Pressemeddelelse —
JYSK sætter bæredygtighed på programmet til sit første leverandørarrangement i Asien
Der var fokus på overordnet strategi, fælles retning og ikke mindst ambitioner for sustainability og compliance, da JYSK samlede 475 deltagere fra leverandører og internationale tradere til fælles event i Shanghai.
For første gang afholdt JYSK et større leverandørarrangement i Asien – da virksomheden bød indenfor til JYSK Supplier Event tirsdag den 2. juni.
Arrangementet markerede et vigtigt skridt i boligindretningskædens ambition om at styrke samarbejdet og forankringen af compliance- og bæredygtighedsarbejdet med leverandørerne.
“Vores ansvar rækker ud over vores egen forretning og omfatter derfor også vores leverandører. Vi arbejder målrettet på at reducere udledningen af drivhusgasser på tværs af vores værdikæde, og vi kan kun lykkes, hvis vi gør det sammen. Derfor er det vigtigt for os at mødes fysisk, dele viden og motivere vores leverandører og underleverandører, så vi sammen kan opretholde høje standarder og bidrage til vores fælles mål,” fortæller Søren Lip ter Beek, der er Compliance Manager i JYSK og ansvarlig for leverandørarrangementet.
På dagen præsenterede JYSK blandt andet mulige fabriksspecifikke reduktionsinitiativer, forventninger til datadeling samt virksomhedens SBTi‑validerede klimamål, der skal sikre reduktion af CO₂e‑udledninger på tværs af verdikæden.
CO2-reduktioner hos leverandørerne er afgørende
Da størstedelen af JYSKs CO₂e‑udledninger stammer fra produktionen af varer, er leverandørernes engagement afgørende for at nå virksomhedens SBTi-klimamål i scope 3.
Helt overordnet har JYSK forpligtet sig til, at minimum 72,5 pct. af leverandørerne målt på udledninger inden udgangen af 2028 beregner deres individuelle udledninger og selv får SBTi-godkendte målsætninger.
“Vi vil gerne sikre en endnu større fælles forståelse for vores strategiske retning inden for sociale forhold, miljøpåvirkning og compliance. Det er første gang, vi afholder et arrangement af denne type i Asien, hvilket understreger, hvor vigtigt samarbejdet med vores kinesiske leverandører og underleverandører,” fortæller Søren Lip ter Beek.
Deltagerne fik desuden et indblik i JYSKs arbejde med sociale- og miljøaudits gennem amfori, hvor minimumsforventningerne løbende skærpes, for at forbedre forholdene for medarbejderne, samt fabrikkernes miljøpåvirkning.
JYSK arbejder løbende på initiativer, de præsenterer for leverandørerne, med henblik på at reducere emissionerne fra produkterne hos fabrikkerne.
JYSKs SBTi-godkendte klimamål er:
- JYSK forpligter sig til at reducere den absolutte scope 1 og 2 CO2e-udledning med 50,4 % inden 2032 i forhold til basisåret 2022.*
- JYSK forpligter sig til, at 72,5 % af leverandørerne, baseret på emissioner, der dækker indkøbte produkter, varer og tjenester, vil have SBTi-godkendte mål inden udgangen af finansåret 2028.
- JYSKs samlede udledninger fordelt på scope 1, 2 og 3:
- 1,85% Scope 1 og 2
- 98,15% Scope 3
* Målafgrænsningen inkluderer udledninger fra arealanvendelse og optag fra bio-baseret råmateriale til energiproduktion.
Emner
Kategorier
JYSK er en international boligindretningskæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.
Med over 3.600 butikker og webshops i 50 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.
Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 34.000 medarbejdere.
JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 53,0 milliarder DKK i finansåret 2024/25. JYSKs omsætning var på 46,3 milliarder DKK i finansåret 2024/25.