Pressemeddelelse -
Vestsverige åbner for sæsonen med museum, kunst og dyr
Påsken er starten på sommersæsonen i Sverige, og alle de steder og aktiviteter, der har kørt på lavt blus over vinteren, kommer ud af deres vinterhi i påsken. I Vestsverige er mulighederne og tilbuddene mange og nemt tilgængelige fra Danmark, hvad enten man vil have en naturoplevelse med masser af frisk luft i smukke omgivelser eller en livsnyderoplevelse med en god gang forkælelse. Vestsverige åbner for sæsonen med museumsgenåbning, åbne kunstatelierer og dansende traner ved Hornborgasjön.
Påsken markerer starten på sommerhalvåret i både Danmark og Sverige, og det dejlige forårsvejr lokker til udendørsoplevelser og til at opleve noget nyt efter mange måneder med indendørsliv.
”Både hoteller og besøgsmål i området har gjort noget særligt ud af påsken og sæsonstarten med særlige påskepakker og påskeaktiviteter både til børn og voksne. Hvis man ikke har set tranedansen ved Hornborgasjön, er det virkelig et must. En anden af vores stoltheder er Rörstrandsporcelænet, og i påsken genåbner Rörstrands Museum efter en total ombygning og nu med en helt ny udstilling. Man skal heller ikke gå glip at det store påskebord, når man er i Vestsverige, hvor vi jo er eksperter i fisk og skaldyr,” siger Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige.
Påskeferien er da også oplagt til at tage en lille tur ud i det blå, og Vestsverige ligger cirka tre timer fra Danmark, uanset om man kommer fra Jylland eller Sjælland - og her er mange oplevelser at gå ombord i.
Guide til påsken i Vestsverige:
NYHED: Nyåbning af Rörstrand Museum i Lidköping
Rörstrand er Sveriges modsvar til Royal Copenhagen, og porcelænsproducenten har en stolt historie helt tilbage til 1726. Produktionen foregik i mange år i Lidköping i Vestsverige, og her ligger også Rörstrands Museum. 13. april 2022 åbner dørene for det nye Rörstrand Museum. Placeringen er den samme som før, men det er nok det eneste, der er genkendeligt. Den nye indgang bliver dekoreret med et historisk springvand af designeren Gunnar Nylund. Den nye udstilling fortæller kunstnernes og fabriksarbejdernes historie i den gamle porcelænsfabrik. Udstillingen går helt tilbage til Rörstrands oprindelse, og genstande helt tilbage fra 1730'erne og frem til i dag bliver udstillet – mange ting, der aldrig har været vist før. I caféen serveres lokalproduceret mad, naturligvis på Rörstrand porcelæn.
Læs mere: rorstrand-museum.se/
Påsken er højsæson for traner ved Hornborgasjön
Så snart der er forår i luften, høres tranernes længe ventede skrig over Hornborgasjön. Den store og imponerende fugl tager et hvil ved Hornborgasjön i Vestsverige fra midten af marts til midten af april på vej mod deres ynglepladser længere nordpå. En del af hviletiden bruges på at danse, hvilket er en del af parringslegen for tranerne. Dansen styrker båndende mellem traneparrene, og tranerne er monogame og lever sammen hele livet. Hornborgasjön er en af Europas vigtigste fuglesøer. Hvert forår tiltrækker de tusindvis af dansende traner besøgende til vådområdet mellem Falköping, Skara og Skövde. De fleste traner kommer i begyndelsen af april, - rekorden er 27.300 traner på en dag. Der er infocenter, udsigtstårne, udendørs udstilling og kyndige fugleguider på stedet.
Læs mere: www.vastsverige.com/en/hornborgasjon/
Kunst på stribe i påsken
Påsken er lig med kunst i Vestsverige. Omkring 100 kunstnere inviterer indenfor i deres atelier rundt omkring i Bohuslän i påsken. Der er både samlingsudstillinger på Solhem Konsthall, i Stenungssunds Konsthall og på Akvarellmueet i Skärhamn, og så er der alle de åbne værksteder og atelierer, hvor man kan møde kunstnerne og se deres værker. Kunstrundtur Bohuslän er åbne alle helligdage i påsken og går under navnene Konstvandring i Södra Bohuslän og KVIRR Konstvandringi det nordlige Bohuslän.
Læs mere: Konstvandring i Södra Bohuslän http://konstvandringen.se/ KVIRR Konstvandring https://kvirr.se/
Spot en sæl på sælsafari
Til påske starter sæsonen for sælsafari i Gøteborgs skærgård. Sælsafari er for hele familien og er en oplagt mulighed for at både spejde efter sæler, men også at få en rigtig skærgårdsoplevelse med båd i den smukke skærgård, så der er noget for både børn og voksne på turen. Sælerne jager fisk og skaldyr, og efter endt jagt ligger de på de lave klipper og soler sig og fordøjer maden. Sælsafarien starter fra Hönö, og det er Skärgårdshotellet, som tilbyder oplevelsen. Skärgårdshotellet har ikke bare sælsafari, men her kan man også bo og spise, - f.eks. en påskemenu lavet med nyhøstet sukkertang.
Læs mere. https://skargardshotellethono.se/sv
Det store påskebord på Salt & Sill
Ligesom der i Danmark hører en påskefrokost til, hører der også et stort påskebord til den svenske påske. Bordet bugner med forårets lækkerier, som æg, friske grønsager og selvfølgelig sild og andre fiskespecialiteter. Skal man prøve det ypperste inden for sild, skal man tage til hotel og restaurant Salt & Sill i Klädesholmen. Området har været forbundet med sild helt tilbage til 1500-tallet. Det flydende hotel med tilhørende restaurant går op i at servere den absolut bedste sild med tilbehør. Salt & Sill er et oplagt udgangspunkt for at nyde skærgården og gå ombord i den store påskebuffet om aftenen.
Læs mere: www.saltosill.se/hotellpaket/paskpaket/

Rörstrands porcelæn er en del af den svenske designhistorie, og nu åbner det nye museum med hele fortællingen. Foto: Rörstrand Museum
Om Turistrådet Västsverige
Turistrådet Västsverige (TRV) er turistorganisationen for regionen Västsverige. TRV arbejder med bæredygtig udvikling og markedsføring af turismebranchen i Västsveriges tre amter; Bohuslän, Dalsland, Västergötland. Bohuslän, nord for Gøteborg, byder blandt andet på skærgård med tusindvis af øer, friske skaldyr som østers, jomfruhummer og rejer, aktive naturoplevelser som kajak, sejlads, vandring og mountainbiking samt kulturliv. Dalsland, som grænser op til Norge,forbinder man særligt med Dalslands Kanal, der er perfekt til kanoture. Derudover byder Dalsland på mangfoldige naturoplevelser med vandring, fantastiske muligheder for cykling og unikke overnatningsmuligheder. Västergötland, der ligger mellem Sveriges store søer Vänern og Vättern, byder ligeledes på aktiviteter i naturen så som cykling, vandring og skiløb om vinteren og ikke mindst en rig historie og kultur.
Læs mere om området her: www.vastsverige.com
Kategorier
- turistrådet västsverige
Kron Kommunikation er et PR- og kommunikationsbureau med base i København. Bureauet er specialiseret i PR og kommunikation for kunder i turist- og rejsebranchen - særligt med fokus på de skandinaviske turistdestinationer.