Pressemeddelelse -

”Jeg tror ikke det er det samme som prostitution”

”Der eksisterer i dag ingen forebyggende tiltag på prostitutionsområdet. Sociale tiltag i forbindelse med prostitution beskæftiger sig primært med skadesreduktion og rehabilitering – og ikke med forebyggelse. Det ønsker vi med RedenUng at ændre på”, siger Charlotte Fuglsang, der er forstander for Reden i København.

Unge mennesker i Danmark har generelt ikke særlig stor viden om prostitution og gråzoneprostitution. Det viser en kvalitativ undersøgelse, som firmaet Fremtids Fabrik har foretaget for Reden. Firmaet har interviewet i alt 44 unge mennesker i alderen 15-18 år om deres holdninger til prostitution og gråzoneprostitution, og af undersøgelsen fremgår det blandt andet at:

  • De unge har en positiv og fordomsfri holdning til begrebet sugerdating – så længe det er på samfundsniveau og ikke berører nogle af de unges venner eller familie
  • De unge har svært ved at gennemskue konsekvenser af deres online adfærd. De tror, at man bare kan klikke væk, hvis man ikke vil alligevel
  • På samfundsniveau har de unge en liberal og fordomsfri holdning til prostitution, men på venneniveau har de en puritansk og negativ holdning

Reden har også bedt TNS Gallup om at undersøge unges holdning til køb og salg af sex. Gallup har interviewet 330 unge mellem 15-20 år. Her er 38 % enige eller overvejende enige i, at det er i orden at give penge for seksuelle ydelser, mens 43 % synes det er ok at sælge seksuelle ydelser. 4 % af de unge mænd, der deltog i undersøgelsen, har erfaring med at købe sex.Desuden erklærer 23 % sig enige eller overvejende enige i, at det er i orden at tage imod en gave for et blowjob / oralsex. Det sidste er i det område, man plejer at definere som gråzoneprostitution, idet der ikke er tale om penge, men en anden ydelse.

”Resultaterne viser tydeligt, at især fænomenet gråzoneprostitution er et underbelyst område, og unge efterspørger selv mere viden. De efterlyser også fx undervisning i skolen, der handler om prostitution, og de mulige konsekvenser af prostitution og gråzoneprostitution”, siger Charlotte Fuglsang.

Reden lancerer ved en reception fredag den 23. januar rådgivningsportalen RedenUng, der er en rådgivnings- og vidensportal til unge, der har brug for rådgivning og oplysning om køb og salg af sex, samt til forældre og fagfolk, der vil vide mere om prostitution og gråzoneprostitution eller har en bekymring. Rådgivningsportalen er økonomisk muliggjort af midler fra Augustinus Fonden, og er en del af et større projekt, der blandt andet har til formål at opsamle viden om unge mennesker og prostitution og gråzoneprostitution og hermed bidrage til at forebygge, at unge mennesker havner i prostitution og gråzoneprostitution. Forebyggelsesprojektet løber frem til og med 2017 og er støttet af midler fra Socialministeriet.

Reden København er en del af KFUKs Sociale Arbejde, der ogsåtæller Reden International, Reden Odense, Reden Aarhus og Reden Aalborg. Du kan læse mere om Reden København påwww.redenkoebenhavn.dk og KFUKs Sociale Arbejde på www.kfuksa.dk

Rådgivningsportalen præsenteres ved en reception i Redens lokaler, Gasværksvej 24, på Vesterbro fredag den 23. januar kl. 14-16.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • socialt udsatte
  • unge
  • forebyggelse
  • gråzoneprostitution
  • reden
  • prostitution
  • kfuks sociale arbejde

KFUKs Sociale Arbejde er til for mennesker, der er havnet i en svær situation på grund af hjemløshed, stof- og alkoholmisbrug, psykisk sygdom og fattigdom.

Vi hjælper med omsorg i form af en seng at sove i eller et varmt måltid. Vi hjælper også den enkelte med at komme videre i tilværelsen gennem samtale, rådgivning og som bisidder i kontakten med myndigheder. Gennem konkret praktisk støtte gør vi det muligt for mange sindslidende og misbrugere at bo i eget hjem.

Kontakt

Pernille Kjær Jessen

Presseansvarlig PR og kommunikation +45 3525 4461