Pressemeddelelse -

Nyt center baner vej for mere viden om vores celler

Det åbner mulighed for store fremskridt inden for forskningen i bl.a. stamceller, kræft, fødevarekvalitet, dyrereproduktion og plantebioteknologi.

Bioimaging er et relativt nyt forskningsområde, hvor man med avanceret supermikroskopi kan gennemlyse de fineste detaljer i levende celler uden at forstyrre dem. Det giver mulighed for at følge udviklingen i raske og syge celler og dermed lære mere om, hvordan biologien hænger sammen og om, hvordan cellerne kommunikerer med hinanden.

Bioimaging indgår som et centralt værktøj en lang række forskningsprojekter, hvor man ønsker at forstå sammenhængen i de processer som foregår inde i cellerne. Det nye Center for Advanced Bioimaging (CAB) åbner derfor dørene for både forskergrupper og virksomheder, der får mulighed for at benytte sig af centerets faciliteter:

- Vi er glade for at kunne tilbyde danske og udenlandske forskere og virksomheder denne mulighed. Centeret råder over måleudstyr, der kan konkurrere med det bedste i verden, og vi har samtidig sørget for, at alle brugere kan få grundig oplæring i, hvordan udstyret skal håndteres. Danske forskere og virksomheder behøver derfor ikke længere at rejse til udlandet for at udføre deres forsøg, siger centerleder og professor Alexander Schulz fra LIFE- Det Biovidenskabelige Fakultet.

Center for Advanced Bioimaging Denmark er et samarbejde mellem tre fakulteter på Københavns Universitet: LIFE - Det Biovidenskabelige FakultetDet Naturvidenskabelige Fakultet samt Det Farmaceutiske Fakultet.

Læs mere om CAB på centrets hjemmeside og se, hvad forskerne i LIFEs elitemiljø inden for bioimaging er optaget af på elitemiljøets hjemmeside

Åbningsarrangement

Centeret bliver indviet torsdag den 23. juni kl. 10 med en åbningstale af rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet. Der vil desuden være indlæg om fremtidsudsigterne inden for bioimaging samt en guidet rundvisning, hvor gæster og journalister kan opleve faciliteterne.

Se det fulde program for indvielsen.

Kontakt

Professor og centerleder Alexander Schulz
Mobil 60 77 74 96

Emner

  • Naturvidenskab

Kontakt