Pressemeddelelse -

Skat: Skal du leje dit sommerhus ud i år?

Vi skal nok indstille os på at holde ferie hjemme i Danmark i det meste af 2020. Som sommerhusejer kan det derfor være nærliggende at overveje udlejning. Her er de vigtigste skattemæssige regler, når du bruger dit sommerhus til både udlejning og til egen benyttelse.

Den generelle regel er, at indtægter eller overskud fra udlejning af sommerhuse, der bruges både privat og til udlejning, bliver beskattet som kapitalindkomst med en maksimal skat på 42 % ekskl. eventuel kirkeskat.

Men du kan opgøre det skattepligtige resultat efter to valgfrie metoder: Enten bundfradragsmetoden eller den regnskabsmæssige metode.

”Man skal tænke sig godt om, før man beslutter sig for, hvordan man vil gøre skatten op for udlejning af sommerhuset. Der kan være forskel på, hvad der bedst betaler sig, men man skal også være opmærksom på, at hvis man vælger den regnskabsmæssige metode, så kan man ikke senere skifte til den anden metoden med bundfradrag,” siger Flemming Saabye, leder af skatteafdelingen i revisions- og konsulenthuset inforevision.

Han gør desuden opmærksom på, at der skattemæssigt er forskel på, om du selv står for udlejningen, eller om du bruger et udlejningsbureau.

Bundfradragsmetoden

Ved bundfradragsmetoden er det ikke hele indtægten, der skal regnes med i den skattepligtige indkomst og dermed bliver beskattet.

De første 11.500 kr. pr. fritidsbolig i 2020 er skattefrie, hvis du lejer ud privat.

De første 41.800 kr. pr. fritidsbolig i 2020 er skattefrie, hvis du lejer ud gennem et bureau, som indberetter dine indtægter til Skattestyrelsen.

Du skal herefter medregne 60 % af de indtægter, der overstiger bundgrænserne ovenfor på din årsopgørelse.

Det fulde bundfradrag kan bruges, selvom sommerhuset er købt eller solgt i løbet af året.

Bundfradragsmetoden er indrettet som den nemmeste løsning at administrere, da du alene skal forholde dig til dine indtægter. Du skal derfor ikke opgøre dine udgifter, da bundfradragsmetoden ikke tager hensyn til størrelsen af disse.

Eksempel på bundfradragsmetoden – privat udlejning

Lejeindtægt for hele 2020 inkl. el, varme og vand 50.800 kr.
Bundfradrag -11.500 kr.
Indtægt ud over bundfradrag 39.300 kr.
60 % af indtægten på 39.300 kr. medregnes til den skattepligtig indkomst 23.580 kr.
Den skattepligtige indkomst medregnes på din årsopgørelse i rubrik 37
Eksempel på bundfradragsmetoden – udlejning gennem bureau
Lejeindtægt for hele 2020 inkl. el, varme og vand 50.800 kr.
Bundfradrag -41.800 kr.
Indtægt udover bundfradrag 9.000 kr.
60 % af indtægten på 9.000 kr. medregnes til den skattepligtig indkomst 5.400 kr.
Den skattepligtige indkomst medregnes på din årsopgørelse i rubrik 37

Regnskabsmetoden Den regnskabsmæssige metode kræver lidt mere arbejde, når du skal opgøre hvor meget, der skal regnes med på din årsopgørelse. Her skal du både opgøre dine faktiske indtægter og udgifter i forbindelse med sommerhusudlejningen. Du kan fratrække en forholdsmæssig andel af dine udgifter til forsikringer og ejendomsskat (grundskyld), og du kan også få et nedslag i din ejendomsværdiskat for den periode, hvor sommerhuset har været udlejet.

Nedslaget sker særskilt på årsopgørelsen, hvor du skal skrive, hvor mange dage sommerhuset har været udlejet i året. Nedslaget sker forholdsmæssigt mellem udlejningsdage og hele året.

Eksempel på regnskabsmetoden - udlejning i 10 uger

Lejeindtægt inkl. el, varme og vand 53.600 kr.
Udgifter til el, varme og vand i udlejningsperioden -5.600 kr.
Forholdsmæssig andel af indbo- og husforsikring (10/52) -1.380 kr.
Forholdsmæssig andel af afskrivninger på inventar (10/52) -1.000 kr.
Forholdsmæssig andel af udgifter til vedligeholdelse af inventar (10/52) -1.900 kr.
Forholdsmæssig andel af grundskyld (10/52) -2.300 kr.
Annonceudgifter, fradrages fuldt ud -3.000 kr.
Den skattepligtige indkomst medregnes på din årsopgørelse i rubrik 37 38.420 kr.

Kan vi hjælpe?
info
revisions skatteafdeling kan give dig råd og vejledning i forhold til at finde den mest fordelagtige løsning, hvis du udlejer din sommerbolig, og vi kan hjælpe dig med at indberette tallene på din årsopgørelse.

Det kan også være en god idé at søge assistance, hvis du fx har flere sommerboliger eller kombinerer privat udlejning med udlejning gennem et bureau.

Emner

  • Ferie

Kategorier

  • vejledning om skat
  • momsfradrag
  • moms og afgifter
  • inforevision
  • covid-19
  • coronakrisen

inforevision er et revisions- og konsulenthus med 140 medarbejdere. Vi betjener cirka 3100 min­dre og mellemstore virksomheder inden for mange brancher, og vores ydelser omfatter revision og regnskab, skat og moms, internationale forhold, corporate finance, transaction services, erhvervs­service, it og interimydelser. inforevision er etableret i 1986 og ligger i Søborg.

Kontakt

Rie Højgaard Kristiansen

Pressekontakt Marketingkoordinator +45 39535000

Relateret materiale