Pressemeddelelse -

Julegave til hjemløse fra Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B

Bestyrelserne i Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B har sammen besluttet at donere deres fælles indflytningsgaver på knap 48.000 kroner til hjemløse og socialt udsatte. Pengene går til sovepladser, væresteder og sociale aktiviteter drevet af henholdsvis WeShelter og Kirkens Korshær.

Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B har valgt at donere knap 48.000 kroner i alt til WeShelter og Kirkens Korshær op til jul. Pengene var fælles indflytningsgaver, da boligadministrationen og boligforeningen i sin tid flyttede sammen på Havneholmen i København.

Valget faldt specifikt på Kirkens Korshær og WeShelter på grund af deres velgørende arbejde, hvor de gennem konkrete projekter hjælper hjemløse og andre udsatte.

Et område der altid har ligget os nært
Hos Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B er begejstringen stor for det arbejde, der udføres af både WeShelter og Kirkens Korshær. Det er derfor to stolte bestyrelsesformænd, der glæder sig over at kunne støtte og gøre en lille, men vigtig forskel for de udsatte grupper.

- Med det værdisæt, vi arbejder ud fra i den almene boligbranche, har det altid ligget både Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B nært at hjælpe hjemløse og socialt udsatte. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi sammen kan støtte op om konkrete tiltag med denne donation, der hjælper disse grupper i en svær tid, udtaler Boligkontoret Danmarks formand Lisbet Riis. Hun suppleres af Boligforeningen 3B’s formand Steffen Morild.

- Ja, vi er glade for, at vores fælles donationer går til de to velgørende organisationer. Både WeShelter og Kirkens Korshær gør hver dag en imponerende indsats for at hjælpe dem i vores samfund, der har det svært. At tage hånd om dem er og har altid været en vigtig opgave for både Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B. Jeg er derfor også glad for, at vi sammen kan støtte både det frivillige arbejde og konkrete projekter, der gør en vigtig forskel for hjemløse og andre socialt udsatte.

Donationerne gør en forskel
Donationerne vækker glæde hos både WeShelter og Kirkens Korshær, da der særligt i de kolde og våde vintermåder er behov for hjælp.

- Vi er utroligt glade og beærede over den flotte donation fra Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B! Den er med til at sikre, at vi fortsat kan hjælpe nogle af de, der har allermindst i vores samfund. Hver en krone er værdsat og hjælper os til at kunne give hjemløse og socialt udsatte en mere værdig og tryg tilværelse, udtaler Nikolaj Olsen, der er sekretariatsleder i WeShelter.

Hos Kirkens Korshær har de i øjeblikket særlig fokus på de mange hjemløse, der ofte ender med at sove på den kolde og hårde asfalt i de barske vintermåneder. I København har organisationen indgået et samarbejde med Hellig Kors Kirke på Nørrebro om at åbne op for 40 sovepladser til hjemløse, og netop det projekt får støtte gennem Boligkontoret Danmarks og Boligforeningen 3B’s donation.

Hos WeShelter er det blandt andet projektet peer-to-peer, der får støtte gennem donationen. Her arbejder tidligere hjemløse som frivillige blandt nuværende hjemløse og fungerer som en form for rollemodeller.

Esther på 48 år er en af de tidligere hjemløse, der har gennemgået en uddannelse hos WeShelter, og som nu er klar til at være frivillig på et af de steder, hun selv kom meget, før hun fik sin lejlighed, nemlig Natcaféen for Kvinder, Café Klare på Vesterbro i København.

- Jeg ved, hvordan det er at bo på Café Klare – hvor frustrerende det er, og hvor håbløst det føles. Jeg har selv stået i det, og nu kan jeg vise kvinderne, at man faktisk godt kan komme videre, siger Esther.

Yderligere info
Digital kommunikationskonsulent i Boligkontoret Danmark, Niklas Ingerslev, tlf. 29 82 73 93
Kommunikationschef i Boligforeningen 3B, Anette Hertz, tlf. 40 97 50 77

Om Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B
Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B er henholdsvis en almen boligadministration og en almen boligforening. Vi har kontorer i samme bygning på Havneholmen i København og deler derfor praktiske ting som fx kantine og printere. Derudover samarbejder vi og udveksler og trækker på hinandens erfaringer.

Boligkontoret Danmark administrerer mere end 25.000 lejeboliger i hele landet for 58 boligorganisationer og 39 samarbejdspartnere.

Boligforeningen 3B ejer ca. 12.000 lejeboliger i 80 forskellige afdelinger i Storkøbenhavn. Boligformerne er meget forskellige: højhuse, rækkehuse, seniorboliger, ungdomsboliger, plejeboliger, skæve boliger til hjemløse samt erhvervslejemål

Emner

  • Bygning, ejendom

Kategorier

  • frivillig
  • hjemløs
  • velgørenhed
  • boligforeningen 3b
  • almen bolig

Boligforeningen 3B er en almen boligforening, som udvikler, bygger og administrerer boligområder. Vi har ca. 12.000 lejeboliger i 80 forskellige afdelinger i Storkøbenhavn – og mange nye boliger på vej.

3B ejer selv sine ejendomme, som omfatter meget forskellige boligformer: højhuse, rækkehuse, seniorboliger, ungdomsboliger, plejeboliger, skæve boliger til hjemløse samt erhvervslejemål.

Vi er gået i gang med en helt ny strategi ”3B - Sammen mod 2020”, hvor visionen er sammen at skabe levende og mangfoldige fællesskaber. Vi vil samtidig være nærværende, ordentlige og nyskabende.

3B er en non-profit organisation med rødder i både socialfilantropien og fagbevægelsen. En af vores kongstanker er, at der skal være boliger for alle i Storkøbenhavn.

Omdrejningspunktet for foreningen er beboerdemokratiet med en organisationsbestyrelse, der er valgt blandt 3B’s beboere, og lokale afdelingsbestyrelser, der også er valgt blandt beboerne.

3B står – som den øvrige almene sektor – over for store forandringer, hvor det centrale er at udvikle vores drift og service, så den er effektiv og matcher fremtidens krav og forventninger. Vi er derfor netop nu ved at skabe en ny decentral og robust organisering af driften – bakket op af en stærk central administration.

3B har et godt udgangspunkt for at gennemføre disse forandringer med en organisation med dygtige medarbejdere, stærke værdier, der udspringer af en lang historie, en solid økonomi og et stærkt samarbejde med KAB.

Kontakt

Annette Sadolin

Pressekontakt Kommunikations- og pressekonsulent Kommunikation og presseservice 33631147

Anette Hertz

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og presseservice 40 97 50 77

Mads Klim Jacobsen

Pressekontakt Kommunikations- og pressekonsulent Kommunikation og presseservice 38381954

Marianne Svolgaard

Pressekontakt Kommunikations- og pressekonsulent Kommunikation og presseservice 38381847