Pressemeddelelse -
Nye små elektriske varebiler fra IVECO får Danmarkspremiere til Fleet Network Expo
Når Fleet Network Expo 2025 løber af stablen, bliver det første gang, IVECO viser hele sit elektriske varebilsprogram samlet i Danmark. De to nye modeller, eJolly og eSuperJolly, får officiel Danmarkspremiere og fuldender IVECOs elektriske varebilssortiment, der nu rummer modeller i alle størrelser.
Den nordiske importør Hedin Nordic Truck har store forventninger til de to nye elektriske modeller eJolly og eSuperJolly på det danske marked, hvor de præsenteres første gang på Fleet Network Expo i Lokomotivværktstedet i Københavns Sydhavn d. 6. november. Ud over de to nyheder vil den veletablerede eDaily også blive udstillet på messen.
– Vi ser en markant bevægelse i markedet mod elektriske erhvervskøretøjer. Mange virksomheder er klar til at tage skridtet, og med eJolly og eSuperJolly står vi klar med løsninger i alle størrelser, så vi nu kan tilbyde et elektrisk alternativ til stort set enhver transportopgave, siger Mette Nielsen, Country Sales Manager for IVECO Danmark, en del af Hedin Nordic Truck.
Nye elmodeller udviklet til byens virkelighed
De to modeller er udviklet i samarbejde med Stellantis Pro One som en del af IVECOs strategiske elektrificeringssatsning i Europa. De er målrettet kunder med behov for mindre, men stadig alsidige og brugervenlige elektriske varebiler til bykørsel og distribution i nærområder.
– Elektrificeringen af erhvervstransport kræver, at løsningerne passer til virkeligheden. Bilerne skal kunne håndtere tung last, køre langt og være nemme at lade op. Med eJolly-familien kombinerer vi fleksibilitet og kraft med en driftssikker elektrisk platform med serviceløsninger skræddersyet til erhvervslivet, siger Mette Nielsen
Digital opkobling og stærkt servicenetværk
Begge modeller kan naturligvis fungere med IVECO ON, som gør det muligt for både chauffører og flådeejere at følge køretøjets drift, batteristatus og servicebehov i realtid. Systemet understøtter samtidig planlægning, ruteoptimering og effektiv udnyttelse af vognparken.
IVECOs elektriske modelprogram understøttes af Hedin Nordic Trucks landsdækkende netværk af B2B-specialiserede forhandlere og værksteder, der tilbyder skræddersyet rådgivning og serviceaftaler, der holder flåden kørende med 24/7 Non-Stop Assistance i hele Europa.
– Når man investerer i elektrisk transport til erhverv, er det en nødvendighed at alt omkring bilen også spiller fra rådgivning og service til digitale løsninger. Vi hjælper vores kunder med at træffe det rigtige valg og holder dem kørende bagefter, siger Mette Nielsen.
Strategisk udvidelse af IVECOs elektriske portefølje
Lanceringen af eJolly og eSuperJolly markerer endnu et skridt i IVECOs europæiske elektrificeringsstrategi. Tidligere i år introducerede Hedin Nordic Truck den tunge lastbil S-eWay, og med de nye varebiler fuldendes det elektriske program fra lette bybiler til tunge distributionskøretøjer.
– Det her er den mest betydningsfulde produktnyhed fra IVECO i mange år. Samarbejdet med Stellantis gør det muligt at tilbyde et bredere sortiment, så vi kan matche behovene fra alle typer af erhvervskunder – fra de mindre servicehåndværkere til de større logistikvirksomheder, siger Mette Nielsen.
Om eJolly og eSuperJolly
eJolly dækker segmentet fra 2,8 til 3,2 ton totalvægt, og den kompakte størrelse under 1,9 meter i højden gør den ideel til byzoner, hvor trange parkeringsforhold og adgang til P-kældre er en del af hverdagen. Modellen rummer op til 1.175 kg nyttelast og fås med to batteristørrelser: 49 kWh (rækkevidde op til 224 km) og 75 kWh (op til 352 km).
Den større eSuperJolly er bygget til opgaver med 3,5 til 4,25 ton totalvægt, 1,4 tons lasteevne, 110 kWh batteri og en rækkevidde på op til 420 km. Den drives af en 205 kW motor med 410 Nm moment og leverer dermed ydelse på niveau med konventionelle dieselmodeller – men uden emissioner.
Emner
Om Hedin Nordic Truck A/S og IVECO
"En sand iværksætter er en mand, der skaber sin egen vej." - Giovanni Agnelli, grundlægger af Fiat
IVECO blev grundlagt i 1975. Det skete ved en fusion af fem europæiske virksomheder inden for lastbil- og erhvervskøretøjsproduktion: Fiat Veicoli Industriali (Italien), OM (Italien), Lancia Veicoli Speciali (Italien), Unic (Frankrig) og Magirus-Deutz (Tyskland).
IVECO er i dag en global leverandør inden for erhvervskøretøjer. Som en del af Hedin Mobility Group tilbyder Hedin Nordic Truck / IVECO sine kunder et bredt udvalg af lette, mellemstore og tunge køretøjer – fra varebiler til robuste lastbiler og specialkøretøjer – samt skræddersyede serviceløsninger, der gør transport smartere, grønnere og mere effektiv.
Med over 100 salgs- og servicepunkter i Norden – 29 i Danmark – sikrer Hedin Nordic Truck pålidelig service og support til både nye og eksisterende kunder. Fokus på innovation og bæredygtighed er i højsædet, med elektriske køretøjer, biogas og brændselscelleteknologi som en del af virksomhedens vision for fremtidens transportløsninger.
IVECOs globale hovedkontor i Torino, Italien, og en tilstedeværelse i over 160 lande gør virksomheden til en af de mest erfarne og innovative inden for erhvervskøretøjer.
Læs mere om IVECO på www.iveco.dk
Læs mere om Hedin Mobility Group på www.hedinmobilitygroup.com