Pressemeddelelse -
JYSK når milepæl i arbejdet med klimamål
JYSK har nu involveret alle sine leverandører i arbejdet med at fastsætte SBTi-validerede klimamål, og 94 % af JYSKs leverandører, målt på udledninger, har tilkendegivet overfor JYSK at de vil få fastsat SBTi-godkendte reduktionsmål for deres egne udledninger inden udgangen af regnskabsåret 2027/28.
Kategorien ”Købte varer og tjenester” (”Purchased goods and services”) udgør den største andel af JYSKs drivhusgasudledninger. For at imødekomme dette har JYSK fastsat et mål for leverandørengagement, som er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Med målet forpligter JYSK sig til at sikre, at 72,5 % af leverandørerne inden for købte varer og tjenester, målt på udledninger, vil have videnskabsbaserede mål på plads ved udgangen af finansåret 2027/28 (FY28).
Ved udgangen af FY25 havde i alt 94 % af JYSKs leverandører, målt på emissioner, tilkendegivet over for JYSK at de vil få fastsat SBTi-godkendte reduktionsmål inden udgangen af FY28. Allerede nu har 44 % af JYSKs leverandører, målt på emissioner, enten tilmeldt sig SBTi og er i gang med at fastsætte mål eller har opnået SBTi-validerede mål.
"Vi er meget tilfredse med fremskridtene. Ligesom JYSK er vores leverandører engagerede i at reducere klimaaftrykket ved hjælp af videnskabeligt baserede mål. For vores kunder betyder det, at de fortsat kan finde gode tilbud hos JYSK og vide, at vi arbejder sammen med vores leverandører for at øge fokus på beregninger af udledninger i vores værdikæde," siger Ditte Revsbæk Hansen, Sustainability Director i JYSK.
Globalt samarbejde
JYSK registrerer løbende fremskridt hos leverandørerne. Samtidig understøtter JYSK også vidensdeling i forhold til klimamål gennem workshops, skræddersyet vejledning til leverandører og facilitering af samarbejde med eksterne konsulenter for at guide leverandørerne fra de første tiltag til indsendelse og endelig godkendelse af deres klimamål.
Kun et lille antal leverandører er stadig i gang med at evaluere SBTi-kravene, før de formelt forpligter sig over for JYSK. For de få, der har valgt ikke at deltage på dette tidspunkt, undersøger JYSK mulighederne for fremtidigt samarbejde.
Hvis alle leverandører, der allerede har indsendt eller vil indsende mål til SBTi, får godkendt deres mål, forventer JYSK at nå sit scope 3-mål inden udgangen af FY28.
Frem mod FY32
JYSK har også forpligtet sig til at sænke sine scope 1- og 2-udledninger med 50,4 % inden udgangen af FY32. JYSKs resultater for FY25 viser, at virksomheden har formået at reducere de samlede udledninger i scope 1 og 2 med 1,2 % sammenlignet med FY22, samtidig med at virksomheden har åbnet mere end 300 nye butikker.
De fleste udledninger i scope 1 og 2 kommer netop fra butikkerne, og i FY25 sænkede JYSK sine udledninger pr. butik med 9 % sammenlignet med FY22.
"Som en stor, international virksomhed er vi hver dag i kontakt med tusindvis af kunder, medarbejdere og leverandører, og vi ønsker at gøre vores del for at reducere vores klimapåvirkning. Vi ved, det ikke er en let opgave, men med den nuværende udvikling ser vi gode fremskridt i at afkoble vores forretningsvækst fra udledningerne i vores egen drift," siger Ditte Revsbæk Hansen.
Man kan læse mere om JYSKs årsresultat og bæredygtighedsrapportering her:
Emner
JYSK er en international boligindretningskæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.
Med over 3.600 butikker og webshops i 50 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.
Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 34.000 medarbejdere.
JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 48,0 milliarder DKK i finansåret 2023/24. JYSKs omsætning var på 46,3 milliarder DKK i finansåret 2024/25.