Gå til indhold

Pressemeddelelse

Zentropas DOBBELTFEJL instrueret af Amalie Næsby Fick får verdenspremiere på Toronto International Film Festival



Det er netop offentliggjort, at Zentropas spændingsdrama DOBBELTFEJL med Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August i hovedrollerne er udtaget til dette års Toronto International Film Festival. Filmen er instrueret af Amalie Næsby Fick og får sin verdenspremiere i programmet "Discovery".

Programmet er dedikeret til nye spillefilmsinstruktører fra hele verden og har gennem årene fungeret som en vigtig international platform for nye filmskabere. Toronto International Film Festival anses sammen med Cannes-, Berlin- og Venedig-filmfestivalen som værende blandt de mest prestigefyldte at blive udtaget til.

Toronto International Film Festival er Nordamerikas største filmfestival, der i år afholdes for 51. gang d. 10.-20. september. Udtagelsen til filmfestivalen vækker glæde hos Amalie Næsby Fick, der udtaler:
"Det er en stor ære, at Dobbeltfejl får sin verdenspremiere på Toronto international filmfestival. For mig er Toronto en unik festival, fordi den både har et meget tydeligt kunstnerisk sigte og et stort engageret publikum. Vi er mange der har arbejdet rigtig hårdt for at skabe denne film, og derfor må jeg nive mig selv i armen for at forstå at “Dobbeltfejl” får denne fine start på sit internationale liv."

DOBBELTFEJL sætter fokus på, hvor langt forældre vil gå for deres børn og de umulige valg, der opstår, når loyaliteten over for ens børn bliver sat på den ultimative prøve. Filmen er baseret på Anne Mette Kirks roman af samme navn og instrueres af Amalie Næsby Fick, mens Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet. Udover udtagelsen til Toronto International Film Festival er DOBBELTFEJL herhjemme blevet udvalgt til Biografklub Danmarks program, hvor den har premiere den 24. september.

Louise Vesth, producer på DOBBELTFEJL udtaler:
"Verdenspremieren i Toronto kommer til at have en markant indflydelse på filmens muligheder for at blive solgt og vist i hele verden. Discoveryprogrammet udvælger de mest spændende film med nye spillefilmsinstruktører fra hele verden, så det er helt fantastisk flot, at Amalie tildeles denne ære med Dobbeltfejl. Det bliver spændende at se, hvordan et udenlandsk publikum kommer til at modtage filmen.”

Handlingen
Et lille lokalmiljø rystes efter et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng, begået af to skolekammerater. Da den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie opdager, at hendes søn er dybere involveret, end hun først troede, må hun beskytte ham - koste hvad det vil. Det bringer hende på direkte kollisionskurs med hendes mangeårige veninde Sara og en tredje mor, Ulrikke, i en kamp hvor alle tre kvinder kæmper for at redde dem selv og deres sønner.

DOBBELTFEJL er en intens fortælling om ambitionens pris, løgnens betydning og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn.

Det stjernebesatte cast
Til at portrættere de tre mødre ses en stjernetrio bestående af Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August. Sidse Babett Knudsen spiller Anne Sofie, hvis tilværelse langsomt krakelerer, da hendes søn anklages for overgreb. Sidse Babett Knudsen har medvirket i et utal af danske film og TV-serier og har i mere end to årtier været en af dansk film og tv's største stjerner - fra gennembruddet som Sus i Den eneste ene (1999) og rollen som Birgitte Nyborg i Borgen (2010), til internationale roller i bl.a. Westworld (2016) og Inferno (2016). I 2025 blev hun hædret med en Bodil for sin præstation som fængselsbetjent i thrilleren Vogter (2024).

I rollen som Anne Sofies nære veninde Sara, hvis søn angiveligt er offer for overgrebet, ses Sofie Gråbøl. I DOBBELTFEJL genforenes hun med Sidse Babett Knudsen på det store lærred for første gang siden Den eneste ene (1999). Sofie Gråbøl fik sit gennembrud i Barndommens Gade (1986) og har siden haft stor succes i både ind- og udland – ikke mindst med rollen som Sarah Lund i tv-serien Forbrydelsen (2007–2012). Hendes CV er imponerende og tæller alt fra film som Nattevagten (1994) og Blinkende lygter (2000) til Susanne Biers internationale serie The Undoing (2020) samt nyere store projekter som DR-serien Huset (2023) og Anders Thomas Jensens komediefilm Den sidste Viking (2025).

I rollen som filmens tredje mor, Ulrikke, ses dansk-svenske Asta Kamma August, der har markeret sig i en lang række roller. Hun har bl.a. spillet med i de prisbelønnede serier Arvingerne (2014-2017), Bedrag (2016-2019), Riget: Exodus (2022) og senest Thomas Vinterbergs Familier som vores (2022). Derudover har hun spillet med i filmen Pagten (2021) samt den anmelderroste filmatisering af Kim Leines debutroman Kalak (2023). Asta Kamma August har været nomineret til to Bodil-priser som bedste birolle for sine præstationer i henholdsvis Pagten og Kalak.

Udover de tre bærende hovedroller tæller rollelisten bl.a. Trond Espen Seim, Thomas Hwan, Sara Fanta Traore, Lasse Steen og Kurt Ravn i de øvrige roller. I rollerne som de tre unge drenge ses henholdsvis Viktor Garrison som Frederik, August Mjelva-Aaen som Oskar og Julian Brix som Niels Christian.

Kræfterne bag filmen
DOBBELTFEJL er instrueret af instruktør og manuskriptforfatter Amalie Næsby Fick, der blandt andet står bag børnefilmen Lille Allan - Den menneskelige antenne (2022) og Netflix-serien Skruk (2022-2024) samt fiktionsserien Sex (2020) på TV2, som både blev Robert-nomineret og udtaget til Berlinalen. På DOBBELTFEJL har Amalie Næsby Fick og Zentropa allieret sig med Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel, der begge står bag manuskriptet. Førstnævnte Sara Isabella Jønsson fik sin manuskriptforfatter debut med spillefilmen Hvor kragerne vender (2021). Siden har hun været medforfatter på filmen Ustyrlig (2022) samt serierne Copenhagen Cowboy (2023) på Netflix og TV2’s Dark Horse (2024).

Nikolaj Arcel er en af tidens mest succesfulde danske instruktører og manuskriptforfattere. Han står blandt andet bag de første fire Afdeling Q film: Kvinden i buret (2013), Fasandræberne (2014), Flaskepost fra P (2016), Journal 64 (2018) samt filmene Kongekabale (2004), En kongelig affære (2014) og senest det prisbelønnede historiske drama Bastarden (2023), der blev udpeget som Danmarks Oscar-kandidat.

Bag kameraet står filmfotograf Charlotte Bruus Christensen, der både har markeret sig herhjemme og internationalt. Submarino (2010) var hendes første spillefilm og tilbagevenden til dansk film, mens hun sidenhen har opnået stor anerkendelse for sit arbejde med bl.a. Jagten (2012) og den internationale storfilm A Quit Place (2018).

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt
Emilie Baggesen Selin // emilie@have.dk // 26 11 41 04
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30 30 70 20

Fakta om DOBBELTFEJL:

Cast:

  • Anne Sofie: Sidse Babett Knudsen
  • Sara: Sofie Gråbøl
  • Ulrikke: Asta Kamma August
  • Frederik: Viktor Garrison
  • Oskar: August Mjelva-Aaen
  • Niels Christian: Julian Brix
  • Morten: Trond Espen Seim
  • Søren: Kurt Ravn
  • Sebastian: Lasse Steen
  • David Kaufmann: Thomas Hwan
  • Helene: Sara Fanta Traore
  • Asta: Annika Rössler

Og mange flere

Kreativt hold:

  • Instruktion: Amalie Næsby Fick
  • Manuskript: Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel
  • Producer: Louise Vesth
  • Co-producere: Lizette Jonjic, Fabian Gasmia, Linus Günther og Tine Mikkelsen
  • Fotograf: Charlotte Bruus Christensen
  • Klipper: My Thordal
  • Lyddesigner: Oskar Skriver
  • Komponist: Andreas Arenholt Bindslev
  • Production designer: Kenneth Damsgaard
  • Produktionsselskab: Zentropa Entertainments
  • Investorer: Produceres i co-production med Zentropa Sweden, Zentropa Berlin GmbH, Klinker Film og Film i Väst med støtte fra Det Danske Filminstitut Markedsordningen, Eurimages og MOIN i samarbejde med Nordisk Film og TV Fond, DR, SVT og Nordisk Film Distribution A/S. Udviklet med støtte fra Den Europæiske Union og Eurimages Film Marketing
  • Dansk Distribution: Nordisk Film Distribution
  • Internationalt salg: TrustNordisk
  • Premiere: 24. september 2026

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Dobbeltfejl_Pressefoto.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    656 x 437, 33,8 KB
    Download
  • DOBBELTFEJL_70x100_RGB_LOWRES (2).jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1984 x 2835, 5,24 MB
    Download
  • DOBBELTFEJL fotokredit Henrik Ohsten Zentropa_1jpg.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3840 x 2160, 2,94 MB
    Download
  • DOBBELTFEJL fotokredit Henrik Ohsten Zentropa_).jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3840 x 2160, 2,1 MB
    Download
  • DOBBELTFEJL fotokredit Henrik Ohsten Zentropa_.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3840 x 2160, 1,36 MB
    Download
  • DOBBELTFEJL fotocredit Henrik Ohsten .jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3840 x 2160, 2,48 MB
    Download
  • DOBBELTFEJL fotocredit Henrik Ohsten.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3840 x 2160, 2,19 MB
    Download