Gå til indhold
ForeningsTour 9220
ForeningsTour 9220

Pressemeddelelse -

Coronapulje satte beboere i bevægelse

Et flertal på Christiansborg indgik i november 2020 en aftale om akut indsats mod en lang vinters ensomhed og isolation blandt de mest udsatte grupper i samfundet. Som en del af denne aftale modtog BL - Danmarks Almene Boliger en sum til fordeling til projekter henvendt til beboere i almene boligområder – og det førte til Himmerland Boligforenings projekt Aktive Fællesskaber.

”Da projektet sluttede ved årsskiftet, kan vi nu gøre boet op og resultatet er, at det gennem projektperioden lykkedes at aktivere 8.644 beboere, syv aalborgensiske boligorganisationer, 19 boligforeningsafdelinger i Aalborg og 19 idrætsforeninger, hvilket vi faktisk er ganske godt tilfredse med”, siger Himmerland Boligforenings direktør Ole Nielsen.

Samarbejdspartner i projektet var den aalborgensiske idræts fællesorganisation SIFA, der tæller flere end 200 medlemsklubber. Takket være målrettet indsats herfra – blandt andet i form af projektansættelse af den tidligere AaB-træner Allan Kuhn – lykkedes det trods en relativt kort tidsfrist at få stablet ganske meget på benene. Aktiviteterne omfattede eksempelvis badminton, basketball, bordtennis, cykling, fodbold, forskellige motionsformer, fægtning, gymnastik, ishockey, sejlads, walk & talk og yoga.

”Nogle aktiviteter var engangsforeteelser, mens andre havde længere forløb. Fælles for dem var, at de tiltrak såvel børn og unge som voksne og seniorer. Dertil kommer, at det lykkedes at skabe aktiviteter i både Aalborgs vestby, Nørresundby, det østlige Aalborg og Skalborg. Projektet fik dermed den ønskede diversitet, så aktiviteterne blev målrettet børn og unge, voksne og seniorer med henblik på at fremme sundhed og bekæmpe ensomheden. Derudover var der en god bredde i både geografi og demografi, hvilket ligeledes var et af vores mål”, fortæller Ole Nielsen.

Reelt kunne gennemslagskraften have været endnu større, idet det grundet forøget coronasmitte op mod årsskiftet 2021-22 var nødvendigt at aflyse et stort arrangement, der i Nørresundby skulle have samlet især børnefamilier fra to boligforeninger. En del af dette arrangement var også rettet mod beboere fra kommunale bosteder i Nørresundby.

Med til billedet hører, at det er lykkedes flere af de medvirkende idrætsklubber at tiltrække og fastholde nye medlemmer.

”I sagens natur har projektperioden været ganske begrænset og mange potentielle aktører har af forskellige årsager – herunder coronahensyn – været tilbageholdne med at engagere sig. Dog lykkedes det blandt andet takket være Allan Kuhns indsats at få skabt nogle interessante samarbejdsaftaler mellem boligforeninger og idrætsklubber. På den baggrund er vi ikke i tvivl om hverken behov for eller lyst til at være en del af et projekt som Aktive Fællesskaber”, siger Ole Nielsen. Og han fortsætter:

”Vi vil meget gerne i et fortsat samarbejde med SIFA og om muligt også andre boligforeninger i Aalborg føre Aktive Fællesskaber videre og derigennem medvirke til at finde mange tusinde flere, der kan og vil dyrke idræt.”

Emner

Regions

Relateret materiale

Innovativ boligorganisation fra Nordjylland

Med vores ca. 7.500 lejemål er Himmerland Boligforening en af Jyllands største almene boligorganisationer. Vi har en innovativ tilgang til byplanlægning, og i 2019 vandt vi både Bygherreprisen og Byplanprisen for Aalborg-modellen. Det er en udviklingsmodel for at ændre udsatte boligområder.

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg
Danmark