Gå til indhold
KommuneKredit har udstedt grønne lån til de danske kommuner og regioner siden 2017.
KommuneKredit har udstedt grønne lån til de danske kommuner og regioner siden 2017.

Nyhed -

KommuneKredits Grønne Komité godkender grønne lån for 3,1 mia. kr.

KommuneKredits Grønne Komité har godkendt nye grønne lån til en værdi af 3,1 mia. kr. Med de seneste godkendelser, som understreger aktiviteten inden for grøn omstilling i de danske kommuner og regioner, har komiteen samlet set godkendt grønne lån for 22,4 mia. kr.

I sidste uge kunne KommuneKredits Grønne Komité godkende nye grønne lån for 3,1 mia. kr. Komitéens opgave er at sikre, at et lån kan klassificeres som grønt ud fra foreningens retningslinjer, kaldet Green Bond Framework. Komitéen består af to medarbejdere fra KommuneKredit samt Carl Hellmers, CEO, Fredericia Forsyning og Hans-Martin Friis Møller, CEO, Kalundborg Forsyning, der begge har teknisk ekspertviden og praktisk erfaring fra sektoren.

I KommuneKredit glæder man sig over at kunne understøtte kommunernes og regionernes grønne ambitioner med de nye lån. En af grundstenene i KommuneKredits forretning er netop samfundsansvar, og derfor er det helt naturligt for virksomheden at understøtte omverdenens ambitioner, når det kommer til grøn omstilling.

Hvad er et grønt lån?

KommuneKredit har udstedt grønne lån til de danske kommuner og regioner siden 2017, og ved årsskiftet 2019/2020 havde foreningen samlet set godkendt 410 grønne lån. Et grønt lån er et lån, som bliver finansieret med midler fra KommuneKredits grønne obligationer. Lånenes størrelse varierer fra 120.000 kr. til 1.520.000.000 kr. og udlånes til projekter i hele landet. Såvel nationale som internationale investorer køber de grønne obligationer, som er øremærket miljø- og klimavenlige investeringer inden for områderne fjernvarme, vand, offentlig transport og energieffektivisering. 

Emner

Kategorier

Kontakt

Jens Lundager

Jens Lundager

Pressekontakt Administrerende direktør 33697622

KommuneKredit

KommuneKredit er en ganske særlig finansiel virksomhed, der er med til at sikre kommuner og regioner mere lokal værdi for borgernes penge. Til glæde for alle. Hvad enten vi bor i Nørresundby, Nakskov eller på Nørrebro.

Grundlæggende er KommuneKredit en forening. En forening, der gør det muligt for kommuner og regioner at få enkel og hurtig adgang til finansiering af deres projekter. Store som små. Til de lavest mulige omkostninger. På lige vilkår for alle – i hele landet.

Det gælder også, når lokale selskaber og institutioner med en kommunal garanti i ryggen låner penge til alt lige fra museer til kystsikring. Så er vi med.

Sådan har det været helt tilbage siden 1899, hvor KommuneKredit udbetalte det første lån. Og det er ikke at tage munden for fuld, når vi siger, at KommuneKredit siden har spillet en central rolle for det lokale selvstyre og i opbygningen af det moderne danske samfund.

Sådan er det også i dag, hvor vores dedikerede, kompetente medarbejdere rådgiver om og formidler mere end 2.000 årlige lån og finansielle leasingaftaler til alt lige fra leasing af elbiler til hjemmeplejen, indkøb af nye scannere til hospitalerne eller til etablering af fjernvarme ude i det ganske land. Eller til noget helt fjerde.

Men sikkert er det - det er til glæde for alle, for det lokale demokrati og for fremtidens grønne Danmark.

KommuneKredit
Kultorvet 16
1175 København K
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum