Blogindlæg -

Bruger du p-piller til dine hunkatte? Så gambler du med deres helbred…

Folk der har fulgt os i flere år, kender vores holdning til p-piller til katte. I vores verden er sterilisering den eneste vej frem, og det kan der ikke rokkes ved.

Vi bliver tit spurgt, hvordan det kan være, at vi føler så stærkt omkring dette emne. Og det er ganske enkelt; vi har set alt, alt, alt for mange eksempler på hunkatte der kommer ind med kræft, livmoderbetændelse, samt deforme og forstørrede æggestokke og livmoder. Det er selvfølgelig ikke kun på vores klinik, at det sker. Dette ses igen og igen på alle landets klinikker.

Vores seneste eksempel kom ind i torsdags i sidste uge. Katteinspektør Hanne var rekvireret ud til et dødsbo, hvor der rumsterede nogle katte rundt, der havde tilhørt husets, nu afdøde, ejer. Den ene af kattene viste sig at være fuldstændig tam og meget sød pigemis, som vi smaddergerne ville formidle videre til en ny familie…. Indtil dyrlægen fik kastet et blik på hende.

Hun havde nemlig nogle meget store kræftknuder i mælkekirtlerne. De var faktisk så store, at de kunne ses med det blotte øje. Dette er en meget typisk reaktion på brug af p-piller, så for at være sikre, tjekkede katteinspektør Hanne med naboerne til dødsboet og ganske rigtigt; missepigen havde fået p-piller i et par år.

Hvis personen der havde ejet katten, havde ulejliget sig med at få hende steriliseret for flere år siden, så havde vi nu stået med en hunkat, der kunne havde fået et godt liv hos en ny familie. I stedet for var vi nødt til at give hende fred, for det er det eneste dyreværnsmæssige forsvarlige når canceren har bredt sig så meget, og med så store og fremskredne tumors.

Det giver sig selv, at vi alle finder det yderst frustrerende at skulle aflive gode katte, men man skal også lige tænke over hvor ubehageligt det er for en kat, at rende rundt med store knuder i kroppen i længere tid. For det er jo tydeligt, at de her ikke er opstået på et par dage.

Vi hører tit et økonomisk argument for, at folk vælger p-pillerne frem for en sterilisering, da et dyrlægebesøg koster mere end p-piller, på kort sigt. Dette argument har vi det bare meget svært ved. For udover at udgiften til sterilisering er en éngangsudgift i forhold til p-pillernes løbende udgifter, så kan vi ikke forstå, at man har lyst til at tage chancen med sine kæledyr.

Så hvor står du? Vil du udsætte din elskede pelstot for risikoen for alvorlige bivirkninger ved at bruge p-piller, eller vil du én gang for alle sørge for, at hun bliver steriliseret, og så være fri for at spekulere mere over det?

Inden du svarer, så kast et blik på billedet herover, der viser maven på vores søde hunkat fra i torsdags, og spørg dig selv, om du ville kunne leve med, at din egen kat kom til at se sådan ud…

Holdningen herfra er i hvert fald krystalklar: Få din missepige steriliseret og drop p-pillerne, for kattens skyld!

Med venlig hilsen Kattens Værn

Emner

  • Dyr

Kontakt

Mogens Wilbert

Pressekontakt Bestyrelsesformand for Kattens Værn 40427618

Mathilde Ramsgaard

Pressekontakt Social Media Manager Sociale medier og content

Relateret materiale