Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Topnavn inden for digital kommunikation indtræder i HAVEs bestyrelse

Billedtekst: Foto af Benjamin Rud Elbert. Ingen fotograf kreditering nødvendig. Kan publiceres vederlagsfrit.

Benjamin Rud Elberth er en af Danmarks skarpeste formidlere, når det kommer til digital kommunikation og sociale medier. Nu indtræder den garvede kommunikatør i bestyrelsen for kommunikationsbureauet HAVE.

Gennem mere end ti år har Benjamin Rud Elberth etableret sig selv som en af Danmarks førende eksperter inden for digital kommunikation og sociale medier.

Nu indtræder han i bestyrelsen for kommunikationsbureauet HAVE, hvor han skal understøtte integrationen af det traditionelle pressearbejde og formidlingen på de digitale og sociale platforme.

Han står i spidsen for Elberth Kommunikation som direktør og rådgiver for en bred vifte af organisationer, og blandt nuværende og tidligere kunder finder man Region Hovedstaden, DBU, Landbrug og Fødevarer, Dansk Idrætsforbund, Børns Vilkår, Copenhagen Capacity og Muskelsvindfonden.

Rådgiver ministre og borgmestre
Elberth har desuden indgående erfaring på det politiske område, hvor han bl.a. hjælper politikere og partier med rådgivning og strategi – ikke mindst i forbindelse med brugen af sociale medier under valgkampe.

Således har Elberth spillet en aktiv rolle som rådgiver ved de seneste folketingsvalg, kommunalvalg og Europa-parlamentsvalg for både ministre, borgmester og kandidater. Erfaringen på det politiske område stammer ikke mindst fra Elberths tid som Digital Chef for Socialdemokraterne.

Skal rådgive HAVE om en ny tids kommunikation
Elberth har en kandidatgrad i dansk fra Aarhus Universitet samt en masteruddannelse i tværmedial kommunikation fra Københavns Universitet. Det er netop den tværmediale tilgang og forståelse, der er hans helt store force og årsagen til, at HAVE har inviteret ham inden for i sin bestyrelse.

Direktør for HAVE, Michael Feder, udtaler:

”Vi betragter det som et stort scoop, at Benjamin Rud Elberth har takket ja til at sidde i vores bestyrelse. Han er en lysende stjerne inden for digital kommunikation og vil kunne gøre en afgørende forskel i selskabet. En af de helt store udfordringer inden for kulturformidlingen i dag er samspillet mellem håndteringen af de traditionelle medier og de digitale medier. De to discipliner kører meget parallelt og er ikke ordentligt integreret i hinanden. Det er først og fremmest den opgave Benjamin skal fokusere på at hjælpe os med at løse og dermed ruste os stærkere på den samlede kommunikationsfront til de kommende år.”

Benjamin Rud Elberth siger selv:

”Der er efterspørgsel på bureauer, der forstår at koble solid kommunikation med det digitale. HAVE har i kraft af sin stærke faglighed inden for PR og kommunikation et fortsat enormt potentiale for at levere løsninger på tværs af medier og kanaler til kunderne. Det kribler i fingrene på mig for at lære af HAVEs faglighed og bidrage med min egen, så vi skaber PR og kommunikation på et endnu højere niveau”.

Om HAVE A/S
HAVE A/S er landets førende kommunikationsbureau inden for kultur og underholdning. Firmaet sidder med pressekampagner og rådgivning for en lang række af landets førende kulturinstitutioner, festivaler, museer, tv-stationer, teatre og filmselskaber. I de senere år har HAVE også lagt mange kræfter og ressourcer i den overordnede udvikling af det samlede danske kulturliv.

Det gælder ikke mindst i form af konferencen Vækst med Kultur, som produceres og afvikles i samarbejde med Dansk Erhverv. Hertil kommer Danmarks kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, som HAVE og Spar Nord Fonden er fælles afsendere på.

Endelig står virksomheden også bag såvel sit eget nyhedsmedie for scenekunst, Teaternyheder.dk, samt et stigende antal tv-produktioner – herunder Christian Haves populære talkshow KulturHave og nyhedsudsendelserne Kulturpulsen og Teaternyheder, der alle produceres i samarbejde med dk4.

I HAVEs bestyrelse sidder i forvejen erhvervsmanden Ulrik Bülow (formand), advokat Judy Jacobsen, iværksætteren og erhvervskvinden Caroline Søeborg Ahlefeldt samt ejer Christian Have.

Med venlig hilsen
HAVE A/S

For yderligere information, kontakt venligst:
Michael Feder · 22 43 49 42 · michael@have.dk


Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark