Pressemeddelelse -

Stor stigning i freelancere på det specialiserede arbejdsmarked under corona

Rekrutteringsspecialisterne ser en stigende efterspørgsel efter specialiseret freelance-arbejdskraft, og det er både i virksomhedernes og medarbejdernes interesse. “Coronakrisen har katapultiseret os langt ud i fremtiden, og plejer er død. Så de ting, vi før tøvede med at implementere, har vi nu prøvet,” mener fremtidsforsker

Corona-krisen har vendt op og ned på vores arbejdsmarked, og selvom vi mest af alt har hørt om virksomheder, der må dreje nøglen om og om danske lønmodtagere, der har mistet deres arbejde, så har pandemien også affødt nogle positive forandringer i virksomhedens måde at anskue deres ressourcer på.

Hos Hays Specialist Recruitment, der rekrutterer arbejdskraft til det specialiserede arbejdsmarked verden over, har man oplevet en markant udvikling i efterspørgslen af freelancere.

“Virksomhederne gør i højere og højere grad brug af specialiseret freelance-arbejdskraft, og det er fornuftigt. Vi rådgiver også en stor del af vores samarbejdspartnere til at vælge en freelancer, når vi hjælper dem med deres rekruttering af specialiseret arbejdskraft,” fortæller Vibe Puggaard, der er dansk direktør i Hays og uddyber: “Freelance-markedet bugner af det talent, virksomhederne efterspørger. Men det kræver selvfølgelig at virksomhederne er åbne for at se i den retning, for så er det langt lettere at finde den rette kandidat til lige præcis det projekt, virksomheden mangler ressourcer til.”

Rekrutteringsspecialisterne i Hays beskriver det som en voksende tendens, hvor vi vil se et arbejdsmarked, der i højere grad end i dag er præget af freelancere. Hays har gennem det seneste kvartal oplevet en udvikling på hele 45 procent i antallet af freelancere, de har ansat på projekter. For året har det været 25 procent. Ifølge den garvede rekrutteringschef er årsagen simpel: “Virksomhederne ønsker at bruge den fleksible, specialiserede arbejdskraft, fordi man får værdi fra dag et, når man hyrer en freelancer ind, der skal levere på en specifik opgave med deres specifikke faglighed. Med andre ord er der altså value for money med det samme, rekrutteringsprocessen er ovre,” oplever hun og bemærker: “Og så er fleksibiliteten i det vigtig - hvis ikke afgørende. For den faglighed, vi har brug for i dag, har vi måske ikke brug for længere om tre, seks eller 12 måneder. Der kan vi have brug for at sætte nogle helt andre kompetencer i spil, og her er det vigtigt for virksomhederne at kunne være agile i en verden, der hele tiden udvikler sig.”

Hays Specialist Recruitment har allerede i dag det største globale netværk af freelancere, og noget tyder på, at der - hvis tendensen fortsætter - er arbejde til mange af dem.

Fremtiden er fri og fleksibel
En af de ting, Danmark er kendt for, er, at det fleksible arbejdsmarked ikke blot er en fordel for arbejdsgiverne men også for lønmodtagerne. Sådan vil det også være i fremtiden, hvis man spørger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der konstaterer, at vi har rykket os mere de seneste måneder, end vi har gjort de seneste ti år, når det gælder det hybride arbejdsmarked:

“Vi har været enormt konservative, når det gælder vores arbejdsmarked. Men nu bliver der tale om en decideret revolution, hvor vi går fra worklife-balance til lifework-balance,” forudser Liselotte Lyngsø, der er stifter af Future Navigator.

Det er også det billede, de ser hos Hays. “Når vi kigger på de væsentligste konkurrenceparametre for virksomhederne i dag, så handler det - særligt for de unge - om at kunne arbejde hvor man vil, hvornår man vil, men også hvordan man vil,” forklarer Vibe Puggaard.

Ifølge fremtidsforskeren er der flere fordele for arbejdsgiverne i form af fx glade medarbejdere, færre kvadratmetre til kontorplads og mulighed for at hyre en mere global, virtuel arbejdsstyrke, men det er også et vilkår, som vil kræve en ekstra ledelsesindsats, for fremtidens arbejdskraft har høje forventninger til feedback og individualitet. Det gælder både, når det handler om at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, men det vil i endnu højere grad også være, når det gælder om opbakning til, at vi hver dag laver det, vi er bedst til og har lyst til: “Nu kan vi være hybride og styre vores egen tid, i stedet for at den styrer os. Vi går kort sagt fra ur til kompas og fra arbejdsplads til arbejdsaktivitet, hvor vi ser på, hvilken værdi det skal skabe. Det vil vi kunne gøre som freelancere og som en kobling mellem freelance og fastansat. Mange af de største danske virksomheder regner således allerede nu med at lade medarbejderne arbejde hybridt væk fra kontoret i op mod 40 procent om ugen.”

Tidligere undersøgelser fra blandt andre platformen Worksome, fagforeningen DJØF samt Danske Banks undersøgelse foretaget af YouGov viser også, at netop den øgede frihed og større fleksibilitet er årsagen til, at flere og flere springer ud som selvstændige. Efter et fald på blot tre procent i første halvår i forhold til samme periode sidste år, er der i andet halvår af 2020 strømmet til med nye enkeltmandsvirksomheder.  

Emner

  • Erhverv

Hays Specialist Recruitment A/S er en del af Hays plc, der er børsnoteret på London Stock Exchange (FTSE 250). Vi arbejder på tværs af den private og den offentlige sektor fra 239 kontorer i 33 lande. Vi er verdens førende eksperter i rekruttering af specialister. Vores dybe ekspertise på tværs af et bredt spektrum af specialiserede brancher og erhverv gør os til verdens mest fremgangsrige og hurtigst voksende specialist rekrutteringsvirksomhed.

Kontakt

Vibe Puggaard

Pressekontakt Managing Director +45 33 38 32 25

Mads Melin Hoffmann

Pressekontakt Head of Marketing +45 26 89 31 34

Jessica Nielsen

Pressekontakt Marketing Coordinator PR & Kommunikation 2689 3127

Relateret materiale