Pressemeddelelse -
Radiovært støtter hjertesagen
Søren Dahl, kendt dansk radiovært, får nu endnu en rolle som ambassadør for Hjerteforeningen. Med en far, der har haft en blodprop i hjertet og to brødre, der lider af forhøjet blodtryk, kender 59-årige Søren Dahl selv til konsekvenserne af hjerte-kar-sygdom. Det kendskab omsætter han nu til engagementet for hjerterne.
Søren Dahl skal som ambassadør støtte hjertesagen og Hjerteforeningens events. Selv siger Søren Dahl om sit engagement i Hjerteforeningen:
- Hjertet er symbolet på samhørighed og kærlighed – lad os passe på det. Mens mange mennesker løber, dyrker fitness og spiser sundt, er der også en gruppe, som har det sværere ved den sunde livsstil, nogle som hverken rører sig eller spiser sundt. Så er det helt afgørende at føle sig som en del af et fællesskab.
Den første aktivitet, som Søren Dahl skal hjælpe med, handler netop om at gøre noget sammen. Søren Dahl skal være med til at indvie en af Hjerteforeningens nye motionsstier ved Kollerup Gods i Jylland og sammen med andre deltagere gå med på turen.
Udover at være radiovært er Søren Dahl også musiker, foredragsholder og forfatter. Han har blandt andet stået bag det populære radioprogram Café Hack, der tidligere blev sendt på DR’s P4. I dag optages programmet stadig på Café Hack og udsendes som podcast.
En række andre kendte personligheder er ambassadører for Hjerteforeningen, heriblandt elitesvømmer Jeanette Ottesen, skuespiller Bodil Jørgensen, TV-vært Camilla Ottesen, skuespiller Peter Mygind og skuespiller Robert Hansen.
Emner
- Sygdomme
Kategorier
- ambassadør
- hjerteforeningen
- forebyggelse
Hjerteforeningen er Danmarks næststørste sygdomsbekæmpende organisation med over 143.200 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.
Besøg os på hjerteforeningen.dk