Gå til indhold
Den kommende hybridpark forventes at levere strøm til blandt andre JYSK i midten af 2028.
Den kommende hybridpark forventes at levere strøm til blandt andre JYSK i midten af 2028.

Pressemeddelelse

JYSK investerer i dansk vindenergi

JYSK bliver en central del af en kommende dansk energipark. Aftalen kommer til at dække 80 % af JYSKs danske elforbrug og markerer begyndelsen på en større global satsning.

Boligindretningskæden JYSK investerer i vedvarende energi gennem en femårig aftale med energiselskaberne Norlys og Eurowind Energy.

Helt konkret bidrager JYSK til etableringen af vindmøller i en ny energipark i Danmark. Med projektet vil JYSK få dækket 80 % af sit nationale strømforbrug i boligindretningskædens 118 butikker, hovedkontoret i Aarhus og distributionscenteret ved Vejle.

“Med denne aftale får vi adgang til vedvarende energi, som vil dække en stor del af vores strømforbrug i Danmark, og samtidig nedbringer vi vores drivhusgasudledninger. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Norlys kan være med til at skabe flere ansvarlige løsninger til gavn for både os og klimaet,” siger President og CEO i JYSK, Rami Jensen.

Ifølge Norlys er der i en tid med svingende elpriser og mindre fokus på at etablere vedvarende energi i den grad brug for investeringer fra virksomheder, der med en Power Purchase Agreement forener forretning og bæredygtighed.

”Hvis vi for alvor skal mindske vores afhængighed af energi fra lande, vi ikke ønsker at være afhængige af, er det afgørende, at virksomhederne bakker op. Når en stor virksomhed som JYSK vælger at investere i en langsigtet energiaftale med Norlys, er det med til at øge efterspørgslen på vedvarende energi og sikre opførelsen af nye vindmøller og solceller i Danmark. Det er både ansvarligt og et stærkt bidrag til den grønne omstilling,“ siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

Har næste marked i kikkerten
Den kommende hybridpark er placeret ved Ammitsbøl Skov i Vejle Kommune og forventes at levere strøm til blandt andre JYSK i midten af 2028. Ifølge Eurowind Energy har aftalen med Norlys og JYSK en afgørende betydning for, at Energipark Øster Starup kan realiseres.

”Langsigtede strømaftaler giver den sikkerhed, der skal til for at investere i nye vedvarende energianlæg. Det er præcis den type samarbejde mellem erhvervsliv og energisektor, der driver den grønne omstilling fremad i Danmark.”

I 2024 fik JYSK godkendt sine klimamål af Science Based Targets initiative (SBTi) som del af sin bæredygtighedsstrategi, A Great Offer for Generations, der bygger på mange års arbejde med ansvarlighed. I scope 1 og 2, der dækker egen drift, har JYSK en ambition om at nå en absolut CO2e-reduktion på 50,4 % inden udgangen af regnskabsåret 2032 (baseline: 2022).

“Hvis vi skal i mål med vores udledning i Scope 1 og 2 på 50,4 %, er det afgørende, at vi investerer i løsninger. Det gør vi blandt andet med solceller på tagene af vores distributionscentre, udrulning af Smart Stores, hvor vi reducerer vores butikkers energiforbrug – og nu elkøbsaftaler, som vi håber, kan blive en realitet i flere af vores markeder,” fortæller Rami Jensen.

I næste fase har JYSK fokus på Tyskland, og herefter vil kæden afsøge lignende muligheder i andre markeder.

JYSKs SBTi-godkendte klimamål er:

  • JYSK forpligter sig til at reducere den absolutte scope 1 og 2 CO2e-udledning med 50,4 % inden 2032 i forhold til basisåret 2022.*
  • JYSK forpligter sig til, at 72,5 % af leverandørerne, baseret på emissioner, der dækker indkøbte produkter, varer og tjenester, vil have SBTi-godkendte mål inden udgangen af finansåret 2028.
  • JYSKs samlede udledninger fordelt på scope 1, 2 og 3:
    • 1,85 % Scope 1 og 2
    • 98,15 % Scope 3

* Målafgrænsningen inkluderer udledninger fra arealanvendelse og optag fra bio-baseret råmateriale til energiproduktion.

Emner

Kategorier

Regions


JYSK er en international boligindretningskæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.

Med over 3.600 butikker og webshops i 50 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.

Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 34.000 medarbejdere.

JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 53,0 milliarder DKK i finansåret 2024/25. JYSKs omsætning var på 46,3 milliarder DKK i finansåret 2024/25.

Kontakt