Gå til indhold
Nyt etisk kodeks for sikkerhedstest skal beskytte medarbejderne og sikre gode vilkår for testen

Pressemeddelelse -

Nyt etisk kodeks for sikkerhedstest skal beskytte medarbejderne og sikre gode vilkår for testen

En lang række organisationer og myndigheder går i dag ud med et fælles etisk kodeks for, hvordan man bør teste it-sikkerheden, uden det krænker eller udstiller den enkelte medarbejder.

Kodekset skal ses som en række minimumsforpligtelser til leverandører af sikkerhedstests og deres kunder. Det er ikke en certificerings- eller en mærkningsordning, men det er tanken, at leverandører af sikkerhedstest og deres kunder skal kunne anvende kodekset til en dialog om fælles forståelse af, hvad der er god praksis i forbindelse med sikkerhedstest.

"Det er et fælles ansvar at fremme en god kultur for it-sikkerhed i hele organisationen. Sikkerhedstests skal derfor understøtte en fælles forståelse og den gode kultur på arbejdspladsen, hvor man sammen tager ansvaret på sig, og jeg håber, at det nye kodeks kan være med til at styrke det fokus fremadrettet," udtaler Thomas Kastrup-Larsen, Borgmester, Aalborg Kommune, medlem KL's bestyrelse, formand, Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget, KL.

En sikkerhedstest handler langt hen ad vejen om at agere som en fjendtlig aktør for at finde svaghederne i organisationen. Det kan nemt føre til konflikter og situationer hvor den enkelte medarbejder føler sig krænket eller udstillet. Det kan endvidere føre til en dårlig kultur, hvor man ikke tør rapportere fejl.

"Det er vigtigt, at en sikkerhedstest ikke tester den enkelte medarbejder. Den skal teste kulturen, organisationen og effekten af de sikkerhedstiltag og kurser, som man har iværksat. Sikkerhedstesten må heller aldrig blive en vurdering eller analyse af den enkelte medarbejder. Det skal dette kodeks sikre fremadrettet. Og så skal overenskomster og aftaler som f.eks. aftalen om kontrolforanstaltninger selvfølgelig overholdes," udtaler Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal.

For at imødegå denne usikkerhed, og for at bidrage til at en sikkerhedstest udføres med respekt for de etiske rammer og medarbejdernes hverdag og privatliv, udsender en lang række organisationer på tværs af leverandør, arbejdsgiver og medarbejder i fællesskab dette kodeks for udførelse af sikkerhedstests.

"Med dette fælles kodeks opstiller vi en række spilleregler, som både de leverandører der gennemfører testen, de der bestiller testen, og de der bliver berørt af testen med fordel, kan anvende. Vi ønsker med kodekset at gøre det klart, at en sikkerhedstest er et vigtigt værktøj til at sikre god sikkerhed, og at man med brug af kodekset også kan være tryg ved at gennemføre disse test," udtaler Bjarke Alling, formand for IT-Branchens it-sikkerhedsudvalg.

De 6 principper for sikkerhedstest lyder således:

  • Vær enige om mål og midler
  • Test organisationen, ikke medarbejderen
  • Indhold og brug af case-materiale
  • Giv dig til kende i tilfælde af konflikter
  • Videregiv viden om kriminelle handlinger
  • Sørg for ansvarlig datahåndtering

Kodekset afsendes af Akademikerne, Center for Cybersikkerhed, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danske Regioner, Digitaliseringsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, HK, IT-Branchen, KL og SMVdanmark.

Emner


Visionen for IT-Branchen
Vi arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark.

Sådan gør vi det

  • Sætter den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
  • Fremmer medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
  • Styrker medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
  • Er den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man forstår, at ansvar forpligter, og hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder

Kontakt

Martin Jensen Buch

Martin Jensen Buch

Chefkonsulent 27 28 66 00
Bjarke Alling

Bjarke Alling

Formand for IT-Branchens sikkerhedsudvalg It-sikkerhed 40 13 91 05

Om IT-Branchen

IT-Branchen er en af Danmarks største brancheorganisationer for it- og televirksomheder. Vi har eksisteret siden 1917 med blot få medlemmer dengang - nu favner vi mere end 800, og sidste år bød vi velkommen til mere end 100 nye medlemmer.

IT-Branchen
Slotsholmsgade
1217 København K
Denmark