Kommuner og regioner er fundamentet i det velfærdssamfund, vi i fællesskab har bygget op gennem mange år. De leverer ældrepleje, bygger idrætshaller og laver klimatilpasning. De driver hospitaler og sørger for vand i hanerne og varme i vores hjem. Og de står i front, når klimaet kræver handling. Alt det, der skaber rammerne for fællesskab og gode liv. Men det kan kun lade sig gøre, hvis der er midler til investeringerne. KommuneKredits kerneopgave er at bidrage til det.
Vi leverer billigst mulig finansiering på lige vilkår for alle
Gennem mere end 125 år har vi banet vejen for nødvendige investeringer i velfærd og samfundsudvikling i hele Danmark. Vi er en forening, der tilbyder lån og leasing til kommuner, regioner og andre aktører, der løfter offentlige opgaver. Da vores udlån og leasing er finansieret af staten, er renterne lave, så flere penge kan blive i lokalsamfundene og bruges dér, hvor de gør den største forskel – tæt på borgerne. Vi fokuserer ikke på, om projekterne er store eller små, eller hvor i landet de gennemføres. Hvis de er vedtaget demokratisk, handler det for os om at tilbyde billigst mulig finansiering på lige vilkår for alle.
Vi gør det muligt at tænke i kvalitet frem for konjunkturer
Vi er til for fællesskabet og skal ikke tjene penge. Vi spiller en central rolle i Danmarks kritiske finansielle infrastruktur ved at sørge for, at kommuner og regioner har adgang til den nødvendige finansiering. Vi gør det muligt at tænke i årtier frem for kvartaler og kvalitet frem for konjunkturer. For kun langsigtet og stabil udvikling kan skabe den sammenhængskraft, et godt samfund bygger på.
Vi er tydelige om den værdi, vi skaber for samfundet
Vi har dyb viden om finansiering i den offentlige sektor. Den bruger vi hver dag, når vi rådgiver kommuner og regioner, men den er også fundamentet for vores engagement i den bredere samtale om, hvordan vi finansierer velfærd og lokal udvikling i hele landet. Derfor er vi åbne og går aktivt i dialog med vores omverden. Altid på et fagligt grundlag og med en tydelig stemme, så vores viden og erfaringer kan komme hele samfundet til gavn.