumme disse kunstnere:

Selma Judith
I Selma Judiths musik vil du opleve alt fra harper, strygere og jazzstandarder pakket ind som smooth pop, der både indeholder en indigneret vrede og eftertænksom dybde. Hun debuterede med singlen ’Kind of Lonely’ i 2018, og hun har bl.a. været nomineret til Årets Håb ved Steppeulven og Soundvenues Fremtidspris, ligesom hun har fået ”hold øje med”-stemplet i Politiken.

Phlake (akustisk)
Kometduoen vil optræde med et unikt akustisk setup på TOMORROW, og publikum kan således glæde sig til anderledes udgaver af kæmpehits som ’Angel Zoo’, ’Baby Steps’ og ’The Rascal’. I 2016 kastede de med debutalbummet ’Slush Hours’ hele Danmark ud i en kollektiv Phlake-psykose, og siden har de ikke været til at undgå i radioen. De har også prydet flere af Danmarks største scener – herunder Orange Scene på Roskilde Festival og Royal Arena.

Calby
Med et moderne soul-udtryk debuterede danske Calby i 2019 med sangen ’The Everyday Bit’. I starten af 2020 blev den fulgt op af ’Burnout’, som blev hans helt store gennembrud og det næstmest spillede nummer på P3 sidste år. Calbys sange og univers bevæger sig i krydsfeltet mellem soul, pop og indierock og besidder en tidløshed, som gør det svært at definere, om musikken er skabt i dag eller i en helt anden tidsalder.

Bisse
Bisses spraglede og tænksomme musik er svær at sætte i boks. Når du tror, du er ved at indfange den, kommer han ud med et nyt projekt og udtryk, der peger i en ny retning. Han eksperimenterer også med det danske sprog, så det river dig ud af hverdagen og ind i de universer, som musikken maler. Anmelderne har kastet en regn af stjerner over Bisses albums, og siden han debuterede i 2014, har han været hyperproduktiv med ikke mindre end 11 albumudgivelser.

Køb billetter og læs mere om det øvrige program for TOMORROW Festival på https://tomorrow.today

Med venlig hilsen
HAVE

For yderligere information, kontakt venligst:
Johannes Mandal · johannes@have.dk · 22 28 77 77
Anja Linnet · anja@have.dk · 22 65 53 48

FAKTA

Tomorrow Festival finder sted den 3. og 4. september 2021 i Valbyparken i Københavns Sydhavn.

Billettyper:

Partoutbillet: 750,-

Endagsbillet: 499,-

Studerende, pensionister og grupper på min. 10 personer får 25% rabat

Børn 0-14 år: Gratis

Billetter udbydes af Ticketmaster.

Festivalpartnere

Founding Partnere: Københavns Kommune - PensionDanmark

Festival Partnere: Carlsberg - By & Havn - Stark

Change Home Partner: Forenet Kredit

Change Partnere: Beckett Fonden - Danske Rederier - Danske Maritime - Den Danske Maritime Fond – Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen

Sprout Partnere: Innovationsfonden - Vækstfonden - Danmarks Grønne Investeringsfond

Udførende Partnere: Good Boys Agency - Roskilde Festival

Support Partner: United Nations Development Programme

Logistikpartnere: Copenhagen Malmö Port

Leverandører: Philipson Wine

Forholdsregler omkring COVID-19

Vi har endnu ikke lagt COVID-19 bag os. Derfor følger vi til enhver tid myndighedernes retningslinjer, så vi kan afholde en tryg og sikker festival – også sundhedsmæssigt.

Emner

Kategorier

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark