Blogindlæg -
Renteinformation
På det seneste møde i den amerikanske centralbank (FED) blev renten som ventet sænket med 0,25 procentpoints til niveauet 4,00-4,25 %. Det var første rentesænkning i 2025.
Der har i løbet af året været et voksende politisk pres på FED for at sænke renterne, som har været medvirkende til en bekymring om en politisering af FED på længere sigt. Internt i FEDs rentekomité er der en voksende uenighed om udsigterne for dels beskæftigelsen og dels inflationen. De seneste tal for udviklingen i beskæftigelsen har været skuffende samtidig med, at inflationen stadig ligger omkring 3 % i forhold til FEDs mål på 2 %. Der er derfor usikkerhed om antallet og størrelsen af yderligere rentenedsættelser fra FED i år og næste år, hvilket har forplantet sig til rentemarkedet, hvor de korte renter er faldet til det laveste niveau i år og de lange renter holder sig nogenlunde uændret.
Vender vi blikket mod Europa er udsigten til flere rentesænkninger fra den europæiske centralbank (ECB) mere usikker. Flere analytikere peger på, at den nuværende rente på 2 % er neutral for økonomien i Eurozonen. Den økonomiske vækst er lav og kun langsomt på vej fremad, når man ser på de seneste tal for aktiviteten. Her er det især Tyskland, der efter en god periode nu igen viser økonomiske svaghedstegn. Inflationen er kommet ned på ECBs mål på ca. 2 % og ligger stabilt på det niveau.
De korte markedsrenter i EUR og i DKK har været stabile til svagt stigende med udsigten til uændret rente i ECB og en fornuftig udvikling i de økonomiske nøgletal. Der forventes ikke store ændringer i niveauet for markedsrenterne den kommende tid, og renteforskellen mellem ECB og Nationalbanken på 0,40% ventes ikke at blive ændret de nærmeste 3-6 måneder.
DISCLAIMER
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.