Pressemeddelelse -

Hus Forbi-kalenderen bliver den første AR-kalender fra Konica Minolta i Danmark

Når du køber Hus Forbi-kalenderen fra oktober, bliver du præsenteret for de hjemløse og deres historier igennem Augmented Reality

Fra oktober er der flere gode grunde til at købe et eksemplar af Hus Forbi-kalenderen hos en af de mange registrerede gadesælgere.

“De hjemløse er ofte usynlige på gaden, når folk går med hovedet dybt begravet i deres skærm. Nu kommer de hjemløse direkte med ind på skærmen,” fortæller Steen B. Sørensen, som er salgschef hos IT-virksomheden Konica Minolta, der blandt andet laver AR.

For de fleste er det nok at vide, at din flade 20’er gør en forskel for de hjemløse, når der skal brød på - ikke bordet, men – bænken. Fra oktober har du også mulighed for at købe en kalender for 2020, der adskiller sig fra andre kalendere.

Når du i kalenderen holder styr på dine egne påmindelser om fodboldstævner, fødselsdage og frisørtider får du samtidig også levende og fængende historier om de hjemløse. Dette sker gennem videoer, hvor sælgerne bl.a. fortæller om deres yndlingssted. Kalenderen koster 50 kr., hvoraf de 30 kr. går direkte til sælgeren.

Historierne bliver præsenteret for dig gennem Augmented Reality (AR), der nok mest er kendt fra landeplagen Pokémon Go, hvor man kunne finde Pokémons rundt i byen gennem en AR-app. Med Konica Minoltas AR-teknologi vil der blive lagt et lag oven på det, man kan se med det blotte øje - i dette tilfælde en kalender - når man ser den gennem en skærm.

“Vi vil gerne hjælpe Hus Forbi med at sætte fokus på de hjemløses hverdagsudfordringer,” fortæller Steen. B. Sørensen og fortsætter: “Det er svært i en tid, hvor der konstant er kamp om vores opmærksomhed. De hjemløse bliver let usynlige på gaden, når folk går med hovedet dybt begravet i deres skærm. Nu kommer de hjemløse direkte på skærmen med billeder, videoer og hårde, rørende historier fra livet på gaden, der giver os en dybere forståelse for deres situation. Det særlige er, at det bl.a. er mobilteknologien, der afskærer os fra at se de hjemløse, og nu er det den samme teknologi, der gør, at vi for alvor ser dem igen.”

Kalenderen skal åbne vores øjne
Når man køber Hus Forbi-kalenderen, skal man bruge Konica Minoltas AR-app ”genARate” for at kunne opleve kalenderens hybride univers.

Ifølge Steen B. Sørensen vil det forhåbentlig have en positiv effekt for opmærksomheden og salget, så der kan købes rigeligt med varme jakker, inden Kong Vinter for alvor melder sin bidende kolde ankomst:

“At deres fortællinger nu foregår gennem AR-appen, gør det eksklusivt. Man får kun de fortællinger, det indblik i deres liv og selvfølgelig i fremtidens muligheder for engagerende kommunikation ved at købe kalenderen. Vi håber selvfølgelig, at der er mange, der lige løfter øjnene længe nok fra skærmen til at købe kalenderen hos en af de mange Hus Forbi-sælgere og på den måde få øjnene op for virkeligheden for vores mange hjemløse herhjemme.”

Om Hus Forbi 
Ifølge VIVE, uge 6, 2019 er der ca. 6400 hjemløse i Danmark. Mange af disse er blandt de Hus Forbi-sælgere, du møder på gaden. Avisen kom på gaden første gang i 1996 og udkommer en gang om måneden.

Udover at give de hjemløse noget at stå op til og en mulighed for at tjene deres egne penge, er formålet at gøre opmærksom på deres sag, købe udstyr, tøj, soveposer, hundeforsikringer og støtte de hjemløse og sårbare gennem aktiviteter.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • hus forbi
  • konica minolta
  • augmented reality
  • ar

Konica Minolta er en global IT-virksomhed, som forandrer og revolutionerer fremtidens måde at arbejde på. Vi bygger bro mellem papir og digitalisering ved at levere innovative kvalitetsløsninger inden for print og IT infrastruktur, og vi udvikler konstant vores forretningsområder. Vi sætter os altid 100% ind i kundens behov og forventninger og leverer altid det, vi har aftalt – plus lidt ekstra. På verdensplan beskæftiger Konica Minolta ca. 43.300 medarbejdere og omsætter for ca. 7,7 milliarder EUR. I Danmark har vi en lokal tilstedeværelse med afdelinger i Ballerup, Aarhus og Aalborg med 220 ansatte og en omsætning på 450 mio. DKK.

Kontakt

Lars Wørzner

Pressekontakt Administrerende direktør for Konica Minolta Nordeuropa

Relateret materiale