Pressemeddelelse -
CLICK Festival: Sejlende by lægger til Helsingør
I forbindelse med CLICK Festival lægger det eventyrlystne gamle sejlskib Hawila til i Kulturhavnen og skaber rammen om projekt “Sejlende By”, hvor dansere, performere og musikere møder klimaforskere og klimaaktivister.
“Sejlende By” inviterer til nye oplevelser, forestillinger og dialog, når den internationale besætning af flyvende dansere, musikere og aktivister går i clinch med temaet klima, og 2-masteren lægger til kaj i danske havne. Oplev Hawila og “Sejlende By” som en del af CLICK Festival, og kom i nærkontakt med kunstnere, forskere og aktivister fra hele verden - alle aldre kan være med.
“Sejlende By” sætter underholdende og debatskabende performance-eksperimenter på programmet i stemningsfulde havneområder. Mød det internationale hold af vilde dansere, skæggede klimaforskere, slangemennesker, en fake guru, overophedede balancekunstnere, passionerede miljøaktivister, smukke musikere og meget mere.
Sejlskibet “Hawila” er et “eco-living” sejlskib bygget i Norge i 1935 og ejet af foreningen “Hawila Project”, der anvender skibet til forsøg med klima-venlig livstil og på længere sigt Co2-neutral transport. I samspil med klimaforskere og klimaktivister fungerer Hawila i sommeren 2016 som dialog-rum for internationale scenekunstnere, dansere og musikere.
“Sejlende By” har deltagere fra hele verden, og hedder derfor i daglig tale “Sailing City”. Besætningen har rødder i alle kontinenter, fra New Delhi og Bangalore til Sidney, Rom, Berlin, Bornholm, Ouagadougou, Qaqortoq og Californien. Projektet arbejder fra en kunstnerisk vinkel med tema’er som klimaforandring, livsstil og klimaretfærdighed, og ønsker at finde nye måder at kommunikere på - omkring klodens tilstand, og vores egen tilstand.
”Sammen søger vi en større forståelse for, at vi er beboere i et globalt samfund, hvor aktiviteter ét sted, påvirker klimaet et andet sted,” siger projektets leder Pipaluk Supernova, der også fortæller, at der ombord på Hawila både er permafrosteksperter, plasticmolekyleeksperter, moderne dansere, percussionister, søkvinder, kameramænd, installationskunstnere, dieselingenører, landbrugskonsulenter, computerspildesignere, fysioterapister og kapsejlere.
”Kunstnere og aktivister udfordrer og leger i det fysiske rum omkring sejlskibet, dansere improviserer, musikere svæver i masterne, og akrobater kan gå på vandet. Deltagerne i “Sejlende By” ønsker at erstatte magtesløsheden med meningsfulde alternativer. Ligesom mange andre mennesker rundt omkring på jorden, ønsker vi ikke at bidrage til en følelsesløs og grådig forbrugskultur, hvor konsekvenserne af livstil, ikke-bæredygtig vækst og fossile brændstoffer påvirker livsvilkårene for flere og flere mennesker, og skaber uoprettelige skader på den natur, vi selv er en del af,” siger Pipaluk Supernova, før hun slutter:
’Sejlende By’skabes i en åben dialog mellem de mange medvirkende og de lokale besøgende. Alles input og tilstedeværelse er i spil. Sammen tager vi os tid til at blive inspireret af og diskutere klimaforandringer og paradokser omkring vores egen livsstil.
Sejlende By / Sailing City er produceret af Copenhagen Dream House med støtte fra Statens Kunstfond, Click Festival, og Koda Dramatik. Kunstnerisk ledelse: Pipaluk Supernova
Sejlende by / Sailing City kan opleves under CLICK Festival på følgende dage:
Fredag 20. maj kl. 21 og 22
Lørdag 21. maj kl. 14 og 15
Lørdag 21. maj kl. 21 og 22
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- kulturværftet
- click festival
- click
CLICK udvikles og produceres på Kulturværftet i Helsingør, der danner den fysiske ramme om festivalen. Indholdet udvikles i et bredt samarbejde mellem danske og internationale kompetencer bestående af kunstnere, forskere, studerende og fagfolk i samspil med større og mindre foreninger, uddannelser og virksomheder. Disse er udvalgt og kurateret af festivalens programsekretariat i dialog med deres respektive netværk. CLICK Festival løber af stablen 20.-22. maj på Kulturværftet og de gamle væftshaller i Helsingør for sjette år.