Gå til indhold
Kredit: Knuthenborg
Kredit: Knuthenborg

Pressemeddelelse -

Tre unge hanløver ankommet til Knuthenborg

Knuthenborg har de seneste to år opbygget en mindre løveflok. Med ankomsten af de tre hanløver, kan seks løver nu opleves i de store anlæg.

Knuthenborg har netop hentet tre unge hanløver på ca. 1 år til parken. De har haft deres opvækst i Københavns Zoo, men er nået en alder, hvor de skulle flytte hjemmefra og skal nu permanent være i Knuthenborg, hvor de i første omgang får plads i en del af Europas største tigeranlæg. De kommer til at gå i en del af anlægget, der er tæt på de tre hunløver, som i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse blev evakueret fra Ukraine.

I 2025 flyttes løverne til et nyt stort permanent naturanlæg, der netop er ved at blive gjort klar. Løveanlægget bliver 40.000 m2, svarende til syv fodboldbaner, og kan huse op til 15 løver. Anlægget har størrelsen til, at løverne får masser af plads at bevæge sig på, og ikke mindst til, at vi nu har kapacitet til at modtage endnu flere løver.

Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg, fortæller:

”Vi er glade for at kunne modtage tre hanløver, der skulle videre fra Københavns Zoo. De passer fint ind hos os. Løver lever naturligt i større flokke, og det er dejligt at se, at vores løveflok dermed vokser betragteligt. Det er første gang, vi får hanløver i Knuthenborg og vi ser frem til, at se dem falde til og vokse sig større og hvor de vil være ambassadører for deres vilde artsfæller i naturen.”

De tre hanløver er det seneste kuld fra Københavns Zoo, hvor de bl.a. har gået sammen med deres forældre.

For yderligere information, kontakt venligst:
Brian Lindorf Hansen · bl@knuthenborg.dk · 24 46 82 08
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · 30 24 14 00

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Stine Albrechtsen

    Stine Albrechtsen

    Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus