Pressemeddelelse -
Hundredvis af skole- og gymnasieelever til længere, kreative workshopforløb på Det Kongelige Teater
Hundredvis af skole- og gymnasieelever til længere, kreative workshopforløb på Det Kongelige Teater.
En lang række skolebørn og gymnasieelever fra hele landet deltager i denne sæson i kreative workshopforløb af kortere og længere varighed på Det Kongelige Teater. Her får de mulighed for at prøve kræfter med både opera, ballet, drama, scenografi- og kostumefremstilling, instruktion, direktion, komposition, kommunikation, pressearbejde og meget mere.
De forskellige workshops indenfor alle teatrets kunstarter – opera, ballet og skuespil – skal åbne kunstens verden for børnene og give dem mulighed for at arbejde med deres egen kreativitet i scenekunstproduktion i samspil med deres klassekammerater og teatrets professionelle kunstnere og håndværkere.
Idéen bag det involverende og kreative arbejde er at give børn og unge en indsigt i alle aspekter af de kunstneriske processer og give dem en mulighed for at opdage nye evner og passioner samt styrke deres samarbejdsevner i et fællesskab omkring skabelsen eller fortolkningen af et værk.
De længere workshopforløb er: SOS Opera!, der står for skriv og spil opera. Det er et forløb, hvor en skoleklasse danner deres eget operakompagni og selv skaber en opera fra bunden fra udvikling af idéer til fremførelse. Børnene skriver selv libretto, komponerer musikken, laver kostumer og scenografi, optræder og står for sceneteknik, PR og håndtering af publikum. Acting Out, der er et forløb, hvor fem dramaklasser fra gymnasier i hhv. Aalborg, Aarhus, Odense og Sjælland får tilsendt en dramatisk tekst, som de gennem syv uger øver sig på med en professionel skuespiller. I weekenden den 8.-9. marts mødes alle klasserne, for at optræde på Det Kongelige Teater foran et større publikum. Dansedrømme, der er et workshopforløb, hvor en mangfoldig gruppe af unge på mellem 14 og 22 år skaber deres egen danseforestilling i samarbejde med professionelle kunstnere. Projektet er inspireret af den tyske koreograf Pina Bauschs danseforestilling, Kontakthof. Breakfast med Bournonville, der er etworkshopforløb med det Kongelige Teaters balletungdomskompagni Kompagni B. Op mod 100 skolebørn fra Amager prøver selv kræfter med at danse, og de bliver klædt godt på til at være værter for 4000 børn, der i løbet af januar-marts ser Breakfast med Bournonville.
De længerevarende workshopforløb – lige nu:
Acting Out:
Elever fra Egå Gymnasium i Århus, Tornbjerg Gymnasium i Odense, Mariager
Fjord Gymnasium i Aalborg, Rysensteen Gymnasium i København og Gammel Hellerup
Gymnasium har i disse uger frem til uge 10 workshops med skuespillerene på gymnasierne.
Herefter finder prøverne sted på teatret 8. marts 12-18. Forestillingerne
finder sted 9. marts 12-18.
SOS Opera!:
Det første forløb på SOS Opera! er i
fuld gang med 4.b fra
Egelundsskolen i Albertlund, der skaber en minioperaproduktion. Deres
aktiviteter finder sted hver uge/14. dag løbende frem til slutningen af juni, hvor den færdige opera præsenteres for et publikum.
Breakfast med Bournonville:
De første forestillinger på Breakfast med Bournonville fandt sted 8.-9. januar, og den næste proces med elever fra
Sønderbro Skoles 7. klasser forløber nu - med forestillinger 11.-12. marts. Se
video om Breakfast med Bournonville.
Dansedrømme:
Gruppen
af unge mellem 14-22 år arbejder nu og frem til premieren 7. juni med teamet af
professionelle koreografer og skuespillere i et workshopforløb på Det Kongelige
Teater hver tirsdag og onsdag. Temaerne i de forskellige scener bygges op
omkring og tager afsæt i de unges ”indre dans” - den personlige følelsesbagage
– af drømme, håb, længsler, kærlighed, smerte mm.
---
Ud over de længerevarende workshopforløb har Det Kongelige Teater også et stort katalog af enkeltstående workshopbesøg for skole- og gymnasieelever. Se videoer om flere af dem her: Hands On Generelt, Hands On Orkester, Hands On Kor, Skuespilworkshop, Kids2Kids, Close Up Ballet.
---
Workshopforløbene er led i et omfattende outreach-program, der har til sigte at gøre scenekunstens verden tilgængelig og vedkommende for de yngre målgrupper. Programmet, der løber over tre år, er støttet af Det Obelske Familiefond. Programmet er et supplement til teatrets strategi om at åbne teatret op for andre og flere end det publikum, der i dag nyder godt af Det Kongelige Teaters forestillinger. Det være sig via gratis foyerarrangementer, udstillinger, sommeraktiviteter, koncerter m.v. - aktiviteter og events der skal sikre, at så mange som muligt oplever Det Kongelige Teater som et vedkommende og inspirerende sted at besøge – også udenfor forestillingstid.
Det Obelske Familiefond Det Obelske Familiefond er optaget af, at kunst- og kulturoplevelser får geografisk og publikumsmæssig bredde uden at miste integritet og kvalitet. Det er en nødvendig, men også krævende opgave, og derfor støtter fondet nytænkende og gennemarbejdede initiativer, som søger at skabe løsninger på kulturinstitutionernes udfordringer med nye målgrupper – både til gavn for den enkelte institution og for andre. Og naturligvis til glæde for publikum.
For yderligere information eller aftale om interview/reportage kontakt venligst PR Ansvarlig Louise Pedersen på telefon 33696988/mobil 40530035 eller pr. e-mail lope@kglteater.dk
Med venlig hilsen
Presseafdelingen
Det Kongelige Teater
E-mail: presse@kglteater.dk
Telefon: 33696981
Web: kglteater.dk
Emner
- Teater
Kategorier
- outreach