Gå til indhold
TrygFonden støtter HandiLeg for mennesker med udviklingshæmning med mere end 3 millioner kroner

Pressemeddelelse -

TrygFonden støtter HandiLeg for mennesker med udviklingshæmning med mere end 3 millioner kroner

Gerlev Center for Leg & Bevægelse står bag projektet HandiLeg for mennesker med udviklingshæmning, som TrygFonden har valgt at støtte med 3,18 mio. kr. Projektet løber fra 2018 til 2020, og det har til formål at implementere og forankre metoden HandiLeg – et socialt og pædagogisk redskab – i seks danske kommuner.

Gerlev Idrætshøjskole og Gerlev Legepark har siden 1980'erne arbejdet målrettet med den legende tilgang til fysisk aktivitet og socialt samvær, for mange forskellige målgrupper, heri blandt mennesker med særlige behov. Med HandiLeg har Gerlev udviklet en metode, som er særligt målrettet udviklingshæmmede.

Metoden danner omdrejningspunkt for projektet HandiLeg for mennesker med udviklingshæmning, som TrygFonden har valgt at støtte med 3,18 mio. kr.

Seks danske kommuner deltager i projektet, som vil påvise, at HandiLeg har et stort potentiale som et pædagogisk og socialt redskab i det kommunale, professionelle og frivillige sociale- og sundhedsmæssige arbejde. Erfaringerne skal efterfølgende udbredes til yderligere kommuner.

Udviklingshæmmede er en overset gruppe
Forstander på Gerlev Idrætshøjskole, Finn Berggren, glæder sig over tildelingen fra TrygFonden, og han udtaler:

”Unge, voksne og ældre med udviklingshæmning er tit en overset gruppe, når der lanceres tiltag til fremme af sundhed. Viden fra forskningen i det brede sundhedsbegreb har tydeliggjort, at ensomhed, udsathed, sårbarhed og mangel på venskaber har en negativ påvirkning af den enkeltes livskvalitet, og disse udfordringer er særligt udbredte blandt udviklingshæmmede.”

Det er seniorkonsulent Lars Hazelton fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der vil være den daglige drivkraft i projektet. Han fortæller følgende:

”HandiLeg er kendetegnet ved fællesskab, humor og af, at alle kan være med på trods af deres forskelligheder. Forløbene tilpasses den aktuelle gruppe og de rammer, man har til rådighed. Den store fleksibilitet, hvor metoden HandiLeg tilpasses brugerne, giver målgruppen et ejerskab over deres aktivitet – og en oplevelse af magt over eget liv i legen.”

Rørt i mere end én forstand
HandiLeg kan fremme fysisk aktivitet i hverdagslivet for mennesker med udviklingshæmning på bosteder, i institutioner, på værksteder og i aktivitetscentre. Den legende tilgang sætter en anden stemning blandt deltagere, end når man udøver sport eller målrettet fysisk træning.

”Gennem legen bliver man netop rørt i mere end én forstand. Ikke alene udfordres man kropsligt, men som gruppe får man sociale oplevelser, der rækker ud over selve aktiviteten. Hermed er legen med til at løsne op for sociale problemstillinger – ikke mindst følelsen af ensomhed og isolation,” fortæller Lars Hazelton.

Måske kan oplevelsen bedst illustreres ved følgende citat af Max Jensen, 54 årig udviklingshæmmet mand, som deltog i en hel dags HandiLeg på Gerlev: ”At lege er at lukke solen ind i sit hjerte”

Projektets udvikling vil blive fulgt af et råd af eksperter samt af forskere fra Syddansk Universitet. Der foretages en forskningsbaseret evaluering af projektet af Bjarne Ibsen, Professor og centerleder, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

For yderligere information kontakt venligst:
Finn Berggren, forstander // 40 51 97 62 // finnberggren@gerlev.dk
Lars Hazelton, seniorprojektleder // 27 20 46 20 // hazelton@gerlev.dk

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

  • TrygFonden støtter HandiLeg for mennesker med udviklingshæmning med mere end 3 millioner kroner
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .docx
    Download