Gå til indhold
Cyberkrig: Dømt uden beviser

Pressemeddelelse -

Cyberkrig: Dømt uden beviser

EU-parlamentet har ved afstemning i sidste uge sendt et politisk signal om, at en international leverandør af bl.a. antivirusprogrammer ikke bør anvendes som leverandør til EU’s offentlige myndigheder. Sagen er opsigtsvækkende, fordi den sker, uden der er fremlagt konkrete beviser.

USA forbød tidligere på året myndigheder at bruge virksomhedens løsninger, og UK fulgte trop nogle måneder senere. Og overraskende hurtigt derefter kom så signalet fra EU-parlamentet.

Som afledt konsekvens af dette afbryder man et mangeårigt samarbejde med bl.a. Europol om Cyber-kriminalitetsbekæmpelse. Samtidig skader hele forløbet den pågældende virksomheds omdømme og mulighed for at fastholde og få europæiske kunder.

Virksomheden, Kaspersky, er russisk stiftet, men globalt engageret. Kritikkere er bekymret over, at russisk lovgivning kan give adgang til de data, virksomheden behandler i Rusland.

Samme bekymringer har været rejst i EU omkring elementer af amerikansk lovgivning, der kan kræve adgang til oplysninger behandlet af amerikanske virksomheder.

Mulighed for at forsvare sig

Som erhvervsliv ser vi bekymret til. En virksomhed idømmes defacto et berufverbot, og der opsættes handelsbarrierer mod brugen af deres løsninger.

Men anklageskiftet er ukonkret, og virksomheden har derfor ringe mulighed for at forklare sig - eller endnu vigtigere - at reagere med eksempelvis ekstra dokumentation og sikrende tiltag for derefter at blive renset.

Det er diskriminerende og konkurrenceforvridende. Uanset hvor stor du er som virksomhed, er du meget lille, når du først sidder indeklemt i et magtspil mellem store nationer og samfundsalliancer.

I dag har det ramt en russisk virksomhed. I morgen rammer det måske en amerikansk virksomhed, og næste gang kan danske virksomheder stå for tur.

Normalt er vi stolte af, at vi i Danmark og den vestlige verden har et retssystem, hvor du er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Vi lover en fair rettergang. Vi arbejder for åben og lige konkurrence.

De principper skal vi værne om.

Klare regler og fair ”rettergang”

Som brancheforening vil vi ikke acceptere politisk diskriminering, der underminerer vores retssikkerhed og frie handel.

Vi efterlyser derfor klare regler for, hvordan en sådan proces bør forløbe.

Er der en ”smoking gun” mod en navngiven virksomhed, så må myndighederne præsentere den.

Virksomheden skal have mulighed for, gennem en på forhånd accepteret proces, at rense sig for mistanke eller rette op på problemerne.

Myndighederne må i særlige tilfælde gerne stille ekstra sikkerhedskrav til virksomheder, der er under begrundet mistanke – det kan fx være særlige kontrollerende tilsyn, krav om transparens eller selfcleaning-principper.

Disse særlige sikkerhedskrav skal kun opsættes, hvor det er samfundsmæssigt bydende nødvendigt. Ellers, frygter vi, vil omkostningerne bliver store, og det vil blive for let at udøve politisk diskriminering, der underminerer vores retssikkerhed og den frie handel.

Hvis myndighederne stiller særlige sikkerhedskrav, så skal virksomhederne have mulighed for at forholde dig til, om de vil acceptere kravene, eller om de imødekomme bekymringen på anden vis.

F.eks. ved at tilrette databehandling så der gives ekstra tryghed for, at eks. følsomme data ikke opbevares eller behandles i lande, myndighederne ikke har tillid til.

Og vigtigst af alt: Når denne proces er gennemført uden anmærkning, skal virksomhederne vide, at de er renset, og at deres løsninger kan benyttes igen.

Med en opblussende handelskrig på det økonomiske marked, har vi ikke brug for, at konflikterne breder sig til it-virksomhedernes verden.

Her skal vi hellere stå bredt sammen om forsvaret af vores såvel økonomiske som demokratiske værdier.

Emner

Kategorier


Visionen for IT-Branchen
Vi arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark.

Sådan gør vi det

  • Sætter den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
  • Fremmer medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
  • Styrker medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
  • Er den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man forstår, at ansvar forpligter, og hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder

Kontakt

Bjørn Borre

Bjørn Borre

Direktør for forretning og medlemsservice 2752 2524

Om IT-Branchen

IT-Branchen er en af Danmarks største brancheorganisationer for it- og televirksomheder. Vi har eksisteret siden 1917 med blot få medlemmer dengang - nu favner vi mere end 800, og sidste år bød vi velkommen til mere end 100 nye medlemmer.

IT-Branchen
Slotsholmsgade
1217 København K
Denmark