Blogindlæg -
Renteinformation
Der har været møder i såvel den amerikanske centralbank (FED) som i den europæiske centralbank (ECB) indenfor de seneste 14 dage. Ikke overraskende sænkede FED renten med 0,25 %-point til 3,75-4 % primært set i lyset af den lidt skuffende udvikling på arbejdsmarkedet. Samtidig nedtonede FED muligheden for yderligere en sænkning af renten på det kommende møde i december. FED vil gerne have fuld gennemsigtighed, og der offentliggøres for tiden kun et begrænset udvalg af nøgletal fra den amerikanske økonomi på grund af nedlukningen af staten siden 1. oktober. Det er især den officielle statistik for ledigheden, som FED afventer inden der træffes nye beslutninger om ændring af renten. De amerikanske markedsrenter har handlet rimelig stabilt over hele kurven de seneste uger.
Det stabile renteniveau i USA har også smittet af på de europæiske renter. ECBs indlånsrente ligger fortsat på 2%, og generelt venter markedet uændret rente fra ECB også i løbet af første halvår 2026. Arbejdsmarkedet er i svag bedring, og inflationen ligger tæt på ECBs mål på 2 %. Den økonomiske vækst i Eurozonen er fortsat lav set ud fra tal for 3. kvartal, mens de første indikationer for aktiviteten i indeværende kvartal viser en forbedring. Markedet hæfter sig særligt ved, at den skuffende udvikling i Tyskland i årets først 3 kvartaler, tilsyneladende er ved at vende til det bedre. Det kan være medvirkende til en stærkere vækst ved årets afslutning og bekræfte ECB i, at renten er passende.
For DKK i valutamarkedet og danske renter er svækkelsen af DKK overfor EUR siden eftersommeren blevet vendt til en stabilisering på et lidt bedre niveau. Der har fortsat ikke været støtteopkøb af DKK fra Nationalbanken heller ikke i oktober. Markedets analyse af, at en renteændring fra Nationalbanken ved fortsat svagere DKK ser ud til at være afløst af en forventning om en fortsat renteforskel på 0,40 %-point i den nærmeste fremtid. Nationalbankens indlånsrente ligger på 1,60 %. De danske markedsrenter følger de stabile tendenser i euroområdet.
DISCLAIMER
Til rentegraferne anvendes 3M CIBOR- og swaprenter baseret i DKK. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked. Swaprenterne med et tillæg eller et fradrag er grundlaget for fastsættelsen af renten på fastforrentede lån i KommuneKredit.
Rentegraferne viser udviklingen i hhv. 3M CIBOR- og DKK-renteswaps med fast rente. En renteswap med fast rente er en aftale mellem to parter, hvor man udveksler CIBOR-rente med fast rente over en given tidshorisont over 1 år. Renteswaps er meget likvide og er almindeligt anvendt i det danske rentemarked.
CIBOR-renter og swaprenter – med et tillæg eller fradrag – er grundlaget for prisfastsættelse af KKcibor- og KKfast-lån i KommuneKredit.