Pressemeddelelse -

Danske Jonah Blacksmith skal spille i Sverige under koncertsamarbejdet ÖRESOUND

Det anmelderroste syvmandsensemble Jonah Blacksmith har hjerte og rod i Thy, men har for længst slået deres internationale potentiale fast. Bandets sommerkoncerter i 2017 høstede store anmelderroser fra blandt andre Kim Skotte (Politiken), Jan Eriksen (BT.dk) og Ole Rosenstand Svidt (Gaffa.dk), der alle har kvitteret med henholdsvis 5 hjerter (Komos Festival), 5 stjerner (Tinderbox) og 5 stjerner (Tønder Festival). Jonah Blacksmith spillede i 2017 også på legendariske Winnipeg Folk Festival og Vancouver Folk Festival i Canada, med såvel stor publikumsopbakning og rosende ord til følge. Bandet rundede sidste år af med udsolgt på Vega i december.

Nu tager Jonah Blacksmith turen over sundet til The Tivoli i Helsingborg, hvor de indhyller publikum i deres altomsluttende og intense stemning, som er blevet et kendetegn for Jonah Blacksmiths koncerter. Det er især den bløde frontvokal, rock’n roll udtrykket og de skægge anekdoter, der får bandet ud over scenekanten, og som har været med til at sætte deres præg på den danske musikscene. Koncerten er en del af det nye koncert-samarbejde ÖRESOUND mellem The Tivoli i Helsingborg og Kulturværftet i Helsingør.

ÖRESOUND - Et nyt koncertsamarbejde mellem Helsingør og Helsingborg

Et nyt koncertsamarbejde mellem Helsingør og Helsingborg er søsat. Det har fået navnet ÖRESOUND og vil præsentere det danske musikpublikum for svenske bands, imens de danske artister indtager The Tivoli i Helsingborg på svensk grund. Projektet handler dog om mere end gode live-koncerter, og ambitionen er at øge kendskabet og forståelsen for nordisk rytmisk musik i de to lande.

Info
Jonah Blacksmith / 3. marts 2018 / Kl. 21.00 / The Tivoli, Køpenhamnskajen 1, Helsingborg / 235 DKK inkl. gebyr

...
Om Jonah Blacksmith

Navnet, Jonah Blacksmith, er en hyldest til deres bedstefar Johannes Smed og brødrenes musik er efter sigende vokset ud af barndommens landsbysmedje. Forkærligheden for de store vidder og den nordatlantiske horisont har sat sine spor i såvel musikken som i menneskene. Sangene fra bandets to albums tager da også afsæt i det personlige og vedkommende, og kredser om de ting, man er rundet af, dem man elsker, og frygten for at miste hinanden og sig selv.

Orkestret består, ud over brødrene Thomas og Simon Alstrup, af fætteren Lasse Alstrup, samt Søren Bigum, Jon Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.

AlbumsNorthern Trail (debut-album, 2015)
Jonah Blacksmith (Sony, 2017)
Twenty Seventeen (Sony, 2017, live album)

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • koncert
  • jonah blacksmith
  • kulturværftet
  • the tivoli
  • live musik
  • musik-eksport

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423

Relateret materiale