Nyhed -

Dokumenteret DrikkevandsSikkerhed på smartphones

Mobile Water Manager er en ny applikation udviklet af Krüger og giver et præcist overblik over, hvilken tekniker der gør hvad, og hvornår det bliver gjort. Det giver i tilfælde af uheld eller uforudsete problemer gode muligheder for at gå tilbage i historikken og se, hvor fejlen opstod. På den måde kan man rette eventuelle fejl langt hurtigere forklarer produktchef Bo Bartelt, Krüger.

Når en tekniker fra Furesø Vandforsyning tager ud for at tilslutte en ny husstand til vandnettet, eller laver ændringer i vandforsyningens vandvej, skal han huske sin telefon. Med den skal han nemlig registrere præcis hvilke ændringer han foretager, hvor han ændrer noget og måske endda uploade et billede af det arbejde, han udfører.

På den måde har alle i forsyningen hele tiden fuld adgang til, hvad der foregår, uanset hvor man befinder sig, og hvad ens funktion er. Alle informationerne logges, så man på et senere tidspunkt kan gå tilbage og se, hvad der blev gjort af hvem.

Borgerservice styrkes

Hvis en medarbejder lukker for en ledning for at foretage en reparation, melder han det ind med sin smartphone. Hvis en forbruger herefter ringer og påtaler et dårligt vandtryk, kan man straks svare, at det skyldes det igangværende arbejde i området, som ikke vil vare så længe.

Systemet er især smart, fordi man betragter vandforsyninger som lukkede systemer. Er vandkvaliteten, som den skal være et sted, så er den det også et andet sted i systemet. Det er derfor kun, når der foretages ændringer eller der er hændelser i systemet, at man kan kompromittere vandkvaliteten og det er disse ændringer, applikationen logger.

DDS lettere med Mobile Water Manager

– Vores ambition er snart at kunne registrere alle planlagte jobs, hændelser, handlinger og vandkvalitetsdata. På den måde bliver DDS-hændelseslisten så komplet som mulig. Ingen andre danske vandforsyninger har i dag det samme let tilgængelige overblik over hændelser i deres vandforsyning, siger Bo Bartelt.

Vil man overholde DDS-standarden, skal man udføre mange ugentlige opgaver, der alle skal logges. Den opgave, som den enkelte medarbejder skal udføre, bliver sendt direkte til hans smartphone, og medarbejderen kan så udføre sine jobs i den rækkefølge, der passer ind i hans rute og øvrige gøremål. Når jobbet er udført, kan han uploade et foto eller notat om det, han har udført direkte i applikationen.

Applikation i stadig udvikling

I Furesø er man glade for applikationen; ”Alle vores medarbejdere bliver bedt om at bruge applikationen og det gør, at vi for eksempel kan holde styr på, hvilke ventiler der er åbne og hvilke ventiler, der er lukkede,” siger driftsleder Steen Langkilde, der ser frem til den næste opdatering. Den vil nemlig gøre, at han ikke længere manuelt skal indføre alle DDS-hændelserne i et regneark, men i stedet kan eksportere dem direkte fra applikationen.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale